Baggrund og faglige retningslinier
Loven om bekæmpelse af kønssygdomme er ophævet med virkning fra den 1. juni 1988.
Det betyder, at forebyggelse og behandling af de nævnte sygdomme må ske inden for rammerne af sygehus- og/eller
sygesikringslovgivningen.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet sundhedsfaglige retningslinier for diagnose og behandling af seksuelt overførbare
sygdomme. Sundhedsstyrelsen har som led i de samlede overvejelser om retningslinierne fremhævet, at det er meget
vigtigt, at det smitteopsporende arbejde fastholdes, uanset hvordan indsatsen i øvrigt tilrettelægges.
Modeller for den fremtidige tilrettelæggelse af behandlingsindsatsen
Amtsrådet, Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse kan selv beslutte, om behandlingen af de
omhandlede sygdomme skal ske inden for rammerne af sygehuslovgivningen eller sygesikringslovgivningen eller en
kombination heraf. Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at uanset hvilken løsning der vælges, må det
smitteopsporende arbejde samt rådgivnings- og vejledningsindsatsen fastholdes i samme omfang som hidtil.
Sundhedsministeriet skal i den forbindelse nævne, at der ikke blev rejst kompensationskrav som følge af ophævelsen af
kønssygdomsloven.
Behandling efter sygehusloven
Besluttes det, at behandlingsindsatsen skal ske efter sygehuslovgivningens regler, kan behandlingssystemet viderføres
uændret i forhold til, hvad der var gældende efter loven om bekæmpelse af kønssygdomme. Denne løsning muliggør
umiddelbart, at behandlingen kan tilbydes anonymt (i samme omfang som tidligere), ligesom indsatsen med hensyn til
smitteopsporing vil kunne varetages i samme omfang og på samme måde som hidtil.
Behandling efter sygesikringslovgivningen
Besluttes det, at behandlingsindsatsen fremover skal varetages inden for sygesikringslovgivningens rammer, indebærer
det som udgangspunkt, at personer, der er tilmeldt den offentlige sygesikring som gruppe 1-sikrede, skal behandles af
egen læge (bortset fra aids, hvor der er indgået en særlig aftale mellem Praktiserende Lægers Organisation og
Sygesikringens Forhandlingsudvalg).
Vederlagsfri speciallægebehandling for gruppe 1-sikrede forudsætter henvisning.
Medicintilskud ydes efter de almindelige regler.
Besluttes det at benytte sygesikringslovgivningen som grundlag for varetagelsen af opgaven, er der følgende vigtige
spørgsmål, som der skal tages stilling til i forbindelse med tilrettelæggelsen af den samlede indsats:
- Skal gruppe 1-sikrede have mulighed for at kunne søge undersøgelse og behandling hos en anden alment
praktiserende læge end den, den pågældende er tilmeldt i henhold til sygesikringsreglerne om lægevalg,
forudsætter det indgåelse af en særlig aftale herom. Hvis der gives mulighed for at søge anden læge end egen
læge, vil patienten kunne bevare sin anonymitet på samme måde, som det var tilfældet efter loven om
bekæmpelse af kønssygdomme, og som det bl.a. er gældende i forbindelse med hiv-test.
- Smitteopsporing er en tidskrævende opgave, og det kan være vanskeligt at indpasse dette arbejde i det
ydelseshonoreringssystem, som er gældende efter sygesikringsloven.
Sundhedsstyrelsen finder som nævnt, at det er af helt afgørende betydning, at arbejdet med smitteopsporing fastholdes.
Det anbefales derfor, at amtskommunen/kommunen sikrer de praktiserende læger bistand med dette meget vigtige
arbejde.
|
