Hvordan kan man styrke børns sunde psykiske udvikling? Mange forældre er optaget af spørgsmålet - bevidst eller ubevidst. Viden om, hvordan børn normalt udvikler sig, er nyttig, hvis man vil finde sundheds- eller risikotegn.
Ofte bliver fagpersoner som sundhedsplejersker og læger spurgt til råds af forældre om sund psykisk udvikling hos børn. Gode professionelle råd handler bl.a. om, at forældrene er sig bevidste om deres egen rolle i barnets udvikling:
Vigtigt er det også, at fortælle forældrene, at de skal have respekt for barnets personlighed, fornemme dets behov og involvere sig i barnet. Netop opmærksomheden på barnet og lydhørheden er meget central.
Den menneskelige psyke udvikles i et samspil mellem arv og miljø. Barnet fødes med et biologisk beredskab, som udvikles gennem stimulering og mødet med omgivende personer. Ved at imødekomme barnets behov og levere relevante opgaver støtter man barnets udvikling på alle områder - kropsligt, intellektuelt, følelsesmæssigt og socialt.
Forældre har brug for at få at vide, at der ikke er nogen præcis opskrift på, hvad "sund psykisk udvikling" er hos børn. Man overser nemt forskelligheder, hvis man prøver at finde det fælles og "normale". Viden om børns udvikling er ikke en facitliste uden plads til variationer.
Hvad der for ét barn på ét tidspunkt i udviklingen er vigtigt, gælder ikke nødvendigvis for alle andre børn. Udviklingen forløber indviduelt for hvert enkelt barn, og det enkelte forælder-barn forhold opbygges og udvikles på sin egen måde. Børn er i konstant udvikling på alle områder, og hvert enkelt område forløber forskelligt og ofte i spring.
Børns udrustning er forskellig, ligesom forældrene har forskellige ressourcer. Så forældrenes muligheder for at stimulere barnets udvikling varierer. Sociale netværk er vigtige for både forældre og barn. Og det er godt, hvis der er flere omkring barnet.
Gennem tiderne har der været forskellige teorier om opdragelse af børn. Den opfattelse, at tidlige skadelige erfaringer uundgåeligt vil føre til bestemte psykiske lidelser, er ikke længere så absolut. Det samme gælder formodningen om, at børn har kritiske perioder for bestemte typer af udvikling. Fx har det vist sig, at sent adopterede børn udvikler normal tilknytning og normal intellektuel udvikling.
En anden teori, der ligeledes er modificeret, går på, at barnet er et tomt blad, der skal beskrives, og at det er omgivelserne dvs. opdragerne, der gennem indlæring og opdragelse bestemmer barnets adfærd.
Man mener nu, at barnets sociale udvikling sker i et samspil, hvor barnet selv deltager aktivt. Barnets biologiske modning er afgørende for udviklingen på det enkelte alderstrin. Børn behøver gennem hele udviklingen indfølende voksne at spille sammen med. Og en del af den sociale læring sker ved at barnet spejler sig i voksne og andre rollemodeller.
Frem til 8-10 måneders alderen har spædbarnet et meget tæt samspil med forældrene. Herefter bliver barnet for første gang opmærksom på egen person og omgivelsernes tilstedeværelse og fravær.
Fra 9-10-måneders alderen begynder barnet selvstændigt at bevæge sig omkring.
Alderen fra 3-6 år er central i udviklingen af barnets grundlæggende personlighed.
Fra barnet er ca. 7 år, og indtil det når teenagealderen, er det meget optaget af at tilegne sig viden og færdigheder. Det skal lære at finde sin plads i en gruppe og modtage en kollektiv besked.
Puberteten medfører store fysiske og psykiske omvæltninger for den unge. Forholdet til det modstatte køn får en stor plads i bevidstheden.
Et centralt element i barnets psykiske udvikling er det gradvise forløb fra spædbarnets totale hjælpeløshed og afhængighed af forældrene til stadig større selvstændighed. Men der er ikke et slutresultat, som hedder absolut selvstændighed eller uafhængighed - det opnås aldrig helt.
Barnets afhængighed understreger forældrenes store betydning i hele barndomsudviklingen. De må hele tiden være opmærksomme på, hvilken støtte barnet har behov for i udviklingen af øget selvstændighed. Det kræver en balancegang, som skifter med tiden og til tider fra situation til situation. Forældrene skal dels give den nødvendige tryghed og støtte, dels give barnet udfordringer og "frustrationer" svarende til dets aktuelle udviklingstrin. Barnets nyeste tilegnelser skal ses og roses. Samtidig skal børnene opfordres til at forsøge nye opgaver. Her må de voksne spore sig ind på, hvad barnet netop nu behøver og er parat til.
Forældrene skal vide, at løsrivelse og adskillelse er en nødvendig del af barnets udvikling. I den senere barndom og ungdom udvikler barnet øget selvstændighed og løsriver sig dermed fra de tidlige tætte bånd og afhængigheden. Børn skal have lov til at søge adskillelse fra forældrene i den takt, deres udvikling gør det naturligt.
Det betyder ikke, at forældrene nu er uden afgørende betydning. De får nye betydninger og roller. Forældrene kan ofte få en oplevelse af, at de ikke tæller på samme måde som børnenes kammerater, lærere og ledere. Men forældrene har fortsat ansvaret og det sidste ord og må stille op som medspillere og modspillere også til barnets mere modne selvstændighedsudspil. I modsat fald får barnet eller den unge nemt en opfattelse af, at forældrene er ligeglade eller har opgivet dem.
Mennesket er et socialt væsen. Fra fødslen er menneskebarnet i særlig grad afhængigt af kontakt med og stimulation fra andre.
I hele barndommen er tætte, følelsesmæssige samspil med betydningsfulde voksne afgørende. Det vil i første række sige barnets forældre, familie og nære voksne. Det er i dette samspil, at barnet udvikler og afprøver viden og færdigheder. Ud fra erfaringerne fra samspillet opbygger barnet gradvist en indre psykisk struktur - en personlighed.
En varm, accepterende mor og far giver barnet forventninger om tryghed og støtte, mens straffende, afvisende forældre giver barnet forventninger om afvisning og følelsen af fiasko og værdiløshed. Manglende accept eller ambivalens hos de nærmeste voksne giver barnet et overvejende negativt selvbillede.
Al viden og alle erfaringer samles så at sige i en indre huskekasse. De enkelte klodser fra kassen tages frem i situationer, der ligner de oprindelige erfaringer. I takt med at ny forståelse og nye erfaringer tilføres, udvikles personligheden og selvforståelsen. De indre modeller kan således ændres ved nye erfaringer også senere i barndommen.
Barnet er i konstant udvikling. Der er perioder med tilsyneladende stagnation, perioder hvor barnet synes at vende tilbage til tidligere udviklingsstadiers handlemåder samt pludselige spring, hvor mange nye færdigheder og viden opnås på kort tid.
Barnet er stærkt påvirkeligt af indtryk, der kommer udefra. Det hænger sammen med at barnets psyke er under stadig udvikling og modning, og at det er meget parat til at lære og suge til sig. Ofte viser det sig som stor nysgerrighed og undersøgelsestrang eller stædig lærevillighed. Oplevelser her-og-nu kan optage børn fuldstændigt.
Børn har især omgivende voksne som modeller for deres læring og udvikling. Det lægger et stort ansvar på de voksne, der omgiver barnet, at de i så høj grad kan præge barnets udvikling på godt og ondt. Selv om børn er påvirkelige og tager farve af deres omverden, er det sunde barn, der har fået en tilpas stabil tidlig støtte og basis, sjældent mere sårbart, end at det kan tåle enkeltstående negative påvirkninger.
Voksenansvaret i forbindelse med denne påvirkelighed er først og fremmest at sørge for at støtte barnets helt basale behov for tryghed og kærlighed. Det er forældrenes samlede bidrag, der påvirker barnet. Om forældrene som helhed viser omsorg, interesse, respekt og grænser, og ikke om de i enkeltstående tilfælde ikke er i stand til at gøre det helt perfekt.
Muligheder for at afhjælpe problemer, så de bliver mindre skadelige, er oftest til stede, når indsatsen sker i barnealderen, hvor børn er meget påvirkelige. Med hjælp og indsats tænkes ikke automatisk på professionelle behandleres arbejde eller en markant ændring i barnets hverdag. En indsats kan ofte bestå i, at hjælpe forældrene til at udvikle eller styrke kvaliteter for barnet i hverdagen som tryghed, opmærksomhed og rammer. Kvaliteter som et barn udsat for svigt, tab eller utryghed har brug for. Fx har børn, der oplever dødsfald blandt de nærmeste, skilsmisse eller mobning i skolen brug for særlig omsorg og opmærksomhed i en periode.
Den positive side ved barnets påvirkelighed er, at man kan gøre noget for at vende en fejludvikling. Belastende oplevelser vil ikke nødvendigvis præge barnet i den videre udvikling som hæmmende sår i sjælen.
Tidlig indsats og forebyggende arbejde kan med andre ord betale sig. Der er særlige chancer for at lykkes overfor børn, hvor hele personligheden endnu ikke er færdigudformet.
Børn er stærkere end forældrene tror. De kan godt tåle, at forældrene en gang i mellem råber op, taber tåmodigheden eller er stressede - blot det aldrig har karakter af overgreb eller gengældelse. Det er den samlede mængde omsorg, der er vigtig.
Børn har brug for at opleve forældrenes grænser og fx træthedsreaktioner. Men hvis forældrene er konstant følelsessvingende eller gennemgående vrede, afvisende eller straffende, vil det naturligvis modvirke et sundt samspil og barnets udvikling af selvstændighed på baggrund af trygt samvær.
Med andre ord er det den samlede sum af forældrenes reaktioner på barnet, der udgør omsorgs- og opdragelsesfunktionen. Det afgørende er den konstante tilstedeværelse og interesse (kontinuitet) og det at være sig selv (autencitet) - ikke de enkeltstående tilfælde af eventuel mindre hensigtsmæssig adfærd, hvor man ikke er en "perfekt forælder".
I dialogen med forældrene er det vigtigt, at de professionelle voksne afdramatiserer "den perfekte forælder".
Forældre ved selv bedst, hvordan deres barn er, og hvad det har brug for. De er selv "eksperter". Der findes ingen opskrift på en perfekt forældrerolle. Derfor må rådgivning og vidensformidling til forældre ske med respekt for forældrenes vurderinger.
Det perfekte bør slet ikke være målet. Det giver anledning til urimelige illusioner om, at man ikke må begå fejl i form af mindre hensigtsmæssig adfærd. Eller at det er et problem til tider at handle på en "forkert" måde. I realiteten skal man blot være et almindeligt menneske, der lærer, gør nye erfaringer og af og til tager fejl.
Medier og reklameindustri bidrager i det moderne samfund til, at forældre danner urealistiske forestillinger om, hvordan og hvor perfekte mødre og fædre bør være i samspillet med deres børn. Påvirkningen medfører nemt, at forældre stiller uhensigtsmæssige krav til deres egen rolle og adfærd.
I stedet for at være sig selv og turde stole på egne vurderinger, påtager man sig en rolle, hvor man forsøger at være den, man tror man bør være - men ikke kan leve op til. Det samme sker, hvis kompetente og velmente håndbøger til forældre opfattes som opskrift og regelsamling i stedet for råd og forslag. Resultatet kan blive en noget ujævn, svingende praksis, som kun medfører forvirring eller utryghed hos barnet. Og forældrene kan få oplevelser af ikke at slå til og dermed ikke tro på sig selv eller egne ressourcer. Børneomsorg og opdragelse kræver indlevelse, tid, tålmodighed og eftertanke - der kan ikke bruges enkle opskrifter.
Forældre skal støttes i at turde tro på egne følelser og fornemmelser og være indfølende overfor deres børn. De skal være sig selv. Børn er så følsomme, at de hurtigt opdager, når forældrenes ord eller handlinger er noget ydre tillært, som ikke stemmer overens med personen i øvrigt.
At være sig selv er ikke det samme som hensynsløst at afreagere på sit barn og øvrige familie, hvis man føler sig trængt. Eller pådutte barnet egne konflikter og problemer. Fx er det skadeligt at bruge barnet til at bekræfte sig selv og dække sine egne udækkede behov. Børn, ikke mindst piger, kan få en funktion i familien, hvor de er en enlig forælders eneste fortrolige eller den, der får familien til at fungere. Børn kan blive fastlåste i sådanne mønstre og glemme sig selv.
Det vigtigste er ikke, om man som forældre er på præcis den ene eller den anden måde. Vigtigere er, at forældre ikke er uberegneligt svingende i deres måde at være på, og at forældre er sig selv, autentiske og tilstedeværende. Det kræver samvær og fællesskab. Det vigtigste er dog ikke kun, hvor meget tid, man er sammen med sit barn, men også hvordan tiden anvendes. Det primære er, at forældre er nærværende i kontakten med barnet, når barnet har brug for det - mere end at barn og forældre er i beskæftigelse sammen eller i dialog hele tiden.
I det moderne samfund opholder børn sig ofte det meste af hverdagen i miljøer, hvor de er uden deres forældre. I institutioner, skoler, fritidsaktiviteter og kammeratskabsgrupper. Andre voksne end forældrene, som er omkring barnet, bliver herved vigtige personer for barnet og supplerende modeller i dets forsøg på at lære færdigheder og holdninger.
I takt med barnets øgede selvstændighed bliver samspilserfaringer med andre voksne end forældrene vigtige brikker i dets psykiske udvikling. Men det basale i udviklingen dannes især i samspillet med forældrene, som vedblivende skal tage ansvaret – også for større børn.
Forældrene skal ikke give slip eller helt overlade ansvaret for opdragelsen til andre, selv om de måske er længere tid sammen med børnene. Det er vigtigt, at børn har hjemmet og forældrene som en sikker base, de kan søge til, når de bliver usikre eller oplever, at de har vanskeligheder med at slå til i andre sammenhænge.
Den basale selvforståelse dannes og videreudvikles i det nære samspil og grundlægges i den tidlige udvikling. En væsentlig del af afprøvningen af sig selv og den videre udvikling af selvoplevelsen sker i andre relationer. Det er i høj grad blandt jævnaldrende, i grupper eller skole, institution og fritidsklubber/foreninger, at barnets selvtillid kommer på prøve og styrkes eller svækkes med betydning for de fremtidige muligheder for at udvikle sig og begå sig.
Selvforståelsen har stor betydning for barnets og den unges muligheder for at kunne fungere i omverdenen. Det er derfor vigtigt, at børn opmuntres til at turde afprøve sig selv overfor andre, og at de tilbageholdende og usikre også gives plads.
Selvværd og selvtillid kan aldrig udvikles af personen alene. Den udvikles ved at få tilbagemelding i form af reaktioner fra andre. Det er derfor vigtigt, at barnet og den unge støttes i afprøvning af sig selv i forhold til andre og får respons på alt, hvad det gør - også selvom netop selvopfattelsen ofte er skrøbelig og påvirkelig hos unge. Mange er bange for at blive udstillet, mobbet eller udelukket, når de viser sider af sig selv, som måske afviger fra gruppenormer.
Selvforståelsen støttes positivt ved, at bl.a. pædagoger og lærere viser det enkelte barn interesse og opmærksomhed, og forstår og indlever sig i dets sociale relationer i klubber, skoler etc.
Kommunikationen mellem forældre og de professionelle - det være sig barnets pædagoger og lærere, sundhedsplejerske, læge eller børnepsykologer - er vigtig af hensyn til sammenhængen i barnets hverdag og ikke mindst i forbindelse med trivsels- og udviklingsproblemer.
Ansvarlighed og åbenhed fra alle er nødvendig. Barnets mor og far kender bedst deres eget barn og må stole på egne iagttagelser og fornemmelser fra deres hverdag med barnet. Men de må for barnets skyld også lytte til og tænke over de forhold, andre personer omkring barnet beretter om og måske bekymrer sig om.
Den professionelle er ekspert i at sammenholde den adfærd og udvikling, der ses hos barnet, med sin viden om og erfaring med børn som de normalt optræder. Iagttagelser og en eventuel bekymring om fejludvikling har vedkommende en faglig pligt til at drøfte med forældrene.
Men eksperten må lytte til den viden og de oplevelser, som det kontinuerlige samspil i hverdagen giver forældrene. Og den professionelle må være opmærksom på forældrenes sårbarhed, når deres barns udvikling og trivsel drøftes. Enhver forælder vil være optaget af, om vedkommende er eller føler sig anklaget for at være "skyld" i barnets problemer. Af hensyn til barnet må begge parter tage ansvar for kontakten.
Optimalt set skal børneeksperterne være hjælpere og samarbejdspartnere, som forældrene kan gå til og tale med, når de bliver i tvivl om barnets sundhed og udvikling. I en gensidig respektfuld dialog kan man i fællesskab få et billede af barnets aktuelle situation og vanskeligheder - og sammen forsøge at finde den bedst mulige hjælp.