Frivillige et nødvendigt supplement

Workshopindlæg ved Susanne Berner, leder af aktivitetshuset Husmandsstedet, Årslev Kommune

En væsentlig styrke hos de frivillige er, at de har god tid til den enkelte og at de kan dække nogle af de tidspunkter, hvor det offentlige system holder lukket. Selvhjælpsgrupper og hjælp til at styrke det personlige netværk er nogle af de tilbud, som karakteriserer det frivillige arbejde. Men for at kunne fungere, har de frivillige organisationer brug for støtte fra det professionelle system.

Det er vigtigt at klargøre, hvad der adskiller de frivillige tilbud fra de professionelle. I systemet kender man nogenlunde varen. Man ved, at lægen, socialrådgiveren, psykologen har en bestemt uddannelse og kompetence. I den frivillige verden står det ikke på døren, hvad man går ind til. Tilbuddene er mangeartede, og brugernes forventninger lige så forskellige.

Det er ikke de frivilliges opgave at sikre de nødvendige tilbud om støtte. De frivillige skal ikke gøre, men være, selvom de selvfølgelig kan medvirke til at løse den enkeltes problemer. De frivillige kan være sammen med den person, som søger hjælp - stå bi, som vi sagde før i tiden. Og det er netop her, at en væsentlig styrke hos de frivillige organisationer ligger. De har meget mere tid til den enkelte, og de kan dække nogle af de tidspunkter, hvor det offentlige hjælpesystem ikke tilbyder hjælp.

Udover at kunne tilbyde denne hjælp, skal de frivillige også kende til de øvrige steder - offentlige såvel som frivillige - hvor personen kan få yderligere hjælp og støtte.

Selvhjælpsgrupper for pårørende

Over for pårørende til mennesker, der har forsøgt selvmord, kan det være relevant at tilbyde en selvhjælpsgruppe, fordi det giver mulighed for at udveksle erfaringer med andre i samme situation. Derved sker der for den enkelte en almengørelse af vedkommendes situation, som ellers ofte af personen selv opfattes som enestående.

Når man opretter en selvhjælpsgruppe er der en række forhold, som er vigtige at huske:

Der skal være en igangsætter, som kan sørge for at udarbejde nogle spilleregler for gruppens funktion.
Der skal tales om tavshedspligt i gruppen (hvad det betyder, og hvordan man praktiserer det).
Der skal laves klare aftaler vedrørende afbud til møderne og udtræden af gruppen.
Der skal fastlægges en samtale- og mødekultur. Man kan aftale at tale i runder, eller at en ad gangen er "på". Det er vigtigt, at gruppens medlemmer får en fælles forståelse af, at man lytter til hinanden uden at overtage historien.
Gruppens medlemmer må ikke udøve terapi eller missionere for egne sandheder.
Det er nødvendigt, at alle er i stand til at bære, at andre i gruppen bliver kede af det.
For de frivillige er det meget vigtigt at have information om, hvor de selv kan få hjælp, når de kommer i tvivl om det, de gør. De skal desuden kende til, hvilke krisesymptomer, der kræver professionel hjælp. Desuden bør de frivillige, der leder grupperne, have professionel supervision.

Styrkelse af det personlige netværk

Også over for efterladte efter selvmord kan en selvhjælpsgruppe give en nødvendig støtte, men her bliver styrkelse af personens netværk også vigtigt. Dette for at forebygge "enkepesten", som består i, at ingen tør omgås den efterladte, fordi de har svært ved at forholde sig til vedkommendes situation og er bange for at komme til at sige noget forkert.

Disse netværksaktiviteter går ud på at hjælpe personen til at skabe nye kontakter og indgå i et fællesskab. Hvordan det præcist skal foregå, afhænger naturligvis meget af, hvad personen er interesseret i og selv kan bidrage med.

Mennesker, som har mistet en nærtstående ved selvmord har, udover at de føler sig alene, ofte en følelse af skyld eller af ikke at være god nok. De vil ofte føle, at der var noget, de skulle have gjort eller ikke gjorde godt nok.

At få værdi igen, at mærke, at man kan bidrage med noget og deltage i et samspil med andre, er et dybt menneskeligt behov. Det er vigtigt at have venner, og det er netop noget som efterladte efter selvmord kan miste.

Professionel opbakning

For at det frivillige arbejde kan fungere, er det desuden vigtigt, at det professionelle system bakker de frivillige op. Det er således vigtigt, at de frivillige

ved, hvor de kan få hjælp
ved, hvortil i det professionelle system de kan henvise folk
har adgang til professionel supervision
har mulighed for egenterapi for at undgå at brænde ud
får den økonomiske støtte, som muliggør disse foranstaltninger.

De frivillige tilbud skal være synlige, og det skal klart fremgå, hvad de kan og ikke kan. De frivillige tilbud er fleksible og kan matches med den enkelte person, der søger hjælp. De frivillige har både styrker og begrænsninger i forhold til det professionelle system. Gør man sig dem klart, og gives de frivillige den fornødne støtte, kan de udgøre et værdifuldt supplement til det professionelle behandlingssystem.

Referat af debatten om tilbud til efterladte og pårørende

Debatten centrerede sig om, hvad der skal til for at opfange de pårørende og efterladte.

Skal der være flere tilbud til pårørende/efterladte?
Kræver det opsøgende arbejde?
Eller er det tilstrækkeligt med generel information, fx pjecer på biblioteker?

En deltager pegede på, at tilbuddene i et vist omfang skal være skræddersyet til forskellige målgrupper.

Kolding Selvhjælp berettede om deres succes med at give støtte til selvmordstruede og deres pårørende. I et treårigt projekt dannede de selvhjælpsgrupper for unge. De gjorde meget ud af at nå de unge selvmordstruede via uddannelsesstederne og erhvervsvejledningerne på skolerne. Erfaringen var blandt andet, at vil man have kontakt med de 18-26-årige, er det vigtigt at kalde det for hjælp til personlig udvikling og ikke hjælp til selvmordstruede.

Deltagerne i workshoppen konstaterede, at det er nødvendigt med en vifte af tilbud for at matche de forskellige behov. Nogle efterladte/pårørende kan hjælpes via opsøgende arbejde, andre vil have gavn af en pjece, der er tilgængelig på biblioteket. Afgørende for hvilket tilbud der er tilstrækkeligt, er hvor i sorgprocessen/bearbejdelsen de efterladte/pårørende er. Efterladte og pårørende befinder sig i grundlæggende forskellige situationer. Efterladte har mistet og er i en sorg-/krisesituation. Pårørende har brug for hjælp til at finde ud af, hvad de kan gøre her og nu – hvordan de skal reagere for at hjælpe den selvmordstruede.

Det etablerede system har pligt til at interessere sig for de pårørende. Folk i frontlinien (politi, Falck, praktiserende læger m.fl.) bør kunne oplyse efterladte/pårørende om, hvor de kan henvende sig i forbindelse med selvmordsforsøg eller selvmord. Det blev dog påpeget, at det etablerede systems manglende interesse skyldes, at der ikke findes tilstrækkelige tilbud at henvise til.

Registreringen i forbindelse med selvmordsforsøg eller selvmord bør forbedres, så det bliver muligt at identificere eventuelle pårørende/efterladte. Det kan medvirke til, at man kan tilbyde dem kvalificeret hjælp, og en sådan indsats vil være forebyggende, da de pårørende/efterladte udgør en risikogruppe i forhold til selvmord.

Endelig blev der peget på behovet for forskning i nye områder af selvmordsproblematikken, for eksempel:

Hvordan reagerer folk, der finder selvmordere?
Hvorfor er det ofte sådan, at de efterladte ikke ønsker at have noget med det etablerede system at gøre?

Referencegruppen til forebyggelse af selvmordsforsøg og selvmord Version 1 den 1. december 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk/publ/publ1999/selvmord/default.htm
Copyright (c) Sundhedsministeriet, Socialministeriet