xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Forældre skal lære deres børn mange ting, men ikke at drikke alkohol

7 ud af 10 forældre synes, børn og unge drikker for meget alkohol, og at de begynder at drikke for tidligt. Alligevel synes knap 70 procent, det er en god idé, at unge introduceres til alkohol derhjemme. Det viser en ny Voxmeter-undersøgelse foretaget for Sundhedsstyrelsen.

14 DEC 2023

Skal børn først lære at drikke derhjemme, så de lærer at drikke med måde? Og nytter det overhovedet at tale med sit barn om alkohol?

Danske forældre tager gerne samtalen om alkohol over middagsbordet eller på teenageværelset, men det kan være svært at omsætte snakken til konkrete aftaler og rammer for indtaget af alkohol. Det viser Sundhedsstyrelsens nyeste Voxmeter-undersøgelse, hvor forældre til børn under 18 år er blevet spurgt til deres holdninger til unge og alkohol.

Vigtigt at lave fælles aftaler

Selvom næsten alle teenageforældre taler med deres børn om alkoholforbrug, viser undersøgelsen, at mange forældre tvivler på, om de kan forhindre eller formindske alkoholindtagelsen. Op mod halvdelen svarer, at de generelt ikke tror, at unge overholder de regler, deres forældre laver om alkohol, og tilsvarende synes de, at det kan være svært at lave aftaler med andre forældre om unges alkoholforbrug.

Men klare aftaler er vigtigt, hvis vi skal ændre alkoholkulturen blandt børn og unge.

”Som Sundhedsstyrelse fraråder vi, at børn og unge under 18 år drikker alkohol. Det er langt fra sådan, virkeligheden er i dag, for vi har en usund alkoholkultur, hvor alkohol fylder meget i vores samvær – også for børn og unge. Men det er afgørende, at vi går sammen om at ændre den kultur, også selv om det kan tage tid. For mange føles den næsten som naturgiven,” fortæller chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Maria Aabel Koch og understreger vigtigheden af, at forældrene laver aftaler med de unge om alkoholforbrug:

”Forældre har en enorm stor betydning for de alkoholvaner, som deres børn og unge får. Derfor har de også et ansvar, sammen med skoler, ungdomsuddannelser og aktører i fritids- og festmiljøerne for at sikre de bedste rammer for et godt børne- og ungeliv. Vi ved, at de børn, der har klare aftaler om alkoholindtag, også er dem, der starter senest og drikker mindst,” siger Maria Koch Aabel.

Mange forældre mener, at de skal introducere deres børn til alkohol derhjemme – men det kan give bagslag

Når den første øl ryger indenbords, skal det ske indenfor hjemmets fire vægge i selskab med mor eller far. I hvert fald, hvis man kigger på undersøgelsen, hvor knap 7 ud af 10 mener, at det er en god ide at introducere unge til alkohol i hjemmet. Men det er ikke en hjælp for ens børn - tværtimod, mener Maria Koch Aabel:

”Det er en sejlivet myte, at børn skal lære at drikke derhjemme med mor og far, og det kan hænge sammen med, at mange forældre tror, at det er det sikreste for børnene. Men en tilladelse til at drikke hjemme kan være en blåstempling af alkohol og få dem til at drikke tidligere og mere end deres jævnaldrende.”

Sundhedsstyrelsen lancerer i dag en kampagne, der handler om forældres betydning og ansvar i forhold til børns alkoholvaner. Kampagnen indeholder blandt andet 10 gode råd til forældre om at lave aftaler om alkohol.

Se kampagnen

 

Undersøgelsens resultater

  • 70 % af de adspurgte forældre svarer, at de synes, danske unge drikker for meget alkohol
  • 74 % af forældrene svarer, at de synes, danske unge begynder at drikke for tidligt
  • 48 % af forældrene svarer, at det er udfordrende at lave aftaler med andre forældre om fælles alkoholregler for deres børn
  • 49 % af forældrene tror ikke, at unge overholder de regler, forældrene laver om alkohol
  • 67 % af forældrene synes, at det er en god idé, at unge introduceres til alkohol i hjemmet
  • 91 % taler eller vil tale med sit barn om alkoholforbrug

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet Voxmeter i perioden 6. til 13. december 2023. Interviewene er gennemført webbaseret i Voxmeters internetpanel blandt et repræsentativt udsnit af forældre til børn under 18 år. Der er i alt gennemført 1023 interview i målgruppen.

Se undersøgelsen