xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Den akutte sundhedsindsats til debat

Hvordan skal fremtidens akutte sundhedsindsats se ud? Skal der være flere læger i den præhospitale indsats?

29 NOV 2018

Hvordan skal fremtidens akutte sundhedsindsats se ud? Skal der være flere læger i den præhospitale indsats? Hvilke opgaver skal kommunerne varetage, når en borger bliver akut syg? Skal man også i fremtiden ringe i forvejen, før man kan komme akut på sygehuset? Hvad skal der til for, at alle borgere i hele landet oplever samme tryghed, når ulykken sker?

Det er nogle af spørgsmål, som vil blive drøftet på en national konference om den akutte sundhedsindsats mandag den 3. december i København, når Sundhedsstyrelsen inviterer til debat om fremtidens akutte sundhedsindsats.

Konferencen er et led i Sundhedsstyrelsens arbejde med at se på de sundhedstilbud, man som borger kan få brug for, hvis man kommer til skade eller bliver akut syg. Arbejdet skal munde ud i en række konkrete anbefalinger til regioner og kommuner til planlægning af akutindsatsen i de næste 10 år, der vil blive offentliggjort i 2019.

Vi glæder os rigtig meget til at drøfte fremtidens akutte sundhedsindsats. I arbejdet har vi talt med rigtig mange eksperter og interessenter på området, og vi ser frem til at få endnu flere perspektiver med fra dagen, som vi kan tage med i det videre arbejde”, siger centerchef Janet Samuel.

De akutte sundhedstilbud skal sikre, at borgerne får den relevante hjælp, når de rammes af skader eller akut sygdom. De nuværende tilbud er tilrettelagt ud fra anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen kom med for mere end 10 år siden, og siden da er der sket store ændringer i den akutte indsats.

Konferencen holdes den 3. december i CPH Conference, DGI Byen, København, og der har været overvældende tilslutning til konferencen. Se mere her: Konference om anbefalinger for den akutte sundhedsindsats