2.1 Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger
Alle offentligt ansatte, herunder også personer i sundhedsvæsenet, har tavshedspligt vedrørende oplysninger, de har
erhvervet i forbindelse med deres arbejde. De nærmere bestemmelser fremgår af straffelovens § 152,
forvaltningslovens §§ 27-28 og lov om offentlige myndigheders registre § 16a og § 21. For læger, sygeplejersker med
flere er tavshedspligten særligt indskærpet i lovgivningen.
Tavshedspligten har grundlæggende betydning for tilliden mellem befolkningen og sundhedsvæsenet. Dette gælder også
i sammenhæng med seksuelt overførbare sygdomme, herunder hiv-infektion og aids, hvor der er tale om meget
følsomme personoplysninger.
Tavshedspligten kan dog undtagelsesvis fraviges, hvis man handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse
eller af egen eller andres tarv. Fravigelse af tavshedspligten kan kun ske efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
Der kan være tale om tilfælde, hvor en person med en seksuelt overførbar sygdom ikke vil fortælle sin
ægtefælle/samlever om sin smittestatus. Her vil lægen, efter at have forsøgt at motivere personen til selv at informere,
efter Sundhedsstyrelsens opfattelse kunne være berettiget til af hensyn til andres tarv at orientere den anden part pga.
en nærliggende alvorlig smitterisiko. Også hensynet til et barns tarv kan begrunde en fravigelse af tavshedspligten eller
ligefrem en pligt til at udtale sig, jf. bistandslovens §§ 19 og 20 (fra 1. juli 1998 lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social
service, §§ 35 og 36).
Det er efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke berettiget at videregive oplysninger om en patients smittestatus til andet
sundhedspersonale med henblik på at begrænse risikoen for erhvervsmæssig hiv-eksposition, da der ikke er tale om en
nærliggende smitterisiko.
Såfremt lægen eller andet sundhedspersonale i en konkret situation er i tvivl om, hvorvidt det kan være berettiget at
fravige tavshedspligten, kan det anbefales at søge vejledning hos embedslægeinstitutionen eller i Sundhedsstyrelsen. Det
skal dog understreges, at fortolkning af tavshedspligtsbestemmelserne i sidste instans er et domstolsanliggende.
Hvis en praktiserende speciallæge eller sygehusafdeling ønsker at videregive resultater af undersøgelser og evt.
behandling til henvisende læge, skal speciallægen eller sygehusafdelingen indhente personens samtykke forinden.
Hvis personen henvender sig direkte til en offentlig klinik, et ambulatorium eller en praktiserende speciallæge, må egen
læge kun orienteres, når der foreligger samtykke. Denne fremgangsmåde har i øvrigt altid været almindelig praksis på
klinikker for kønssygdomme.
Ved kontakt til sundhedsvæsenet bør en smittet person af hensyn til sig selv opfordres til at oplyse om sin smittestatus,
da information herom kan have afgørende betydning for tolkning af symptomer.
2.2 Information og samtykke
Der påhviler lægen en pligt til at informere personen om undersøgelse og behandling, herunder at indhente dennes
samtykke hertil. Omfanget og karakteren af denne information afhænger af undersøgelsens/behandlingens omfang og
personens ønske om information.
I Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og samtykke anføres, at voksne habile
personer har krav på information om deres sygdom, herunder om undersøgelse, behandling og indgreb samt om
risikoen for eventuelle komplikationer og bivirkninger i det omfang, de ønsker det. Informationen skal gives løbende og
være en forståelig fremstilling af sygdommen og den påtænkte behandling.
Ønsker personen ikke undersøgelse for seksuelt overførbare sygdomme, selv om der er risiko for, at personen kan
være smittet, må lægen om nødvendigt gennem gentagne rådgivninger søge at motivere personen for en adfærd, der
forhindrer spredning af smitte.
2.3 Unge under 18 år
Efter loven om svangerskabshygiejne og fødselshjælp § 11, stk. 3, kan gratis vejledning om anvendelse af
svangerskabsforebyggende metoder tilbydes og ydes til mindreårige (dvs. børn og unge under 18 år) uden samtykke
fra forældremyndighedsindehaveren.
Hvis den mindreårige ikke ønsker at involvere sine forældre, har lægen derfor tavshedspligt over for forældrene om
vejledningen.
Er der tale om undersøgelse og behandling af den unge i relation til seksuallivet, bør lægen informere den mindreårige
om undersøgelsens og behandlingens karakter og konsekvenser i samme udstrækning som voksne habile patienter, jf.
Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og samtykke: "Lægers pligt og patienters
ret".
Da der er tale om lægelig behandling mv. af mindreårige i relation til seksuallivet, vil lægens tavshedspligt kunne
indebære, at forældremyndighedsindehaveren ikke skal informeres og give samtykke, men dette skal afgøres konkret
og på baggrund af undersøgelsens art og resultatet og behandlingens karakter og konsekvenser.
Ifølge Sundhedsministeriets vejledning nr. 193 af 7. december 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger, pkt. 7, vil
aktindsigt kunne nægtes over for forældremyndighedsindehaveren til en mindreårig under omstændigheder, hvor
forældrenes interesse i aktindsigt bør vige for afgørende hensyn til den mindreårige. Det kan fx være tilfældet, hvis
journalen indeholder oplysninger om anvendelse af prævention, om abortindgreb eller om behandling for seksuelt
overførbare sygdomme, som er sket uden forældremyndighedsindehaverens vidende.
Sundhedsministeriet har udarbejdet Vejledning nr. 173 af 20. september 1994 vedrørende oplysningsvirksomhed om
svangerskabsforebyggende metoder.
| 
