11.1 Ætiologi, epidemiologi, symptomer
Human papilloma virus (HPV) er en hyppig årsag til genital infektion, især hos seksuelt aktive unge.
Kun en mindre del af HPV-infektionerne (især de med HPV type 6 og 11) viser sig klinisk som kondylomer. Der er en
sikker association mellem visse HPV-typer og cervix-cancer, men hvilke faktorer der i øvrigt er afgørende, er kun
delvist belyst. Patienter med kondylomer bør tilrådes undersøgelse for cervikale celleforandringer. Når kondylomerne
er svundet, er det næppe nødvendigt at screene hyppigere, end man generelt anbefaler.
Genital HPV-infektion er oftest seksuelt overført. Andre smitteveje kan dog forekomme.
Inkubationstiden fra smitte til symptomgivende infektion kan være lang, formentlig fra måneder til år. Symptomgivende
infektion i form af kondylomer er oftest lokaliseret til genitalia externa, meatus urethrae, perianalt, intraanalt og på
cervix.
Kondylomer hos børn kan i enkelte tilfælde være udtryk for seksuelt misbrug, men oftest er smitten hos børn ikke
overført seksuelt.
11.2 Diagnose
Større kondylomer er oftest lette at diagnosticere, hvorimod mindre kondylomer, kondylomer lokaliseret intrauretralt og
intraanalt samt kondylomer på cervix kan være vanskelige at diagnosticere.
11.3 Behandling
Behandling bør begrænses til makroskopisk synlige kondylomer, som patienten ønsker fjernet, idet de
forhåndenværende behandlingsmidler og metoder kun er delvis effektive. Svind af kondylomer efter behandling er
sjældent ensbetydende med svind af HPV-infektion.
Podophyllotoxin appliceres 2 gange dagligt 3 dage i træk, gentages med en uges interval til helbredelse eller i op til 2-3
måneder.
Podophyllin (10-20%), som tidligere var hovedbehandlingsmidlet, som nu kun ordineres magistralt, appliceres 1-2
gange ugentlig. Området afvaskes efter 2 timer (kan lades stige til højst 8 timer).
Såfremt lokalbehandling ikke har effekt, bør der tilbydes kirurgisk behandling, frysning, kaustik eller laserbehandling.
Podophyllin og podophyllotoxin kan give fosterskader. Disse midler må derfor ikke anvendes til behandling af gravide.
|