|
Kontaktopsporing er et væsentligt led i bekæmpelsen af seksuelt overførbare sygdomme. Ved kontaktopsporing
etableres der kontakt til den (de) person(er), der ifølge indekspatienten kan være smittede. En kontakt kan således
være indekspatientens smittekilde, en person der er smittet af indekspatienten, eller en person der har været udsat, men
ikke er blevet smittet af indekspatienten.
Formålet med kontaktopsporing er at begrænse den pågældende sygdoms udbredelse i samfundet samt at
diagnosticere og om muligt behandle personer, som ikke er sig sygdommen bevidst og derfor ikke har tænkt på at søge
læge.
For hver indekspatient kan flere personer være eksponerede: den (de) person(er) der måske er blevet smittet af
indekspatienten, samt den person der smittede indekspatienten. Ofte er situationen kompliceret, idet indekspatienten
kan have haft flere kontakter efter selv at være blevet smittet. Derfor er hurtig intervention væsentlig, idet et af
hovedformålene i smittebekæmpelsen er at bryde smittekæden.
Smittekæden kan brydes, såfremt det er muligt at opspore og behandle smittede personer effektivt, idet antallet af
smittekilder derved reduceres. Det er dog også muligt at bryde smittekæden, såfremt smittede personer ændrer adfærd
og derved hindrer smitten i at blive ført videre.
Ressourceforbruget ved kontaktopsporing bør derfor relateres til costbenefit for såvel samfundet som for patienterne.
For de bakterielle seksuelt overførbare sygdomme er de diagnostiske muligheder til stede overalt i landet, ligesom en
effektiv behandling er mulig. Risici ved ubehandlede infektioner er betydelige, såvel for de enkelte personer som for
samfundet, hvilket gør det væsentligt at diagnosticere og behandle disse infektioner.
Visse bakterielle seksuelt overførbare sygdomme (gonoré og syfilis) er i dag så sjældne, at udbyttet ved screening -
selv af udvalgte grupper - er yderst begrænset, hvorimod udbyttet ved kontaktopsporing kan være stort. Klamydia er
fortsat udbredt specielt blandt unge. Hvad angår klamydia, bør kontaktopsporing derfor suppleres med tilbud om
undersøgelse af grupper med forventet høj prævalens af klamydia (se side 21).
Bakterielle seksuelt overførbare sygdomme er ofte til stede uden at være symptomgivende, men med de samme risici
og sequelae som hvis der var symptomer.
For de virale seksuelt overførbare sygdomme er de diagnostiske muligheder kun delvis til stede, og effektiv behandling
er sjældent mulig.
Visse virale infektioner, fx med herpes simplex virus (HSV) og human papillomavirus (HPV), er langt mere
udbredte i befolkningen end svarende til de symptomgivende tilfælde af genital herpes og kondylomer. Langt de fleste
tilfælde af smitte overføres formentlig fra symptomfri HSV- og HPV-bærere. De samfundsmæssige og personlige risici
og følger ved disse infektioner må generelt betegnes som mindre alvorlige og til dels med mulighed for forebyggelse på
anden vis (fx cervixcancerscreening). Kontakt-opsporing vil næppe være et middel til at begrænse disse infektioner, og
det er næppe muligt at ændre alle de HSV- og HPV-smittede personers adfærd i en grad, der vil kunne hindre
smittespredning.
Hepatitis B-virus (HBV) er i dag den eneste seksuelt overførbare sygdom, for hvilken der findes en forebyggende
behandling i form af en effektiv beskyttende vaccine. De personlige og samfundsmæssige konsekvenser af
HBV-infektion er betydelige. Kontaktopsporing samt overvejelser om vaccination af ikke-smittede partnere til
HBV-smittebærere er derfor et vigtigt led i HBV-smittebekæmpelsen, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning om
forebyggelse mod hepatitis, 1996, side 27.
Diagnostik af hiv-infektion er mulig overalt i landet. Et negativt hiv-testsvar udelukker med stor sikkerhed infektionen,
hvis prøven er taget et vist tidsinterval efter smitteudsættelse (se side 46). Selv om behandling i dag har en såvel
livsforlængende som livsforbedrende effekt, kan hiv-infektionen endnu ikke kureres. At bryde smittekæden ved
behandling er derfor ikke mulig, og en vaccine til kurativ eller forebyggende behandling er endnu ikke udviklet.
Kontaktopsporing samt rådgivning om forebyggelse er således væsentlige led i hiv-smittebekæmpelsen.
4.1 Rådgivning, vejledning og praktisk udførelse
Når der foreligger en sikker diagnose på en seksuelt overført sygdom, skal patienten:
- informeres om den/de aktuelle infektioner,
- oplyses om inkubationstid samt om betydningen af at undersøge for andre seksuelt overførte infektioner,
herunder hiv-infektion,
- motiveres for at medvirke til begrænsning af smitten. Dette gør man ved at understrege nødvendigheden af at
tage ansvar for sig selv og andre og ved at understrege, at undersøgelse og behandling af kontakter vil kunne
bryde smittekæder og forebygge komplikationer,
- orienteres om forebyggelse, således at patienten opnår tilstrækkelig forståelse og viden om "sikker sex" til at
kunne undgå at udsætte sig selv og andre for smitte i fremtiden.
På baggrund af de givne informationer og motivation foregår kontaktopsporing efter informeret samtykke. Regler for
tavshedspligt er omtalt side 8.
Kontaktopsporing kan udføres efter to principper, som kan kombineres:
- patienten informerer selv sine kontakter,
- lægen informerer navngivne kontakter.
Ad. 1.
De fleste patienter ønsker selv at informere deres kontakter. Det er vigtigt, at indekspatienten får grundig rådgivning og
vejledning om den aktuelle infektion og om formålet med kontaktopsporing, således at den videre formidling bliver så
fyldestgørende som muligt, og kontakten derved forstår, hvorfor han/hun bør henvende sig til en læge med henblik på
yderligere rådgivning og undersøgelse.
Ad. 2.
I visse tilfælde ønsker indekspatienten ikke at informere en (ofte tidligere) kontakt, men anmoder lægen om at formidle
informationen om mulig smitte. Såfremt indekspatienten er i besiddelse af nøjagtige data vedrørende partneren, kan der
benyttes et standardbrev (se bilag 2). Lægen bør primært forsøge at motivere patienten til at lade egne data fremgå af
brevet. Modsætter patienten sig dette, må dennes egne data ikke fremgå af brevet til en kontakt. Der bør anvendes en
neutral og almindeligt frankeret kuvert uden afsenderadresse. Foreligger der kun få oplysninger, fx adresse og et
fornavn, kan man ofte få hjælp via Folkeregistret i den pågældende kommune. Kontaktes en smittekilde på baggrund af
et navn og et telefonnummer, må der udvises særlig diskretion.
Den enkelte læges erfaring med og holdning til kontaktopsporing har stor betydning, idet succesen af et
kontaktopsporingsforløb primært afhænger af en åben og tillidsfuld kommunikation mellem læge og patient. Dette
forudsætter, at de læger, der under-søger og behandler patienter med seksuelt overførbare sygdomme, ud over
kendskab til symptomatologi og behandling også har en tilstrækkelig viden om smitteveje og dermed om forebyggelse.
Den mulige smitteperiode afhænger af, hvilken seksuelt overført sygdom det drejer sig om, og af individuelle forhold.
Det er vigtigt at forsøge at få fastlagt det sandsynlige smittetidspunkt, idet kontaktopsporingsperioden da kan
begrænses. Oplysninger som fx symptomer, nye seksuelle kontakter, herunder kontakt med prostituerede og svigt i
brug af kondom, kan være vejledende. Ved hiv-infektion kan dato fra tidligere negativ test afgrænse
kontaktopsporingsperioden.
Hvis anamnesen ikke giver støtte for noget sikkert smittetidspunkt, kan den formodede maksimale inkubationstid
anvendes som vejledning.
| Klamydia: |
op til 6 måneder |
| Symptomgivende gonoré: |
4 uger |
| Symptomfri gonoré: |
3 måneder |
| Primær syfilis: |
3 måneder |
| Sekundær syfilis: |
24 måneder |
| Hiv-infektion: |
år |
| Akut HBV-infektion: |
6 måneder |
Den læge, der stiller diagnosen seksuelt overførbar sygdom, bør iværksætte den nødvendige kontaktopsporing.
Kontaktopsporing kan være meget tids-/ressource-krævende. Klinikkerne for kønssygdomme kan som hidtil assistere i
kontaktopsporing. Patienten kan således henvises til en af disse klinikker med henblik på undersøgelse og behandling
eller udelukkende til kontaktopsporing.
Udredning af smitteforholdene ved mistanke om seksuelt misbrug af børn er en opgave, som bør henvises til kommunen
(bistandslovens §§ 19 og 20. Fra 1. juli 1998 lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service, §§ 35 og 36).
Embedslægeinstitutionen kan rådgive i tvivlstilfælde.
| 
