xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Intensiv indsats til patienter med svær grad af psykisk lidelse

En mindre gruppe patienter med svære psykiske lidelser har brug for en mere intensiv behandling, end den behandling de kan tilbydes i dag. Sundhedsstyrelsen har sammen med regionerne og de faglige selskaber udarbejdet nye anbefalinger, der beskriver, hvordan den intensive indsats kan tilrettelægges.

26 SEP 2019

”Der er behov for at styrke indsatsen til de patienter, der er mest syge, og som vi i dag har svært ved at hjælpe i tilstrækkelig grad. Derfor har vi med inspiration fra den intensive indsats, vi kender for patienter med svær grad af fysisk sygdom, ønsket at etablere et målrettet og intensivt behandlingstilbud i psykiatrien”, siger centerchef Helene Probst.

Anbefalingerne beskriver et nyt intensivt behandlingstilbud til de patienter med alvorlig psykisk lidelse, hvor man ikke har opnået en tilstrækkelig effekt af den nuværende behandling under indlæggelsen. Det kan være patienter med svære psykoser og vedvarende uro, som trods flere indlæggelser ikke får det bedre og har svært ved at fungere i hverdagen. 

Den intensive behandlingsindsats skal være tværfaglig og helhedsorienteret. Dette kræver medvirken fra mange forskellige faggrupper, herunder læger, sygeplejersker, psykologer, ergoterapeuter, fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter, socialpædagoger samt socialrådgivere. Den intensive behandling skal derfor varetages af et tværfagligt team, som løbende justerer indsatsen efter patientens behov. 

”Det er afgørende for den intensive behandling, at de rette kompetencer er til rådighed, at kompetenceniveauet er højt, og at der etableres et systematisk tværfagligt samarbejde. De forskellige faggrupper kan alle bidrage med viden og indsigt til gavn for patienten. Der er behov for, at personalet løbende har mulighed for at observere, vurdere og støtte patienten, så behandlingen hurtigt kan justeres. Her er den intensive psykiatriske sygepleje helt central, og derfor anbefaler vi også, at der bliver tilknyttet flere sygeplejersker til indsatsen”, siger Helene Probst. 

Med finansloven for 2019 blev der afsat 70 millioner kroner årligt til regionerne, til udvikling og implementering af den intensive behandlingsindsats i voksenpsykiatrien. Udmøntning af midlerne skal ske i henhold til de nye anbefalinger for intensiv behandling til mennesker med svær psykisk lidelse. Sundhedsstyrelsen vil i samarbejde med Danske Regioner følge udmøntningen af anbefalingerne for at vurdere behovet og effekten af tilbuddet.