| [Forrige dokument] [Næste dokument] [Forsiden] "Vejledning for diagnose og behandling af seksuelt overførbare sygdomme" Kapitel 17. Adneksinflammation |
Adneksinflammation (pelvic inflammatory disease, PID) er en fælles betegnelse for endometritis, salpingitis, oophoritis og parametritis.
Adneksinflammation er forårsaget af seksuelt overførte mikroorganismer, først og fremmest klamydier og gonokokker. Patienterne har ofte samtidig cervicitis. Hos 20-50% af patienterne er adneksinflammation forårsaget af klamydier, hvorimod gonokok -infektion er sjældent forekommende i Danmark i dag. Mykoplasmer (M.hominis og M.genitalium) er muligvis involveret i et antal tilfælde. Bakterier som Escherichia coli, Haemophilus influenzae, bacteroides, actinomyces, streptokokker og stafylokokker forårsager sjældent øvre genital infektion. Hyppigheden af adneksinflammation er ukendt.
Langt de fleste tilfælde behandles i primærsektoren.
Diagnosen er baseret på en række uspecifikke kliniske symptomer: smerter nedadtil i abdomen, øget udflåd, blødningsforstyrrelser (eventuelt i form af pletblødninger), temperaturforhøjelse, dyspareuni og dysuri. Ved den gynækologiske undersøgelse findes hyppigt tegn på cervicitis, pussekretion fra orificium og øget vaginalt fluor. Patienten har ofte rokkeømhed af uterus samt udfyldning og ømhed svarende til parametrier. Den kliniske undersøgelse kan suppleres med prøver til mikrobiologisk undersøgelse, laparoskopi, ultralydscanning og endometriebiopsi.
Der findes ingen alment accepteret standardbehandling af adneksinflammation. De undersøgelser, der foreligger om effekten ved behandling med forskellige antibiotika eller forskellige kombinationer af antibiotika, er koncentreret om forløbet af den akutte infektion. Risikoen for senkomplikationer i form af kroniske underlivssmerter, nedsat fertilitet, sterilitet og øget forekomst af tubar graviditet er ikke tilstrækkeligt belyst for de forskellige behandlingsregimer.
Da Chlamydia trachomatis er den hyppigste kendte årsag til adneksinflammation, synes tetracyclin mest velegnet som førstevalgspræparat fx:
Ved svære tilfælde er hospitalsindlæggelse ofte påkrævet. Ved abscesdannelse bør ovennævnte behandling suppleres med metronidazol 500 mg tre gange dagligt i minimum 10 dage.
Tetracyclin og metronidazol er kontraindiceret hos gravide.
Ved positiv gonokokdyrkning bør behandlingen suppleres med ceftriaxon (cum lidocain) 250 mg i. m. som engangsdosis.
Partneren bør undersøges og behandles.
Sundhedsstyrelsen. Version 1.0. Juni 1999
Denne publikation findes på adressen http://www.sst.dk
© Sundhedsstyrelsen 1999![]()