 |
Vejledning om behandling med blod, blodkomponenter og visse blodderivater
samt forholdsregler mod komplikationer herved.
Til landets sygehuse. |
|
Sundhedsstyrelsen
Forord
Formålet med vejledningen er at tilvejebringe grundlaget for en
rationel og sikker anvendelse af blod, blodkomponenter og blodderivater
og at formindske den risiko for overførsel af smitsomme sygdomme
og andre komplikationer, der er forbundet hermed.
Vejledningen erstatter Sundhedsstyrelsens vejledning af 1. august 1989
om forholdsregler mod overførsel af smitsomme sygdomme med blod og
blodkomponenter.
Vejledningen er udarbejdet i samarbejde med Sundhedsstyrelsens Transfusionsmedicinske
Råd.
Sundhedsstyrelsen, december 1998
| Einar Krag |
Michael von Magnus |
Indholdsfortegnelse
1. DEFINITION AF BLODKOMPONENTER, BLODDERIVATER
OG BLODPRODUKTER
Ved blodkomponenter forstås de dele af blodet, som separeres med
konventionel blodbankteknik, dvs. erytrocytter, leukocytter, trombocytter
og plasma.
Ved blodderivater forstås industrielle produkter fremstillet ud
fra plasma fra flere donorer, fx albumin og antitrombin.
Blodprodukter er en fælles betegnelse for blod, blodkomponenter
og blodderivater.
2. LOVGIVNINGSMÆSSIGT GRUNDLAG FOR ANVENDELSE
AF BLODPRODUKTER
Blodprodukter betragtes som lægemidler, og reglerne for produktion
følger af lov nr. 327 af 26. juni 1975 om lægemidler, jf. lovbekendtgørelse
nr. 656 af 28 juli 1995 (Lægemiddelloven). I medfør af loven
meddeler Lægemiddelstyrelsen tilladelse til fremstilling af lægemidler,
herunder blodprodukter.
Lægemiddelloven med hertil hørende cirkulærer, bekendtgørelser
og vejledninger fastsætter regler for blodbankerne i deres funktion
som lægemiddelproducenter.
Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn med blodbankernes produktion
gennem inspektionsordningen, jf. Lægemiddellovens §9.
En læges forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed
omfatter også pligten til at føre journal, jf. bekendtgørelse
nr. 632 af 20. juli 1995 af lov om udøvelse af lægegerning
(Lægeloven), § 6, stk. 1 og § 13, stk.2. I medfør
af Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om lægers
pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring) og Sundhedsstyrelsens
vejledning nr. 236 af 19. december 1996 om lægers journalføring
skal enhver læge, der som led i sin virksomhed foretager undersøgelse
og behandling af patienter, føre ordnede optegnelser (journaler).
Ordination af behandling med blodprodukter skal indføres i journalen
med angivelse af indikationen.
Alle komplikationer som følge af behandling med blodprodukter
skal noteres i journalen og skal rapporteres til blodbanken.
Oplysning om behandling med blodprodukter bør anføres i
epikrisen af hensyn til sent optrædende komplikationer (fx tardiv
hæmolyse og hepatitis).
3. SIKKERHEDSFORANSTALTNINGER
3.1. Blodbankernes sikkerhedsforanstaltninger
Alle bloddonorer bliver informeret om risikoen for overførsel af
smitsomme sygdomme via blodtransfusion. Bloddonorerne underskriver ved hver
tapning en erklæring om 1) at de mener at være fuldstændig
raske 2) ikke har eller har haft malaria, syfilis eller gulsot 3) at have
læst den aktuelle donorinformation om AIDS og 4) ikke mener at have
været udsat for AIDS-smitte som nævnt i donorinformationen.
Donorblodet undersøges aktuelt for følgende smittemarkører:
antistof mod Human Immundefekt Virus type 1 og 2 (anti-HIV-1 og -2), hepatitis
B overflade antigen (HBsAg) og antistof mod hepatitis C virus (anti-HCV).
Nye donorer undersøges for antistof mod human T-lymfocytotropt virus
type I og II (anti-HTLV-I og -II).
Trods disse sikkerhedsforanstaltninger resterer en lille risiko for at
blodet kan overføre de virus, der undersøges for. Blod fra
nyligt smittede donorer vil ikke give et positivt resultat i de tilgængelige
testsystemer. Donorblodet vil desuden ofte indeholde andre virus (fx cytomegalovirus
og Epstein-Barr-virus) ligesom bakteriel kontamination i forbindelse med
tapning og produktion kan forekomme.
I akutte, livstruende situationer kan det i enkelte tilfælde være
nødvendigt at anvende blod eller blodkomponenter, selv om resultatet
af undersøgelse for smittemarkører endnu ikke foreligger.
Hvis sidstnævnte er tilfældet, skal blodbanken skriftligt gøre
den for behandlingen ansvarlige læge opmærksom herpå.
3.2. De kliniske afdelingers sikkerhedsforanstaltninger
Enhver behandling med blod, blodkomponenter eller blodderivater skal være
baseret på en lægelig vurdering af indikationen i det konkrete
tilfælde. Under hensyntagen til den kliniske tilstand skal der herunder
altid foretages en afvejning af, om den foreliggende mangeltilstand kan
kompenseres gennem anden rationel terapi, således at behandling med
blodprodukter eventuelt helt kan undgås.
Der skal ved alle kliniske afdelinger, som anvender blodkomponenter i
patientbehandlingen, forefindes klare instrukser vedrørende regler
for udtagning af blodprøver til blodtypebestemmelse og forlig, regler
for identitetssikring forud for infusion af blodkomponenter og forholdsregler
ved akutte transfusionskomplikationer.
4. HVORFOR ANVENDE BLODKOMPONENTER OG BLODDERIVATER?
Behandling med blodkomponenter og blodderivater erstatter fuldblod ved
alle former for transfusionsbehandling. Herved opnås en forbedret
kvalitet af behandlingen pga. mulighed for en mere rationel behandling,
og komplikationsfrekvensen reduceres
Hvor der er indikation for behandling med blod, er der næsten altid
kun behov for en enkelt eller få komponenter/derivater. Ved behandling
med de enkelte komponenter/derivater vil det være muligt at dosere
de pågældende komponenter/derivater optimalt uden uønskede
bivirkninger forårsaget af blodets øvrige komponenter.
Ved opdeling af blodet i komponenter og fremstilling af blodderivater
kan blodet desuden udnyttes langt mere effektivt.
5. BEHANDLING MED ERYTROCYTTER
Erytrocytter findes som følgende produkter:
Erytrocytsuspension
Erytrocytter, som er resuspenderet i 100 ml opbevaringsmedium. Suspensionen
indeholder kun få mikroaggregater, få trombocytter, kun lidt
restplasma, og leukocytantallet er reduceret med ca. 70%. Erytrocytvolumenfraktionen
(EVF) er 0,50-0,70.
Leukocytdepleteret erytrocytsuspension
Erytrocytsuspension, som er filtreret gennem et adhæsionsfilter, og
hvor mere end 99,9% af leukocytter og trombocytter er fjernet. Indeholder
få ml restplasma. Af hensyn til kvaliteten bør blodbanksfiltrering
foretrækkes frem for filtrering i forbindelse med transfusion.
Vasket erytrocytsuspension
Erytrocytsuspension, som er vasket og resuspenderet i isotonisk saltvand.
Bestrålet erytrocytsuspension
Erytrocytsuspension g-bestrålet med 25 Gy.
5.1. Generelle indikationer for behandling med erytrocytter
Behandling med erytrocytter er kun indiceret, hvis undladelse heraf vil
medføre forringelse af patientens tilstand, og hvis der ikke foreligger
en anden lige så effektiv behandlingsmulighed.
Der kan ikke angives generelle nedre grænser for hæmoglobinkoncentrationen,
der kan anvendes som indikation for erytrocyttransfusion.
Ved vurdering af, om der er indikation for erytrocyttransfusion, skal
følgende forhold tages i betragtning sammen med relevante laboratorieværdier:
• anæmiens årsag, længde og sværhedsgrad
• patientens kliniske tilstand
• patientens alder og køn.
Indikationen for transfusion skal anføres i patientens journal.
Effekten af behandling med erytrocytter bør kontrolleres ved måling
af hæmoglobin-koncentration eller erytrocyt volumenfraktion.
5.1.1. Akut blodtab
Ved hypovolæmi som følge af akut, større blodtab
foretages primært volumensubstitution med krystalloider og eventuelt syntetiske plasmasubstitutter
Afhængig af omstændighederne vil en yngre, rask voksen person
som hovedregel kunne tåle et fald i hæmoglobinkoncentrationen
til ca. 4,0-4,5 mmol/l, medens ældre personer eller personer, der
lider af hjertesygdom eller lungesygdom, kan have behov for erytrocyttransfusion
allerede ved væsentligt højere hæmoglobinværdier.
5.1.2. Anæmi af anden årsag
Ved kronisk anæmi ses lav hæmoglobinkoncentration, erytrocytvolumenfraktionen
(EVF) og lav total hæmoglobin/erytrocytvolumen ledsaget af en kompensatorisk
stigning i plasmavolumen. Transfusion af erytrocytter medfører stigende
viskositet af blodet og kan indebære risiko for hjertemæssig
belastning.
Substitutionsbehandling anvendes ved mangel på jern, vitamin B12
eller folinsyre. Andre anæmityper kræver anden specifik behandling
(fx immunsuppressiv behandling ved autoimmun hæmolytisk anæmi
og erytropoitin ved nyreinsufficiens).
Ved udtalte kliniske anæmitegn er transfusion med erytrocytter
indiceret. Behandlingsmålet er dog ikke normalisering af hæmoglobinkoncentrationen,
men afhjælpning af anæmisymptomer.
5.2. Specifikke indikationer for behandling med erytrocytter
Erytrocytsuspension
Indikationer: Korrektion af erytrocyttab. Ved akut, større blødning
bør der eventuelt suppleres med frisk frossen plasma og trombocytsuspension.
Leukocytdepleteret erytrocytsuspension
Indikationer: Erstatning af erytrocyttab og for at 1) hindre eller udsætte
nonhæmolytiske, febrile transfusionskomplikationer, 2) hindre immunologisk
betinget refraktær trombocytopeni, 3) hindre immunisering mod stærke
transplantationsantigener (leukocytantistoffer), der kan vanskeliggøre
transplantation af knoglemarv, nyre, hjerte eller lunger, 4) hindre transfusionsoverført
cytomegalovirusinfektion. Mulige indikationer herudover omfatter behandling
af patienter, hvor immunmodulation vil kunne øge risiko for infektion,
cancerrecidiv og aktivering af HIV infektion.
Vasket erytrocytsuspension
Indikation: Erstatning af erytrocyttab hos patienter, der tidligere har
haft alvorlige anafylaktiske eller febrile transfusionskomplikationer, samt
hos patienter med IgA mangel, der har udviklet anti-IgA.
Bestrålet erytrocytsuspension
Indikation: Erstatning af erytrocyttab - for at forhindre graft versus host
reaktion - hos patienter med primære eller sekundære immundefekter
(herunder præmature samt visse patienter i immunsuppressiv behandling)
samt hvis donorblodet stammer fra recipientens slægtninge.
5.3. Bivirkninger ved transfusion med erytrocytter
• Akutte hæmolytiske transfusionskomplikationer (skyldes
oftest identifikations- og registreringsfejl, der resulterer i AB0-uforligelighed).
• Febrile nonhæmolytiske transfusionskomplikationer (sædvanligvis
forårsaget af leukocytter og/eller cytokiner i erytrocytkomponenten).
Hos patienter, som har haft gentagne reaktioner, kan disse undgås
ved brug af leukocytdepleterede erytrocytkomponenter.
• Allergiske manifestationer.
• Alloimmunisering af en recipient efter tidligere transfusion eller
graviditet kan forstærkes ved ny transfusion og resultere i en tardiv
hæmolytisk transfusionskomplikation. Dette gælder også
hos recipienter, hvor antistofscreentesten eller forligelighedsprøven
før transfusion ikke afslører irregulære antistoffer
mod donors erytrocytter.
• Der resterer en minimal risiko for overførsel af visse virus
og andre infektiøse agentia, selv om der er foretaget regelret donorselektion
og donorscreening.
• Septisk shock er en ekstrem sjælden komplikation, der kan
skyldes utilsigtet bakteriel forurening af blodkomponenten fra utensilier
eller fra donor.
• Transfusionsinduceret hyperkaliæmi kan ses hos mindre børn
og anuriske patienter efter massiv transfusion.
• Hæmosiderose pga. blodtransfusion ses sædvanligvis kun
efter transfusion af mere end 100 enheder over en længere periode.
5.4. Særlige forhold
IgA mangel
Patienter med medfødt IgA mangel kan have anti-IgA antistoffer, der
medfører svære anafylaktiske transfusionskomplikationer selv
efter transfusion af erytrocytter i opløsninger med lavt indhold
af plasma. I sådanne tilfælde bør erytrocytkomponenten
vaskes grundigt med steril 0,9% NaCl før transfusion, eller der bør
anvendes blodkomponenter fra IgA-deficiente donorer.
6. BEHANDLING MED TROMBOCYTTER
Trombocytter findes som følgende produkter:
Trombocytsuspension
Trombocytter, som er fremstillet fra én, oftest flere blodportion(er)
og resuspenderet i plasma fra samme donor(er) eller trombocytopbevaringsvæske.
Trombocytsuspension fremstillet med celleseparator
Trombocytter, som er fremstillet fra én donor ved maskinel celleseparation.
Suspensionen indeholder store mængder af trombocytter, men også
varierende mængder leukocytter og plasma.
Leukocytdepleteret trombocytsuspension
Trombocytsuspension som er filtreret gennem et adhæsionsfilter og
hvor mere end 99,9% af leukocytterne er fjernet. Af hensyn til kvaliteten
bør blodbanksfiltrering foretrækkes frem for filtrering i forbindelse
med transfusion.
Bestrålet trombocytsuspension
Trombocytsuspension g-bestrålet med 25 Gy.
HLA-udvalgt trombocytsuspension
Trombocytsuspension fra donorer, der er HLA-identiske eller HLA-forligelige
med recipienten.
6.1. Generelle indikationer for behandling med trombocytter
Behandling med trombocytter er indiceret i følgende situationer:
• Symptomer på blødning hos patienter med enten trombocytopeni
eller trombocytopati.
• Understøttelse af hæmostase hos patienter med enten
trombocytopeni eller trombocytopati, der behandles operativt eller med
andre invasive procedurer.
• Profylaktisk anvendelse hos trombocytopene patienter med utilstrækkelig
produktion af blodplader.
Patienter med trombocytkoncentration > 50x109/l udviser sædvanligvis
ikke blødningstendens, heller ikke postoperativt, med mindre andre
faktorer bidrager (fx medicin eller klinisk tilstand, der har inflydelse
på trombocytfunktionen). Behandling med trombocytter er derfor almindeligvis
ikke indiceret.
Trombocytkoncentration < 5x109/l er associeret med en signifikant
øget risiko for svær blødning. Behandling med trombocytter
er i disse tilfælde næsten altid indiceret.
Behovet for transfusion af trombocytter til patienter med lav trombocytkoncentration
(5-20 x109/l) skal baseres på en klinisk vurdering omfattende flg.
faktorer: grundsygdom, feber, infektion, splenomegali og evt. medicinsk
behandling associeret med trombocytdysfunktion eller koagulationsforstyrrelser.
Hos patienter med trombocytopeni pga. nedsat overlevelse af autologe
trombocytter
(fx immuntrombocytopeni) bør trombocyttransfusion kun gives ved livstruende
blødning.
Generelt bør dosis være stor nok til at stoppe blødning
eller - hvis der transfunderes profylaktisk - stor nok til at fremkalde
en målelig stigning. Disse krav er sædvanligvis opfyldt ved
transfusion af en donorenhed trombocytter (trombocytter fra en blodportion)
pr. 10 kg til voksne patienter i løbet af 24 timer eller 0,25 donorenheder/kg
til nyfødte.
Effekten af transfusion med trombocytter bør kontrolleres vha.
corrected count increment (CCI). Et inkrement på mindst 20-30x109/l
en time efter transfusion bør forventes. Som indikator for normal
overlevelse af de transfunderede trombocytter bør trombocyttallet
18-24 timer efter transfusion være 0,6 af trombocyttallet umiddelbart
efter transfusionen.
6.2. Specifikke indikationer for behandling med trombocytter
Trombocytsuspension
Indikation: Akut, større blødning i kombination med erytrocytsuspension
og frisk frosset plasma. Blødning og evt. profylaktisk hos patienter
med trombocytopeni eller trombocytopati.
Leukocytdepleteret trombocytsuspension
Indikation: Blødning og evt. profylaktisk hos patienter med trombocytopeni
eller trombocytopati for at 1) hindre eller udsætte nonhæmolytiske,
febrile transfusionskomplikationer, 2) hindre immunologisk betinget refraktær
trombocytopeni, 3) hindre immunisering mod transplantationsantigener, der
kan vanskeliggøre transplantation af knoglemarv, nyre, hjerte eller
lunger og 4) hindre transfusionsoverført cytomegalovirusinfektion.
Bestrålet trombocytsuspension
Indikation: Blødning og evt. profylaktisk - for at forhindre graft
versus host reaktion - hos patienter med trombocytopeni eller trombocytopati,
der tillige har primær eller sekundær immundefekt (herunder
præmature samt visse patienter i immunsuppressiv behandling) samt
hvis donorblodet stammer fra recipientens slægtninge.
HLA-udvalgt trombocytsuspension
Indikation: Blødning og evt. profylaktisk hos patienter med trombocytopeni
eller trombocytopati, hvis almindelige trombocytsuspensioner fra tilfældige
donorer ikke har haft tilstrækkelig effekt på grund af HLA-antistoffer
hos recipienten.
6.3. Bivirkninger ved behandling med trombocytter
• Milde nonhæmolytiske transfusionskomplikationer (urtikaria,
kløe, feber, kulderystelser) er almindelige. Effekten af en trombocyttransfusion
nedsættes normalt ikke i forbindelse med transfusionskomplikationer.
• Alloimmunisation, som kan reduceres betydeligt ved leukocytdepletering.
• Transfusionsoverført CMV infektion, som kan forhindres ved
leukocytdepletering.
• Sammenlignet med transfusion af erytrocytter er der en øget
risiko for bakteriel overførsel og septisk shock pga. utilsigtet
kontamination.
• Posttransfusionspurpura (PTP), som også kan ses efter erytrocyttransfusion.
6.4. Særlige forhold
Anti-inflammatoriske og andre medikamina med indflydelse på trombocytfunktionen
skal anvendes med forsigtighed til patienter, hvor trombocyttransfusion
overvejes. Brug af acetylsalisylsyre er kontraindiceret.
Nogle patienter med nedsat trombocytfunktion (erhvervet ved uræmi
eller medfødt funktionsdefekt) responderer på desmopressin
acetat (DDAVP) med tilstrækkelig forbedret hæmostase, således
at trombocyttransfusion er unødvendig.
Tranexamsyre kan anvendes som kompletterende terapi til trombocytopene
patienter, specielt til patienter med slimhindeblødninger.
6.5. Kontraindikationer mod behandling med trombocytter
Behandling med trombocytter kan forværre tilstanden hos patienter
med akutte mikroangiopatiske symptomer (trombotisk trombocytopenisk purpura
(TTP) og hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS) og hos patienter med
post transfusion purpura (PTP), og er derfor kontraindiceret.
7. BEHANDLING MED FRISK FROSSET PLASMA (FFP)
FFP er plasma fra donorblod, som er separeret og frosset, således
at FFP har bevaret >70% af indholdet af koagulationsfaktorer.
Behandling med FFP er alene indiceret ved manifest eller truende blødning
forårsaget af mangel på flere koagulationsfaktorer. Der er ingen
indikation for at anvende FFP som volumenekspander.
Generelt gælder for plasmaterapi, at 1 ml FFP indeholder én
enhed koagulationsfaktor aktivitet. Når faktorniveauerne er 30% eller
derover bør alle screeningsundersøgelser for koagulationsfaktor
aktivitet vise normale værdier. Varigheden af behandlingseffekten
varierer med patientens tilstand. Tegn på blødning og koagulationsundersøgelser
kan være vejledende for eventuel yderligere behandling. En standarddosis
er 10-15ml FFP/kg legemsvægt.
Effekten af transfusion med FFP bør kontrolleres med koagulationsundersøgelser
før og efter behandlingen.
7.1. Specifikke indikationer for behandling med FFP
• Fortynding af koagulationsfaktorer. Massiv transfusion med blodkomponenter
uden plasma fortynder plasmaproteinerne inklusive koagulationsfaktorerne
og kan forårsage mangel på multiple koagulationsfaktorer. Denne
risiko opstår, når mere end ét blodvolumen er transfunderet.
FFP er indiceret ved akut større blødning, hvor protrombintiden
er øget med mindst 50% eller koncentrationen af koagulationsfaktorer
II, VII, IX og X er mindre end 30%. Ved plasmaudskiftning bør krystalloider,
syntetiske plasmasubstitutter og albumin anvendes som erstatning (gælder
ikke TTP).
• Medfødt mangel på bestemte koagulationsfaktorer, når
specifikke faktorkoncentrater ikke findes (FII, FV, FXI)
• Svær leversygdom. Hvis der opstår svær blødning
og protrombintiden er øget med mindst 50% eller koncentrationen
af koagulationsfaktorer II, VII, IX og X er mindre end 30%, kan behandlingen
med FFP være indiceret. Der er ikke konsensus mht. rutinemæssig
transfusion af FFP til patienter med svær leversygdom i tilfælde
af operation.
• Behandling af erhvervet mangel på koagulationsfaktorer. Ved
blødning eller akut kirurgi hos patienter, der behandles med antikoagulantia
kan det være ønskeligt at neutralisere antikoagulanseffekten
og retablere niveauerne for faktor II, VII, IX og X så hurtigt som
muligt. Ud over indgift af vitamin K er transfusion af FFP indiceret (10
ml/kg legemsvægt). Hvis protrombin-komplekset, der indeholder faktorerne
II, VII, IX og X, er tilgængeligt i en virusinaktiveret form, bør
behandling med dette foretrækkes.
• Dissemineret intravaskulær koagulation (DIC). I nogle tilfælde
af DIC kan transfusion af FFP være indiceret. Før transfusion
med FFP bør de tilgrundliggende patofysiologiske mekanismer søges
diagnosticeret og behandlet adækvat.
• Trombotisk trombocytopenisk purpura (TTP). Ved TTP er transfusion
af FFP i de fleste tilfælde indiceret sammen med plasmaudskiftning.
7.2. Bivirkninger
• Hypovolæmi pga. endotelskade. Hypotension pga. skade på
karendotelet ses hos 2-4% af patienter transfunderet med FFP.
• Allergiske reaktioner kan optræde efter transfusion af FFP.
Den mest alvorlige komplikation optræder hos patienter med IgA mangel
og med anti-IgA antistoffer. Disse patienter kan udvikle anafylaktisk shock
efter transfusion af få ml FFP.
• TRALS (transfusionsrelateret akut lungeskade) kan optræde,
hvis det anvendte FFP indeholder antistoffer mod granulocytter eller HLA.
8. BLODDERIVATER
Albumin
Albumin er et industrielt fremstillet, virusinaktiveret produkt. Albumin
er fremstillet ud fra plasma fra flere donorer. 10 g albumin har samme kolloidosmotiske
effekt som 200 ml plasma.
Indikationer: Shock, traumer, plasmasubstitution ved blodtab, forbrændinger,
peritonit, pankreatit m.m. Visse former for hypoalbuminæmi.
Anvendelse af krystalloider og syntetiske plasmasubstitutter som dextran
og hydroxyethylstivelse skal altid primært foretrækkes. Hvis
krystalloider eller syntetiske præparater ikke kan anvendes som plasmasubstitutter,
bør albumin anvendes frem for plasma.
Antitrombin
Antitrombin er et industrielt fremstillet, virusinaktiveret produkt. Antitrombin
er fremstillet ud fra plasma fra flere donorer.
Indikationer: Arvelig antitrombin mangel. Erhvervet antitrombin mangel
fx ved dissemineret intravaskulær koagulation, sepsis og udbredt venøs
tromboemboli.
9. BLODKOMPONENT- OG BLODDERIVATTERAPI I PRAKSIS
Inden enhver behandling med blod, blodkomponenter eller derivater skal
man have dannet sig et skøn over hvilke komponenter eller derivater,
patienten mangler, og i hvilken udstrækning, der er behov for erstatning
af de enkelte komponenter og derivater ved transfusionsbehandling.
9.1. Akut, større blødning
Ved pågående akut, større blødning hos voksne
kan blodtabet erstattes med elektrolytholdige infusionsvæsker, kolloider,
blodkomponenter og blodderivater efter følgende vejledende retningslinier:
Tabel 1
| Blodtab i % af blodvolumen |
Erstatning |
| 0 - 20% |
Isotonisk NaCl (ca. 3 x blodtabet) og/eller syntetiske plasmasubstitutter |
| 20 - 50% |
Erytrocytsuspension + isotonisk NaCl og/eller syntetiske plasmasubstitutter |
| 50 - 90% |
Erytrocytsuspension + 5% humant albumin og/eller frisk frosset plasma |
| 90 - 140% |
Erytrocytsuspension + frisk frosset plasma |
| > 140% |
Erytrocytsuspension + frisk frosset plasma + trombocytsuspension |
Opmærksomheden henledes på, at nye meta-analyser har vist,
at behandling alene med krystalloider synes at foretrækkes hos den
kritisk syge patient ved visse kliniske tilstande.
9.2 Tab eller mangel på plasmaproteiner
Ved mindre tab af plasmaproteiner (fx akutte, mindre blødninger)
bør det tilstræbes at kompensere for tabet med isotonisk NaCl,
Ringer-laktat eller eventuelt plasmasubstitutter af polysaccharidtype eller
polypeptidtype. Hvor der er behov for tilførsel af plasmaproteiner,
skal det tilstræbes at anvende virusinaktiverede plasmaprodukter (dvs.
humant albumin).
Hvor der er behov for tilførsel af andre plasmaproteiner end albumin,
kan det være nødvendigt at tilføre enkeltportioner af
FFP eller andre plasmaprodukter. Dette kan være nødvendigt
ved akutte, meget store blødninger eller ved alvorlige koagulationsforstyrrelser.
Plasmaet skal hidrøre fra blod, som er undersøgt for tilstedeværelse
af smittemarkører.
|