xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Flere læger og speciallæger de kommende år

Sundhedsstyrelsen har opdateret sin beregning af, hvor mange læger og speciallæger der kan forventes i fremtiden. Prognosen for 2018-2040 beskriver, hvordan udviklingen har været på det lægelige arbejdsmarked og fremskriver, hvordan udbuddet af læger og speciallæger udvikler sig frem mod 2040.

12 APR 2019

Når det gælder det totale antal læger, forventer den nye lægeprognose for 2018-2040 en stigning på 56 % - det er i alt 14.123 flere læger end i dag. På speciallægeområdet er forventningen i alt 7.958 flere speciallæger – det svarer til en stigning på 49 % over de næste 20 års tid.

Det er stort set alle typer af speciallæger, som vi vil se mange flere af de kommende år – bortset fra thoraxkirurger og neurokirurger. 

”Det er positivt, at der kommer flere læger og speciallæger i fremtiden til at varetage sundhedsvæsenets opgaver. Stigningen ser endda ud til at blive en smule højere end i den foregående prognose. Det er også glædeligt, at Lægeprognosen viser, at der allerede nu bliver uddannet flere læger, og at flere læger og speciallæger er i arbejde”, siger centerchef og formand for Prognose- og Dimensioneringsudvalget Henrik Stig Jørgensen.

Prognosen er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen med data leveret af Sundhedsdatastyrelsen og i samarbejde med Prognose- og Dimensioneringsudvalget, som er et permanent udvalg under det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse. Tallene i prognosen er baseret på tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. I prognosen indgår seks scenarier for udviklingen af antallet af læger og seks scenarier for udviklingen i antallet af speciallæger. De forskellige scenarier skal skitsere, hvordan udbuddet af læger og speciallæger bliver, når man ændrer på forskellige forudsætninger. Det gælder for eksempel, hvis man ændrer på forventet pensionsalder eller på antallet af lægekandidater og speciallæger i den nuværende dimensioneringsplan. 

I den nye Lægeprognose indgår de ekstra 60 hoveduddannelsesforløb, der skal oprettes i specialet almen medicin i 2019 og 2020 samt estimater for, hvor mange speciallæger der bliver uddannet inden for det nye lægespeciale i akutmedicin, der er oprettet pr. februar 2018. 

Lægeprognosens fremskrivninger danner grundlag for den efterfølgende dimensioneringsplan 2021-2025 i regi af Prognose og Dimensioneringsudvalget. Dimensioneringsplanen beskriver, hvordan uddannelsesstillingerne på specialer og videreuddannelsesregioner skal fordeles.