Samarbejde mellem forskellige faggrupper er vigtigt for at tage effektivt hånd om den enkelte unge, der mistrives eller har en begyndende spiseforstyrrelse.
Gennem de tværfaglige teams i kommunerne er der mulighed for at gå på tværs af de enkelte forvaltningsområder ved drøftelser af konkrete sager.
Forældrene skal altid inddrages og orienteres, når andre involveres i initiativer til at bedre trivslen og forebygge sygdomsproblemer for unge under 18 år.
I det omfang en sundhedsplejerske eller læge føler det påkrævet at inddrage f.eks skolens pædagogiske- psykologiske rådgivning, PPR, eller kontakte barnets/den unges alment praktiserende læge eller socialforvaltningen, skal det derfor ske efter aftale med eller orientering af forældrene.
Som en del af den forebyggende sundhedspleje foretager sundhedsplejersken ca. en gang om året en trivselssamtale med næsten alle elever i folkeskolen. Sammen med kommunallægen gennemføres der undersøgelser af eleverne i børnehave- og 9. klasse samt efter behov. Samtale - og undersøgelse - er en god anledning til at opdage mistrivsel eller tidlige tegn på spiseforstyrrelser.
Sundhedssamtalen gennemføres efter en forudgående samtale med klasselæreren, om hans/hendes observationer i klassen. Ofte vil sundhedsplejersken også få et tip fra bekymrede veninder og klassekammerater om, at "der er noget galt". Ud over generelle trivselsspørgsmål, er det en god ide, hvis sundhedsplejersken får en dialog om det bedste og det værste i den unges liv. Hvis fokus i høj grad ligger på udseende, herunder krop, vægt og tykkelse, kan det indikere en risiko.
Ofte vil sundhedsplejersken kunne opdage, en begyndende anoreksi ved at føre højde/vægtkurver over den enkelte unge. Vejning er en god anledning til at få en samtale om den unges placering på vægtkurven - og især hvilken holdning, hun har til det, og hvad der er normalt på det pågældende alderstrin. Hvis den unges vægtudvikling er gået i stå eller faldet, bør det undersøges nærmere. Bulimi og andre spiseforstyrrelser vil oftest ikke blive opdaget ved kontrolvejning.
Hvis det står klart, at der er et problem, bør sundhedsplejersken drøfte det videre forløb med den unge og tage kontakt til forældrene inden hun kontakter klasselæreren. Skolepsykologen må som hovedregel kun inddrages efter aftale med forældrene, når den unge er under 18 år. Ændrede vaner og reaktionsmønstre brydes ikke fra den ene dag til den anden. Det er derfor afgørende at følge udviklingen tæt - fx med samtaler i løbet af et halvt til et helt år. Ofte vil det ske i samarbejde med kommunallægen.
Hvis der ikke er resultater af indsatsen, eller tilstanden er blevet forværret, bør den unge henvises til behandling. Det skal ske via familiens alment praktiserende læge, som kan henvise til behandling i regi af det offentlige sygehusvæsen eller til behandling hos en praktiserende psykolog. Det kan være hensigtsmæssigt at inddrage egen læge tidligt i forløbet, så et samarbejde kan etableres, inden situationen er helt tilspidset.
Hvis pigen eller forældrene ikke ønsker, at der skal ske noget, og pigens problemer tiltager, kan sundhedsplejersken rette henvendelse direkte til familiens læge, efter at have orienteret forældrene om dette skridt.
Læreren har en central rolle i at sikre, at klassen og eleverne fungerer i dagligdagen. Læreren vil ofte være en af de første, som bemærker, hvis en elev ikke trives og isolerer sig fra fællesskabet i klassen.
Undervisningen i sundheds- , seksual- og familiekundskab, biologi, gymnastik og hjemkundskab lægger naturligt op til en diskussion af alment menneskelige forhold som udvikling og trivsel samt holdninger til mad, krop og vægt.
Uden at fokusere specielt på spiseforstyrrelser og slankhed, er det relevant at diskutere betydningen af at få kalorier nok i hele vækstperioden - og konsekvenserne af uregelmæssigt spisemønster eller langvarig undervægt. Viden hos eleverne om en naturlig pubertetsudvikling kan bidrage til, at de unge forstår og accepterer de ændringer, der sker med deres krop.
Ligeledes er det vigtigt at diskutere de p.t. gældende mode- og skønhedsidealer med eleverne. Ved at sætte "den normale krop" op imod modens diktat om ekstremt tynde modeller, kan de unge lettere lære at acceptere sig selv. Klassen kan i fællesskab finde positive og normalvægtige rollemodeller fra de unges dagligdag.
Lærere i gymnasiet og på andre ungdomsuddannelser kan, efter at have talt med unge som mistrives, kontakte forældrene, hvis eleven er under 18 år. Hvis hun er over 18 år, kan læreren opfordre den unge til at henvende sig til den alment praktiserende læge. Eventuelt kan læreren inddrage skolens studievejleder eller den til skolen tilknyttede psykolog.
Pædagogerne kan registrere, hvis et barn ændrer adfærd og fx begynder at isolere sig og undslå sig fællesskab med de øvrige børn. Hvis der er tegn på alvorlig mistrivsel eller spiseforstyrret adfærd, bør pædagogen tage kontakt til forældrene og orientere skolen og sundhedsplejersken om problemet.
Hvis den unge mistrives og taber sig eller udviser andre tegn på spiseforstyrret adfærd, er det hensigtsmæssigt at inddrage den alment praktiserende læge.
Det er vigtigt, at den alment praktiserende læge tager den første henvendelse fra en ung eller fra bekymrede forældre alvorligt. Mange spiseforstyrrede giver udtryk for, at der kunne være sat ind over for deres sygdom langt tidligere, hvis lægen havde været opmærksom på, at de fysiske skavanker var tegn på en spiseforstyrrelse.
Undersøgelser tyder på, at måske kun halvdelen af unge med anoreksi identificeres hos den alment praktiserende læge, og at tegnene på bulimi overses af lægen hos næsten tre ud af fire unge. I de tilfælde hvor sygdommen identificeres, har de unge ofte besøgt lægen flere gange, før der sættes navn på sygdommen. Mange har oplevet at blive henvist til en forkert behandling eller at få deres problemer bagatelliserede.
Mange gange henvender den unge sig med fysiske problemer eller ønske om at slanke sig. Den alment praktiserende læge kan også få den unge henvist fra sundhedsplejersken eller kommunallægen, eller den unge kommer på opfordring fra lærere eller forældre på grund af klager over fx menstruationsforstyrrelser, forstoppelse m.v.
Slankepiller hjælper ikke en spiseforstyrret. Det er vigtigt, at lægen tager sig tid til at tale med den unge og er lydhør over for hendes problemer. Viser det sig, at det drejer sig om risikoadfærd eller en spiseforstyrrelse, kan lægen påbegynde samtaleterapi.
Andre voksne i den unges omgangskreds og behandlere har som regel brug for den praktiserende læges vurdering af den unges fysiske tilstand - fx af hvor undervægtig pigen er, om der er påvirkning af puls, blodtryk, blodsukker, blodprocent, saltbalance m.v.
Hvis lægens samtaler med den unge ikke fører til bedring, kan lægen henvise til videre behandling i sundhedssystemet eller indgå i et tværfagligt behandlingsteam.
Kommunens pædagogisk-psykologiske rådgivning, PPR, kan inddrages efter aftale med forældrene, hvis lærerne eller sundhedsplejersken vurderer, at der er behov for samtalehjælp, og hvis PPR har ressourcer hertil.
Kommunallægen undersøger børnene ved skolestarten, og før de går ud af skolen - samt efter behov i den mellemliggende periode. Her vurderer lægen det fysiske helbred og den unges trivsel. Fysiske klager kan dække over spiseproblemer. Hvis den unge viser tegn på en begyndende spiseforstyrrelse, bør lægen i samarbejde med sundhedsplejersken lægge en plan for, hvordan der skal tages hånd om den unge. Kommunallægen bør være opmærksom på den unges fysiske helbred, herunder vækst og pubertetsudvikling. Ved behov for undersøgelse af en elev på baggrund af mistanke om begyndende spiseforstyrrelser vil kommunallægen ofte være den lettest tilgængelige læge.
Hvis en ung jævnligt provokerer opkastninger, vil tandlægen ofte kunne se ætsninger på tandemaljen og sår i mundvigene og i svælget. Ætsningerne ses især på bagsiden af tænderne i overmunden. Tandlægen bør deltage i det tværfaglige samarbejde om at styrke børn og unges sundhed.
I mange idrætsgrene er der stort fokus på vægt og kropssammensætning. Det er muligt, at andre spiseforstyrrelser kan opstå, alene fordi en diæt eller et træningsprogram "tager magten" fra den unge.
Mange spiseforstyrrede er særdeles aktive sportsudøvere, fordi de ønsker at forbrænde kalorier og forme kroppen efter et skævt skønhedsideal.
Idrætsverdenen har et medansvar for at skabe sunde og naturlige holdninger til krop og vægt og vejlede de unge i en normal adfærd.
Hvis den unge udøver overdreven og tvangspræget fysisk aktivitet, bør ledere, trænere og instruktører gribe ind. Det er vigtigt at tale med den unge om hendes almene velbefindede, og orientere forældrene, hvis den unge er under 18 år.
Kroppens vægt alene er ikke et kriterium for, om der er problemer. Ofte vil en forespørgsel blive mødt med benægtelse af, at der er noget galt. Men det er vigtigt, at ledere, trænere og instruktører ikke giver op, hvis de kan se, at der er spiseproblemer.
Instruktører i fitnesscentre bør være særligt opmærksomme på unge med en overdreven og tvangspræget motionsadfærd. Mange unge med spiseforstyrrelser søger disse centre, og personalet her bør opfordre den syge unge til at søge hjælp.
Eventuelt kan de fungere som støtte i en behandlingssituation.
Der bør sættes klare grænser for mængden af træning. Hvis ikke der bliver sat grænser og sagt fra, er det det samme som accept.
Det er vigtigt at den unge bliver lægeligt vurderet ved tegn på en spiseforstyrrelse. Ledere og instruktører må ikke selv diagnostisere eller behandle spiseforstyrrede unge, men de bør motivere til behandling.
Fitnesscentre og idrætsklubber bør være opmærksom på, at måling af fedtprocenten hos unge har en meget uheldig virkning og bør undgås.
Farmaceuterne har kontakt til både de unge, deres forældre og fagfolk. De har også ofte mulighed for at observere et af de tidlige tegn på spiseforstyrrelser, nemlig unges indkøb af store mængder afføringsmidler.
Farmaceuterne repræsenterer et uforpligtende kontaktled, idet de for det første har tavshedspligt og for det andet ikke har samme mulighed, som fx lægen eller læreren, for at "forfølge" eller "blande sig" i den unges liv. Måske netop derfor kan farmaceuterne på apoteket have en mulighed for at gå i en dialog med den unge, uden at forsvarsmekanismerne aktiveres.
Man vil kunne udnytte apotekets kontaktflade som platform for eksponering og udlevering af sundhedsoplysende materiale til både de unge, deres forældre og til fagfolk. Ligeledes vil apotekspersonalet, som en del af skrankerådgivningen, kunne supplere en skriftlig information med en simpel rådgivning, der kan sigte mod at styrke den unges eller forældres beslutning om at søge hjælp.
Apotekernes ansvar indebærer såvel en informationspligt som et medansvar for, at den medicin, man sælger til de unge, ikke anvendes uhensigtsmæssigt. Informationspligten indeholder tillige en ret til at udføre sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende aktiviteter, som fx offentlige informationsmøder.