Lavt kalorieindtag, gentagne opkastninger eller brug af afførende midler forstyrrer tarmfunktionen og giver fordøjelsesproblemer, fx forstoppelse, træg mave eller oppustet mave.
Overdreven motion og/eller manglende ernæring forstyrrer kroppens naturlige cyklus. Udebleven eller uregelmæssig menstruation kan derfor være tegn på forstyrret spisning.
Bulimisk adfærd med grovæderi og efterfølgende vægtregulering giver ofte store vægtsvingninger hos en ellers normalvægtig person.
Hvis en normalvægtig - eller let undervægtig - person bliver ved med at tabe sig, kan det være tegn på begyndende anoreksi.
Bulimi medfører ofte tandskader som følge af opkastninger, hvor mavesyren kan ætse tænderne. Skaderne ses især på bagsiden af tænderne i overmunden.
Halskatar, sår i munden og i mundvigene er en følge af hyppige opkastninger pga. irritation af slimhinderne.
Sår på knoer og håndryg ses ofte i forbindelse med bulimi, hvor "en finger i halsen" gør det muligt at kaste op.
Fremprovokerede opkastninger fremmer spytsekretionen, hvilket kan medføre irritation og hævelse af ørespytkirtlerne. Symptomet ses ofte, når der vægtreguleres ved hjælp af opkastninger i forbindelse med bulimisk adfærd.
Den ringe mængde kropsfedt og det lave stofskifte hos unge med anoreksi medfører stærk følsomhed for kulde. Ofte ses røde eller blålige hænder.
Hud og hår ændres ved fejlernæring eller manglende/nedsat energitilførsel. Mangel på vitaminer og mineraler kan give et tørt og træt udseende.
Fejlernæring kan nedsætte blodprocenten eller give store svingninger i blodsukkeret. Det kan give svimmelhed, hovedpine eller muskelspændinger.
Brug af slankemidler, afføringsmidler eller vanddrivende midler, herunder håndkøbslægemidler, naturlægemidler, samt diverse kosttilskud, som formodes at virke slankende, ses ofte. Et ønske om at få et receptpligtigt slankemiddel på trods af normalvægt, kan være et signal.
Vægtfiksering kommer til udtryk ved at den unge hyppigt vejer sig derhjemme. Ofte søger spiseforstyrrede unge vejledning om diæter og slankekure. Symptomer som især lærere skal være opmærksomme på.
Spiseforstyrrede prøver at skjule deres adfærd og isolerer sig. De er ofte triste under en velfungerende overflade.
Den unge forsøger ved overdreven perfektionisme at fremstå som en vellykket og helstøbt person.
Spiseforstyrrede prøver at kontrollere sig selv og kroppen og udviser ofte tvangspræget disciplin inden for nogle afgrænsede felter - typisk strenge diæter og træningsprogrammer.
Den skiftende oplevelse af at have kontrol og ikke have kontrol over livet, kan give sig udslag i humørsvingninger.