Fysisk aktivitet og gode kostvaner er en naturlig del af et sundt liv. Bevidsthed om krop og vægt er naturlige elementer i de flestes hverdag.
Men for nogle går det galt. Figur, udseende og spisning bliver altdominerende i tilværelsen. Det kan give sig udslag i forstyrret spisning, som kan udvikle sig til sygdom i form af anoreksi, bulimi eller beslægtede lidelser. I yderste konsekvens kan disse lidelser være direkte livstruende.
Grænsen mellem det sunde og det sygelige er flydende. Undersøgelser viser, at mere end hver fjerde pige/unge kvinde har en adfærd, som kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse.
Spiseforstyrrede unge erkender som regel ikke, at de har et problem, og klasseundervisning i spiseforstyrrelser har ikke vist sig at have en positiv effekt. Tværtimod kan for stort fokus på mekanismer til vægtregulering give unge ideer til en usund adfærd.
Derfor har Sundhedsstyrelsen valgt at udgive et sæt informationsmaterialer, rettet til de voksne, der har med unge at gøre. Målet er at sætte sundhedsplejersker, læger, tandlæger, lærere, idrætsledere og forældre m.fl. i stand til at genkende tegn på, at en spiseforstyrrelse er under udvikling, og at gennemføre afklarende og støttende samtaler. En tidlig indsats giver de bedste muligheder for at afhjælpe de problemer, spiseforstyrrelsen dækker over.
Bagerst i bogen findes et afsnit om sund psykisk udvikling hos børn.
Einar Krag - medicinaldirektør
Lene Skak-Iversen - kontorchef