xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Hvilken medicin behandler bedst depression hos voksne?

IRF i Sundhedsstyrelsen har opdateret anbefalingerne om, hvilken medicin der er bedst til at behandle unipolar depression blandt voksne i almen praksis.

26 APR 2019

IRF i Sundhedsstyrelsen har opdateret anbefalingerne om, hvilken medicin der er bedst til at behandle unipolar depression blandt voksne i almen praksis.

Omkring 91.000 danskere lever lige nu med en depression, og hvert år bliver ca. 11.000 nye voksne diagnosticeret med depression. 

Det er vigtigt, at alle mennesker med depression får den rette behandling, og derfor har Sundhedsstyrelsen netop opdateret anbefalingerne om medicinsk behandling af unipolar depression. De nye anbefalinger tager udgangspunkt i en systematisk gennemgang af de typer medicin, som de praktiserende læger bruger. Der er kigget på medicinens effekter og væsentlige bivirkningen og på sikkerhedsforhold, fx dens påvirkning af hjerterytmen.

”Anbefalingerne giver læger i almen praksis et opdateret grundlag for at vælge antidepressiva. Resultaterne viser bl.a., at de meget brugte antidepressiva SSRI-lægemidlerne citalopram, escitalopram og sertralin bliver anbefalet som ligeværdige valg. Desuden anbefaler Sundhedsstyrelsen, at der er taget et aktuelt EKG, før patienten begynder på behandlingen” siger Søren Troels Christensen, farmaceut, ph.d. fra IRF i Sundhedsstyrelsen. 

Anbefalingerne er tænkt som en støtte til at vælge den behandling, der er til størst mulig gavn for patienterne. Der er ikke tale om en specifik behandlingsvejledning, men derimod om anbefalinger inden for specifikke lægemiddelgrupper. Anbefalingerne er derfor primært beregnet til organisationer, der udarbejder behandlingsvejledninger samt som hjælp til regionerne, når de skal udarbejde deres basisliste til almen praksis med forslag til 1. valg af lægemidler til voksne.

”Anbefalingerne handler kun om den medicinske behandling. Det er væsentligt for os samtidig at understrege, at behandlingen med medicin ikke kan ikke stå alene. Den bør ske sideløbende med, at patienten også får tilbud om en støttende samtale/samtaleterapi,” siger Søren Troels Christensen. 

Sundhedsstyrelsen udgav i 2016 en National Klinisk Retningslinje for den ikke-medicinske behandling af unipolar depression. Her bliver det blandt andet undersøgt, hvilke tilbud patienterne kan have gavn af udover medicin, for eksempel er der set på samtaleterapi og fysisk træning.

Anbefalingerne indgår i Den Nationale Rekommandationsliste (NRL). Det er en liste, der skal støtte almen praksis i valg eller fravalg af et lægemiddel inden for en given lægemiddelgruppe til en konkret patientgruppe. Lægemidlers pris eller deres tilskudsstatus indgår ikke i vurderingen. 

Anbefalingerne er udarbejdet af IRF i Sundhedsstyrelsen i samarbejde med en række eksterne specialister.

Læs mere her