Stor skrift Mellem skrift Lille skrift Send denne side Læst højt Print siden
Kampagnebanner474x170

Om influenza

Influenza er en virusinfektion, som kan ramme alle mennesker. Det er en smitsom sygdom, som kommer hvert år i vintersæsonen. Hvert 2.-3. år er der en epidemi, hvor rigtig mange bliver smittet i løbet af få uger. Op mod 1 mio. mennesker i Danmark smittes ved influenzaepidemier. 

Influenza medfører stor sygelighed i befolkningen hvert år, samt en stigning i hospitalsindlæggelser og dødelighed. De alvorlige tilfælde rammer især ældre mennesker og personer med visse kroniske lidelser.
Læs mere om influenza her

Gratis vaccination

Du kan blive vaccineret gratis mod influenza, hvis:

  • Du er fyldt 65 år
  • Du har en kronisk sygdom, hvor influenza er en alvorlig risiko, fx astma, lungesygdom og diabetes
  • Du er førtidspensionist
  • NYT: Du er gravid og mere end 12 uger henne
  • NYT: Du er svært overvægtig (vejledende BMI >40)
  • NYT: Du bor sammen med en immunsupprimeret person

Tilbuddet gælder fra 1. oktober 2010 og året ud.

Se efter vaccinationsdage i din lokalavis, hos kommunen eller spørg din læge

Hvad er virkningen og bivirkningerne ved vaccinationen?

Vaccination mod influenza beskytter de fleste, men ikke alle. Så du kan godt få influenza, selv om du er blevet vaccineret, men sjældent i alvorlig grad.

Vaccinationen kan give bivirkninger som ømhed dér, hvor man bliver stukket, du kan få feber eller blive utilpas. Vaccinen kan ikke i sig selv give influenza. Symptomerne forsvinder generelt i løbet af et par dage.

 

Undgå at blive smittet med influenza

Du kan beskytte dig selv og andre mod influenza og andre smitsomme sygdomme ved at:

  • vaske hænder ofte med sæbe
  • hoste i et en-gangs-lommetørklæde eller nyse i ærmet
  • blive hjemme under sygdom