xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Forstå de nye krav på stråle­beskyttelses­området

Sundhedsstyrelsen udgiver i dag to nye vejledninger på strålebeskyttelsesområdet. Den ene handler om brug af selvafskærmende strålingsgeneratorer, den anden om håndholdte strålingsgeneratorer.

26 MAR 2019

Selvafskærmende strålingsgeneratorer kan for eksempel være røntgenskabe og røntgenscannere til kontrol af bl.a. bagage i lufthavne eller kontrol af fødevarer. Håndholdte strålingsgeneratorer er røntgenanalyseapparater, der bliver brugt i både industrien og i forskning, for eksempel til materialebestemmelse af metaller.

”Der er mere end 400 virksomheder, der bruger den her type udstyr. Og i forbindelse med at vi har fået ny lovgivning på strålebeskyttelsesområdet, har de haft behov for at få vejledning i de nye krav til brugen af disse typer strålekilder. Målet er at gøre det lettere for virksomhederne at leve op til kravene i lovgivningen og dermed opnå den bedst mulige strålebeskyttelse under arbejdet med røntgenstråling”, siger Rune Harder, der er akademisk medarbejder i Strålebeskyttelse.

Vejledningerne er udarbejdet på baggrund af ny lovgivning på strålebeskyttelsesområdet. De skal bidrage til, at reglerne bliver forstået og anvendt korrekt og dermed at øge strålebeskyttelsen. Vejledningerne beskriver rammerne for brugen af selvafskærmende strålingsgeneratorer samt håndholdte strålingsgeneratorer og indeholder gengivelse af krav fra strålebeskyttelseslovgivningen samt Sundhedsstyrelsens anvisninger til, hvordan disse krav opfyldes.

Vejledningen om selvafskærmende strålingsgeneratorer er den første, Sundhedsstyrelsen udgiver om emnet. Vejledningen om håndholdte strålingsgeneratorer erstatter en tidligere vejledning fra 2009.

Selvafskærmende strålingsgeneratorer - vejledning

Håndholdte strålingsgeneratorer - vejledning