Kapitel 13. Human immundefekt virus (hiv)-infektion/erhvervet immundefekt syndrom (aids)

Human immundefekt virus (hiv) er et retrovirus, som findes i to kendte former: hiv-1 og hiv-2. Syndromet aids er forårsaget af hiv. Såvel de kliniske manifestationer af hiv-infektion, sygdommen aids samt diagnostik, behandling og forholdsregler mod hiv-smitte er detaljeret beskrevet i Sundhedsstyrelsens Vejledning om Human Immundefekt Virus, hiv og forebyggelse af blodbåren smitte, 1992.

Aids-diagnosen stilles i henhold til de til enhver tid gældende kriterier. Der eksisterer således en lang liste over alvorlige infektioner, kræftformer og følgetilstande til hiv-infektion, der er aids-definerende. Overlevelsen for danske aids-patienter, efter at dia-gnosen er stillet, har hidtil været kort, gennemsnitligt omkring halvandet år. Aktuelt sker der meget på den behandlingsmæssige side, idet flerstofsbehandling med 2-3 antivirale midler synes at kunne dels forlænge den symptomfrie periode, dels forbedre overlevelsen. Langtidseffekten af denne behandling samt hyppigheden af resistensudvikling blandt behandlede er fortsat ukendt. Endelig forskes der fortsat i udvikling af en effektiv vaccine, men en sådan foreligger endnu ikke.

Forløbet af hiv-infektion er karakteriseret ved et bredt spektrum af kliniske manifestationer; fra en forbigående akut febril mononukleoselignende episode i forbindelse med primærinfektionen (akut hiv-infektion) over et typisk flerårigt symptomfrit stadium til en tilstand med svær immundefekt, der er karakteristisk for aids.

Antistoffer mod hiv kan sædvanligvis påvises 6-12 uger efter smittetidspunktet. Undertiden kan der dog gå op til seks måneder. Det må antages, at infektionen hos alle er livslang, og at antistofferne persisterer under hele forløbet. Virusspecifikke antistoffer kan måles bl.a. ved hjælp af ELISA. Ved et positivt ELISA-resultat bør prøven sendes videre til konfirmation i andre testsystemer for at udelukke en falsk positiv reaktion. Hvis en blodprøve findes positiv i en konfirmatorisk test, bør resultatet bekræftes ved undersøgelse af en ny blodprøve, for at man derved bl.a. kan sikre mod fejldiagnostik som følge af forbytning af prøver.

I Danmark – og globalt - er hiv-infektionen primært seksuelt overført. Forekomsten af hiv-infektion er i Danmark hyppigst blandt mænd, der har sex med mænd, samt blandt intravenøse stofmisbrugere der smitter hinanden enten ved brug af fælles sprøjter og kanyler eller ved seksuel kontakt. Gennem de seneste år er et stigende antal hiv-infektioner påvist blandt heteroseksuelt smittede, hvoraf en stor del er smittet i udlandet, og hvoraf mange er af udenlandsk herkomst. Den seksuelle smitte med hiv-infektion forebygges på samme måde som andre seksuelt overførbare sygdomme (se de generelle afsnit).

Risikoen for overførsel af hiv-smitte ved et enkelt ubeskyttet samleje med en hiv-smittet person er beregnet til 0,1%-1%, men risikoen for seksuelt overført smitte med hiv-infektion er i nogen grad afhængig af de anvendte praktikker. Smitterisikoen er størst ved det receptive anale samleje. Ved vaginalt samleje kan smitten overføres såvel fra mand til kvinde som fra kvinde til mand, og undersøgelser tyder på, at risikoen for smitteoverførsel er lidt større fra mand til kvinde end fra kvinde til mand. Smitterisikoen ved oral/genital og oral/anal kontakt synes at være væsentligt mindre end de to nævnte samlejeformer. Andre forhold af betydning for smitteoverførslen er tilstedeværelse af anden seksuelt overførbar sygdom, især hvis der er genitale sår, samt hvis den hiv-smittede part er højviræmisk. Der er ikke risiko for smitte ved almindelige sociale kys, og smitterisikoen ved dybe erotiske kys må anses for at være uden praktisk betydning, men kan teoretisk ikke udelukkes.

Sundhedsstyrelsen. Version 1.0. Juni 1999
Denne publikation findes på adressen http://www.sst.dk
© Sundhedsstyrelsen 1999

[Forrige dokument] [Næste dokument] [Top]