xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Reglerne om maksimale ventetider blev overtrådt 7 gange i august

Regionerne har skrevet til Sundhedsstyrelsen, at de ikke har overholdt reglerne om maksimale ventetider for patienter med kræft- og hjertesygdom. Det skete for 7 patienter med kræft i august 2019.

25 SEP 2019

Reglerne om de maksimale ventetider er ikke overholdt:

  • 1 gang i Region Hovedstaden
  • 5 gange i Region Midtjylland
  • 1 gang i Region Sjælland

I Region Hovedstaden blev reglerne om de maksimale ventetider ikke overholdt i et tilfælde i august 2019. Patienten ventede to dage længere, end reglerne tillader. Overtrædelsen skyldes, at der manglede kapacitet. Regionen har oplyst, at afdelingen arbejder på at øge fleksibiliteten og kapaciteten på området.

Reglerne om de maksimale ventetider blev ikke overholdt i fem tilfælde i Region Midtjylland. De fem patienter ventede mellem 1 og 16 dage længere, end reglerne tillader. Overskridelserne skyldes i nogle tilfælde manglende opmærksomhed på reglerne om de maksimale ventetider, mens overskridelsen i et tilfælde skyldes en manglende tolk. Regionen har oplyst, at patientforløbene vil blive drøftet internt, så afdelingerne kan tage ved lære af dem. 

I Region Sjælland blev reglerne om de maksimale ventetider ikke overholdt i et tilfælde i august 2019. Patienten ventede 1 dag længere, end reglerne tillader. Overtrædelsen skyldes en menneskelig fejl. Regionen har oplyst, at patienten er blevet oplyst om, at patientrettigheden er overtrådt.

Region Nordjylland eller Region Syddanmark har oplyst Sundhedsstyrelsen om, at de ikke havde nogen overtrædelser af reglerne om de maksimale ventetider i august 2019.

Ekstra indberetning for maj 2019

Region Midtjylland har i september 2019 indberettet fem ekstra overtrædelser for maj 2019. Overtrædelserne vedrører patienter, der var henvist til en operation for en kræftsygdom. Overtrædelserne skyldes manglende kapacitet, og at patienterne ikke blev informeret om deres mulighed for at blive viderehenvist.

Om de maksimale ventetider

Sundhedsministeriet indførte fra den 1. marts 2012 skærpede krav til regionernes indberetning om deres overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider. De indebærer, at regionerne hver måned skal oplyse Sundhedsstyrelsen, om de har overholdt reglerne om de maksimale ventetider hos de konkrete patienter, der er blevet henvist til at blive udredt og behandlet for kræft samt visse hjertesygdomme.

Oversigt over de maksimale ventetider