Der er glidende overgange mellem mistrivsel, risikoadfærd og spiseforstyrrelser. Jo tidligere der sættes ind, jo bedre er mulighederne for helt at forebygge, at sygdommene bryder ud. Den unge kan lære at tackle problemer og kriser på en sund og naturlig måde.
Ud over forældrene har voksne, der ofte møder eller arbejder med unge, alle et medansvar for at se om de unge trives - fysisk og psykisk. Det gælder de alment praktiserende læger, tandlæger, kommunallæger, sundhedsplejersker, lærere i grundskoler og på ungdomsuddannelserne, pædagoger, idrætsledere, trænere og fitnessinstruktører m.fl.
Ved at kunne genkende mistrivsel og udtalt vægtregulering og sætte ind med støtte kan de voksne bidrage til at forebygge, at en uhensigtsmæssig adfærd udvikler sig til sygdom.
Som voksen skal man turde reagere på børns og unges mistrivsel og risikoadfærd. Når man fornemmer, at der er noget galt, skal man handle. Den første kontakt til den unge er et udtryk for omsorg, og det forpligter den voksne til at følge op på, hvordan det går med den unge - også selv om andre måske tager over i det videre forløb.
En tidlig indsats består i hjælp til at få løst op for de problemer, den uhensigtsmæssige spiseadfærd er udtryk for. Den unge skal bibringes tillid, så hun tør lade andre hjælpe sig med at tackle sin usikkerhed på en mere hensigtsmæssig måde end gennem en usund og helbredstruende spiseadfærd.
Den første indsats skal være en samtale med en person, som evner at vinde den unges tillid, som er åben og nærværende og har gjort sig klart, hvad samtalen skal føre til. Samtalens emner skal være den unges velbefindende og trivsel og den bekymring, man føler for hende. Der skal gives tilbud om flere kontakter.
Formålet med samtalerne er at påvirke den unge til en mere realistisk opfattelse af sig selv og sin krop. Mange af disse unge har foregøglet sig selv, at løsningen på alle deres problemer er at finde i et godt udseende, hvilket de sætter lig med en lav vægt. Men også hyperslanke og undervægtige kan føle utryghed og have problemer, og en lav vægt i sig selv fører ikke til en problemfri tilværelse. Men vægtreguleringen kan være så tids- og energikrævende, at andre problemer træder i baggrunden.
Det er hensigtsmæssigt at alliere sig med en anden fagperson, som man fortæller om samtalernes forløb og søger råd hos.
Så hurtigt som muligt skal forældrene indrages, når pigen er under 18 år, og helst med hendes accept. Man kan tage en fælles samtale med den unge og forældrene eller aftale med hende, hvad man siger til forældrene. Også af hensyn til de videre planer for indsatsen er det vigtigt, at forældrene er med. Fortæl forældrene konkret og ærligt, hvad der bekymrer dig. Det er vigtigt at styrke den unge, ikke at sygeliggøre hende, fordi hun vægtregulerer.
Hvis problemerne accelerer, og de aftalte resultater udebliver, er det vigtigt at henvise den unge til behandling.
Det er almindeligt, at unge med begyndende spiseforstyrrelser benægter, at der er et problem, fordi de skammer sig over at overspise eller er bange for at blive presset til at spise mere og tage på i vægt.
Fortæl hende, at det er almindeligt at være bange for at fortælle andre om spiseproblemer.
Sig, at du vil vende tilbage til emnet ved en samtale på et senere tidspunkt, og tilbyd at hun kan komme til dig, hvis der er noget, hun vil tale om.
Risikoen for afvisning er mindre, hvis samtalen handler om den unges trivsel og ikke om vægt og spisning
Afhængig af hvilke muligheder, der er lokalt, og hvad den unge og forældrene ønsker, kan længere samtaleforløb foregå i den primære sundhedstjeneste eller i andet regi.
Hvis sundhedsplejersken, kommunallægen eller den alment praktiserende læge påtager sig samtalerne, er det vigtigt ved starten at klargøre:
Det er vigtigt at tale med den unge om at turde se verden i øjnene, at kunne acceptere sig selv på trods af, at man ikke altid er perfekt, at give sig selv lov til ikke altid at være den bedste til alting. Livet skal leves, ikke kun klares godt nok. Hun skal vide, at hun er god nok, som den hun er, og ikke kun på grund af sin dygtighed og sit udseende.
Venskaber er afgørende for, om man trives. Spiseforstyrrelser er et udtryk for dårlig trivsel, og et centralt omdrejningspunkt i enhver indsats er derfor at sikre, at den unge får eller fastholder et stærkt netværk af kammerater. Den unge må ikke få lov at isolere sig, og glide ud af sociale aktiviteter. Hvis hun bliver isoleret, er der ingen til at hjælpe hende, og hun kan blive mere og mere ensom.
Ansvaret for at tale med en ung med problemer ligger hos de voksne og ikke hos kammeraterne, men kammeraterne vil ofte gøre det. De voksne kan opfordre kammeraterne til at beholde den unge i fællesskabet, selvom hun har det svært.
En bevidst indsats fra forældre og lærere for at holde den unge fast i sociale aktiviteter i fritiden og i fællesskabet i skolen kan derfor bidrage til at skabe eller fastholde et netværk for den unge.
Hvis den unges problem ligger i familien, i form af fx problemfyldte familierelationer, er det også vigtigt, at hun har et holdepunkt uden for hjemmet i form af fx kammerater, kammeraters forældre, bedsteforældre eller andre, hun har tillid til.