| [Forrige dokument] [Næste dokument] [Forsiden] "Vejledning for diagnose og behandling af seksuelt overførbare sygdomme" Forord |
|
Sundhedsstyrelsens venereaudvalg [1] har i samarbejde med andre sagkyndige udarbejdet denne vejledning om forebyggelse, diagnose og behandling af de seksuelt overførbare infektionssygdomme. Vejledningen er i forhold til den seneste udgave (oktober 1992) revideret på en række områder, fx på behandlingsområdet. Herudover er forebyggelses- og sundhedsfremmeperspektivet understreget. Seksuelt overførbare sygdomme diagnosticeres og behandles i vidt omfang i almen praksis. Den alment praktiserende læge har ved sin nære kontakt med befolkningen en enestående mulighed for individuel vejledning, rådgivning og undervisning i primær forebyggelse, fx i forbindelse med konsultationer vedrørende antikonception, abort og gynækologiske spørgsmål. Herudover er det Sundhedsstyrelsens håb, at også praktiserende speciallæger og sygehuslæger samt sundhedspersoner tilknyttet undervisningsinstitutioner vil bruge vejledningen. Oplysning, tidlig diagnose og behandling og omhyggelig smitteopsporing er vigtige midler i forebyggelsen af alle seksuelt overførbare sygdomme. Den fortsat høje forekomst af fx klamydia og alvorlige følgetilstande som ekstrauterin graviditet og infertilitet ved urogenital klamydia medfører store personlige omkostninger og en ikke uvæsentlig økonomisk belastning af sundhedsvæsenet og dermed af samfundet. En målrettet indsats er stadig nødvendig. Sundhedsstyrelsen finder det fortsat meget væsentligt, at den alment praktiserende læges og den praktiserende speciallæges rolle i den primære forebyggelse og smittebekæmpelse understreges og opprioriteres. Sundhedsstyrelsen, april 1999 Einar Krag Lene Skak-Iversen Medicinaldirektør Kontorchef Fodnoter[1]Medlemsfortegnelse findes bagest i Vejledningen (bilag 3). |
Sundhedsstyrelsen. Version 1.0. Juni 1999
Denne publikation findes på adressen http://www.sst.dk
© Sundhedsstyrelsen 1999![]()