xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Reviderede anbefalinger for svangreomsorgen

Sundhedsstyrelsen har sendt reviderede retningslinjer for svangreomsorgen i høring. Retningslinjerne vedrører tiden fra graviditeten og til to uger efter fødslen og er blandt andet rettet til læger, jordemødre og sygeplejersker. De er i høring frem til 3. februar 2020.

26 NOV 2019

Retningslinjerne skal danne et fagligt grundlag for Sundhedsstyrelsens rådgivning til regionerne og kommunerne på svangreområdet og hermed give en fælles faglig ramme for organisering af svangreomsorgen i Danmark. Samtidig skal anbefalingerne skabe en national ramme for den vejledning og information, sundhedspersonalet giver til de gravide og deres familier.

Det grundlæggende mål med retningslinjerne har været at bibeholde det gode tilbud, der er til gravide i dag, men samtidig opdatere de nuværende anbefalinger, så de tager højde for den nye viden og de nye vilkår og rammer, der er for gravide. 

”Vi glæder os til at læse de kommentarer, der kommer ind til høringen og få indarbejdet dem i de endelige retningslinjer. Vi håber, at de kan ligge klar i foråret 2020”, siger overlæge Christine Brot i Sundhedsstyrelsen. 

Retningslinjerne er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen med rådgivning og bidrag fra to arbejdsgrupper og en referencegruppe, der har repræsenteret alle væsentlige interessenter på området. Det har været en præmis for arbejdsgrupperne, at revisionen skulle gennemføres inden for de eksisterende økonomiske rammer.

”Vi vil gerne bruge mulighed for at takke alle deltagerne i arbejdsgrupperne for det store arbejde, de har leveret, og for de mange input til anbefalingerne”, siger Christine Brot.  

De kommende retningslinjer er rettet til ledere, administratorer, beslutningstagere og sundhedspersonale i det regionale og kommunale sundhedsvæsen, herunder især praktiserende læger, jordemødre, obstetrikere, sygeplejersker og sundhedsplejersker.

Se materialet på høringsportalen