xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Reglerne om maksimale ventetider blev overtrådt 2 gange i juli

Regionerne har skrevet til Sundhedsstyrelsen, at de ikke har overholdt reglerne om maksimale ventetider for patienter med kræft- og hjertesygdom. Det skete for 2 patienter med kræft i juli 2019.

26 AUG 2019

Reglerne om de maksimale ventetider er ikke overholdt:

  • 2 gange i Region Midtjylland

Reglerne om de maksimale ventetider blev ikke overholdt i to tilfælde af Region Midtjylland, da to patienter ventede en dag længere, end reglerne tillader. Regionen har oplyst, at det ikke er dokumenteret, at patienterne har accepteret at vente længere, og derfor er forløbene indberettet som overtrædelser. De respektive afdelinger har gennemgået tilfældene for at mindske risikoen for lignende overtrædelser fremover.

Ekstra indberetning for marts 2019

Region Sjælland har i august 2019 indberettet én ekstra overtrædelse for marts 2019. Overtrædelsen af reglerne vedrører en patient med tyk- og endetarmskræft. Patienten ventede en dag længere på operation, end reglerne tillader. Regionen opdagede, at det ikke var dokumenteret i journalen, om patienten havde accepteret at vente længere. Overtrædelsen blev fundet via en gennemgang af udvalgte forløb.

Region Midtjylland har i august 2019 indberettet én ekstra overtrædelse for marts 2019. Den vedrører en patient, der var henvist til en forundersøgelse. Overtrædelsen skyldes registreringsudfordringer på grund af overgangen til et nyt IT-system.

Oversigt over de maksimale ventetider, på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Om de maksimale ventetider

Sundhedsministeriet indførte fra den 1. marts 2012 skærpede krav til regionernes indberetning om deres overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider. De indebærer, at regionerne hver måned skal oplyse Sundhedsstyrelsen om, om de har overholdt reglerne om de maksimale ventetider hos de konkrete patienter, der er blevet henvist til at blive udredt og behandlet for kræft samt visse hjertesygdomme.