Hallucinogener er stoffer, der kan fremkalde den psykotiske tilstand, der kaldes hallucinationer, hos mennesker. Ved hallucinationer forstås sanseindtryk, der opstår i CNS uden nogen sansepåvirkninger udefra. Det mest almindelige er at blive hallucineret på syn og hørelse, hvor man ser ting og hører lyde, som ikke eksisterer i virkeligheden. Følelseshallucinationer, som specielt optræder ved kokain-sensibilisering, er særdeles ubehagelige (se Sensibilisering).
Rusen, som hallucinogenerne fremkalder, er præget af synsoplevelser og ændringer i opfattelsen af lyde. Det er vidt forskelligt, hvordan rusen opleves fra person til person. Nogle glider over i en spændende behagelig tilstand, mens andre bliver forskræmte, bange og svært psykotiske. Risikoen er, at rusen hos særligt sårbare personer kan udløse en langvarig psykotisk tilstand.
Rusen som hallucinogenerne fremkalder er præget af syns oplevelser og ændringer i opfattelsen af lyde. Det er vidt forskelligt hvordan rusen opleves fra person til person. Nogle glider over i en spændende behagelig tilstand mens andre bliver forskræmte, bange og svært psykotiske. Risikoen er at rusen hos særligt sårbare personer kan udløse en langvarig psykotisk tilstand.
En afgrænsning af de hallucinogene stoffer kan være vanskelig. Mange rusmidler kan fremkalde denne tilstand på forskellig vis. Hash indtaget i forgiftningsdoser vil f.eks. kunne fremkalde psykotiske symptomer med hallucinationer. Det samme gælder kokain. I teksten her vil hallucinogener blive opfattet som de stoffer hvis mest dominerende virkning er hallucinationer.
Mexikansk kaktus hvorfra hallucinogenet meskalin udvindes.
Denne gruppe stoffer omfatter en lang række forskellige kemiske forbindelser, såsom meskalin, psilosybin og phencyclidin (PCP) for at nævne nogle få. Mange af stofferne er fremstillet syntetisk, men et ikke ubetydeligt antal er naturligt forekommende i forskellige planter. Meskalin f.eks. findes i en særlig kaktusart, der gennem århundreder er blevet brugt af amerikanske indianere ved religiøse ceremonier. Andre indianere brugte psilocybin-svampen mest kendt under betegnelsen »The magic Mushroom«. Selv vores gamle vikinger brugte dette hallucinogen – psilocybin – når de skulle gå bersærk.
Fredag den 16. april 1943 forlod Albert Hofmann sin arbejdsplads tidligere end han plejede. I nogle timer havde han følt sig utilpas, let svimmel og mærkeligt opstemt. Han havde gennem længere tid arbejdet med en særlig type mug, kaldet rustsvamp, som indeholder et stof, der er i stand til at stoppe blødninger fra livmoderen efter en fødsel. Det aktive stof er lyserg syre, som Hofmann i sit kemiske laboratorium på medicinalfabrikken Sandoz havde omdannet til andre kemiske forbindelser. Den fredag havde han fremstillet en meget lille mængde af et stof, som senere viste sig at være Lyserg-Syre-Diethyl-amid (LSD). Da han kom hjem, lagde han sig ned, men nu begyndte der for alvor at ske noget. Rummet skiftede karakter, og for hans øjne opstod der kalejdoskopiske farver, der hele tiden ændrede sig. På trods af hallucinationerne kunne han drage den rigtige konklusion: den toksiske tilstand, han befandt sig i, måtte skyldes det stof, han havde fremstillet tidligere på dagen. Næste dag havde han det godt igen, men da han mødte om mandagen, opløste han 0,25 mg af stoffet i et glas vand og drak det. Han blev meget syg af hallucinationer, og først et par døgn senere blev han sig selv igen. I dag ved man, at kun en tiendedel af den dosis Hofmann indtog – nemlig 0,025 mg er tilstrækkeligt til en rus eller et »trip«, som det kaldes på slang. Hofmann havde fundet det mest potente hallucinogen, der nogen sinde er fremstillet.
LSD er et meget potent stof. Det er således forsvindende små mængder, der skal til for at fremkalde en rus. En normal dosis ligger i størrelsesordenen 0,025 til 0,250 milligram. Så små mængder er svære at afveje og i det hele taget besværlige at håndtere, derfor sælges LSD typisk på et stykke trækpapir. Man laver en tynd vandig opløsning af LSD og hælder det ud på et stykke trækpapir, som derefter tørres. Man indtager stoffet ved at spise trækpapiret.
LSD fordeles let i hele kroppen, og virkningen indtræder efter ca. 60 minutter. Den maksimale plasmakoncentration opnås efter 3 timer, hvorefter rusen typisk varer i 6-8 timer. Stoffet metaboliseres i leveren, hvor det konjugeres, inden det udskilles gennem urinen. P.g.a. de meget små mængder, der indtages i forbindelse med en rus, kan metabolitterne være meget svære at spore i urinen.
Personer, der tager LSD, vil opleve en let stigning i legemstemperaturen, øget hjertefrekvens, stigende blodtryk, svimmelhed og udspilede pupiller. Alt sammen forårsaget af en øget aktivitet i det sympatiske nervesystem.
Psykisk set giver små doser LSD eufori, hvorimod de psykiske virkninger ved store doser er væsentlig mere dramatiske. Her oplever personen hallucinationer, hvori der indgår et utal af farver, lydindtryk forstærkes, og man bliver i tvivl om, hvem man selv er. »Ud af kroppen oplevelser«, hvor man står i rummet og kigger på sig selv, er ikke ualmindelige. Humøret svinger mellem depression, angst og opstemthed.
Efter rusen oplever personen en udmattelse, der langsomt aftager over et par dage. Den mest alvorlige bivirkning, der ses efter flere ganges brug, er en ændring i personens psykiske tilstand, hvor vedkommende ind i mellem bliver psykotisk. Endelig kan der optræde »flashback«-fænomener. Herved forstås en genoplevelse af de hallucinationer, personen havde under rusen.
De fysiologiske virkninger, som LSD fremkalder, opstår langt overvejende gennem en aktivering af serotonindannende baner i det limbiske system, hippocampus og hypothalamus. Der er således tale om en påvirkning af de samme områder, som blev beskrevet i afsnittet om ecstasy. Især MDA (Designerdrugs og kemi) – indtaget i hallucinatoriske doser – minder i sin virkning meget om LSD. Dette ses også ved dyreforsøg, hvor rotter ikke er i stand til at skelne de to stoffer fra hinanden.
LSD har kunnet købes på det illegale marked i Danmark gennem mange år. Efter et misbrug af LSD over nogle måneder vil de fleste ophøre med indtagelsen p.g.a. fysisk udmattelse eller psykiske problemer, eller fordi de ikke længere bryder sig om rusen.
Psilocybin er det aktive stof i en stor familie af svampe kaldet spids nøgenhat (Psilocybe semilanceata). De vokser over hele jorden i de områder, hvor klimaet er tempereret. Inden for svampefamilien findes der mindst 30 forskellige arter, som alle har et varierende indhold af psilocybin. Ligeledes er mængden af psilocybin i den enkelte art forskellig afhængig af vækstbetingelserne.
Svampene indtages ved spisning og smager ikke godt. Da indholdet af psilocybin i svampene varierer meget, er det forskelligt hvor mange svampe, der skal indtages for at blive ruspåvirket. Ydermere kan rusen være svær at styre, fordi der kan gå op til én time, før fuld virkning er opnået.
Psilocybinrusen indledes ikke sjældent med et ildebefindende, hvor man har mavesmerter og opkastning. Denne reaktion er antagelig en afværgemekanisme fra maven, som også er kendt i andre sammenhænge. Mange har f.eks. prøvet at kaste op, hvis de hurtigt har indtaget en større mængde alkohol. Maven reagerer således på adskillige giftstoffer ved at udløse opkastning, hvilket må betragtes som hensigtsmæssigt.
Psilocybin virker ved at binde sig agonistisk til serotonin-receptorer i CNS. Disse findes spredt i hele hjernen, men ses med specielt høje koncentrationer i hippocampus, hypothalamus og det limbiske system. Derudover findes der serotonin-receptorer i den forlængede rygmarv og i selve rygmarven, hvor funktionen af serotonin er at blokere for frigivelsen af substans P, Opioiderens fysiologiske virkninger.
I diskrimineringsforsøg med rotter kan dyrene ikke kende forskel på psilocybin og LSD. Dette udnyttes på det illegale marked, idet man dypper alle mulige andre svampearter i en vandig opløsning af LSD og derefter sælger dem under falsk varebetegnelse som psilocybinsvampe.
Rusens fysiologiske virkninger omfatter tørhed i munden, pupillerne udvider sig, ligesom der ikke sjældent ses ufrivillig gaben. Motorisk bliver man rastløs med dårlig kontrol af de viljestyrede muskelbevægelser i arme og ben.
Psykisk indtræder der en tilstand præget af drømmeagtige oplevelser, hvor lyd og lys skifter karakter. Tiden går i stå, og rumoplevelsen ændres, idet tingene omkring én kan opleves, som om de skifter størrelse og form. Lyde bliver forvrænget, og farver kan blive voldsommere. Man mister dømmekraften og oplevelser at kunne foretage overnaturlige handlinger. Troen på at kunne flyve, stoppe biler og andre Supermand-fantasier har haft alvorlige konsekvenser. Endelig ses en øget risiko for selvmord.
De fysiske og psykiske ændringer, der indtræder under rusen, bliver af nogle opfattet som behagelige og spændende. Andre derimod kan opleve rusen som skræmmende og angstprovokerende. Efter rusen føler man sig udmattet og kan i nogle situationer ikke huske, hvad man har foretaget sig.
Misbrug af psilocybin er begrænset til den periode i ungdommen, hvor det forbudte og farlige skal prøves. Egentlige misbrugere af psilocybin ses ikke, fordi rusen for det første er svær at styre og for det andet ikke er behagelig. De fleste prøver stoffet én eller to gange og holder derefter op.
PCP også kaldet »englestøv« er så vidt vides, aldrig blevet beslaglagt af politiet i Danmark.
PCP adskiller sig på en lang række punkter fra de andre hallucinogener. En væsentlig forskel er, at forsøgsdyr vil selvmedicinere sig med stoffet.
PCP opfattes som et hallucinogen, selv om rusen ikke er specielt præget af disse symptomer. Derimod giver rusen en lang række andre psykotiske symptomer. Man føler sig forfulgt, bliver bange, kan være i tvivl om, hvem man selv er, mister dømmekraften og kan blive voldelig eller selvmordstruende. Billedet minder meget om den alvorlige psykiske sygdom skizofreni. Brugen af PCP har givet anledning til en betydelig forskning i håb om at få en bedre forståelse af skizofreni og dens årsager. Sygdommen er meget udbredt verden over – i Danmark har vi ca. 16.000 tilfælde.
Inddelingen af rusmidler i forskellige grupper giver anledning til en vis forvirring. I nogle bøger omtales ecstasy f.eks. som et hallucinogen og i andre som et centralstimulerende stof. De kriterier, stofferne inddeles efter, kan således enten være deres rusvirkning, molekylestruktur eller hvordan de biologisk virker i CNS.
Tabellen viser rusmidlernes inddeling ud fra deres biologiske virkning på receptorerne i CNS.
7-helix-receptor Ion-kanal-receptor |
||
Transport-protein-receptor |
||
[Forside] – [Indhold] – [Top] – [Forrige afsnit] – [Næste afsnit]
Sundhedsstyrelsen Version 1.0 den 15. marts 2000
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk/
Copyright (c)
Sundhedsstyrelsen
