Bilag B. Toksikologisk baggrund
B.1 Chlorholdige pesticider
B.1.2 Hexachlorcyclohexan (HCH)
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Gå til bund] [Forrige dokument] [Næste dokument]
Hexachlorcyclohexan findes som en række isomere forbindelser. Lindan (g-HCH) er det mest anvendte insektmiddel, mens et andet tidligere anvendt middel (teknisk HCH) indeholder a-, ß-,d-, og g-HCH. ß-HCH er langt den mest persistente isomer og derfor den HCH-isomer, der overvejende findes i modermælk. Hvad angår toksikologiske undersøgelser, er lindan langt det bedst undersøgte, hvorfor det omtales her.
Lindan (g-HCH)
Lindan er senest vurderet af FAO/WHO's ekspertgruppe JMPR (FAO/WHO Joint Meeting on Pesticide Residues) i 1997, hvor en midlertidig ADI på 0,001 mg/kg legemsvægt blev fastsat med baggrund i et NOAEL på 0,5 mg/kg legemsvægt/dag for effekter på leveren (10). Med 1,55 mg/kg legemsvægt/dag sås toksicitet både i lever og nyrer. Effekten på nyrerne i hanrotter skyldes binding til et særligt proteinstof, som ikke findes hos mennesker, og har ingen relevans for den toksikologiske vurdering. Den anvendte usikkerhedsfaktor var 500. Ved tidligere vurderinger blev NOAEL anset for at være 0,75 mg/kg legemsvægt/dag i rotter og 1,6 mg/kg legemsvægt/dag i hunde (11,12).
Lindan er neurotoksisk i forsøgsdyr i høje doser (13).
Lindan har ikke vist teratogen effekt i mus, rotter, hunde, og svin. Fostertoksisk effekt er set med doser, som samtidigt er toksiske for moderdyrene (10 mg/kg legemsvægt/dag og højere). 5 mg/kg legemsvægt/dag anses for at være et NOAEL. I et 3-generationsforsøg i rotter havde lindan ingen effekt på reproduktionsparametre med doser op til 5 mg/kg legemsvægt/dag. Med 2,5 mg/kg legemsvægt/dag sås leverforandringer, indikative for enzyminduktion, i ungerne fra 3. generation. NOAEL i denne undersøgelse var 1,25 mg/kg legemsvægt/dag. Når lindan indgives til drægtige mus på forskellige tidspunkter i drægtighedsperioden (3,6-10,4 mg/kg legemsvægt/dag), ses reproduktionsvanskeligheder og fostertoksicitet. Effekten kunne delvis imødegås ved samtidig administration af østrogen, mens progesteron ikke havde nogen effekt. Når både østrogen og progesteron blev indgivet sammen med lindan i den tidlige drægtighedsperiode, var ungernes udvikling normal (14). Lindan har også anti-østrogen effekt i hunrotter, men ændrer ikke serum-koncentrationen af østradiol og interfererer ikke med østrogenreceptoren (15). Undersøgelser i hanrotter har vist toksisk effekt på testiklernes testosteronproducerende væv (16), og hanrotter født af mødre, der fik en høj dosis lindan under drægtigheden, havde nedsat seksuallyst og nedsat testosteron, uden at dette dog havde indflydelse på reproduktionsevnen (17).
Lindan har induceret adenomer (godartede tumorer) i leveren fra mus, især i hanmus, efter høje doser i langtidsstudier. Lindan har ikke øget forekomsten af levertumorer i rotter (12).
Lindan havde en immunosuppresiv effekt i mus i doser fra 0,012 til 1,2 mg/kg legemsvægt/dag i 24 uger. ATSDR har anvendt dette LOEL (laveste observerbare effekt niveau) til at foreslå et Minimal Risk Level på 0,00001 mg/kg legemsvægt/dag (13).
ß-Hexachlorcyclohexan (ß-HCH)
ß-HCH er den mest persistente HCH-isomer, hvorfor det primært er denne, der opkoncentreres i fødekæderne og i modermælk. Stoffet er dog langt mindre grundigt undersøgt end lindan.
Der er ikke blevet fastsat ADI (JMPR) eller RfD (US EPA) for ß-HCH.
Leveren er det mest følsomme organ for ß-HCH. I rotter ses leverforandringer og enzyminduktion efter doser på 2,5 mg/kg legemsvægt/dag i 90 dage. Efter 12,5 mg/kg legemsvægt/dag er der rapporteret om testikelatrofi i hanrotter, men forandringer i hormonniveauer viste ingen konsistente tegn på endokrine effekter.
Der sås ingen effekter efter 0,1 mg/kg legemsvægt/dag. I langtidsundersøgelser er der set leverforstørrelse og forandringer efter 0,5 mg/kg legemsvægt/dag (18).
I et 2-generationsstudie i rotter sås effekter på forældredyrenes lever. Der sås ingen effekt på reproduktionen efter 0,1 mg/kg legemsvægt/dag, mens 0,5 mg/kg legemsvægt/dag resulterede i øget dødelighed og infertilitet. I forældredyrene, som fik 2,5 mg/kg legemsvægt/dag, sås nedsat vægt af ovarier og øget vægt af binyrer og uterus hos hunner. I hanner var der et nedsat antal Leydig celler i testiklerne (13,18).
En svag østrogenlignende effekt er beskrevet i hunmus og -rotter. Effekten sås i uterus, og der var ingen klar effekt på endokrine kontrolsystemer. Virkningsmåden er uklar, og ß-HCH bindes ikke til østrogenreceptoren (13,18).
Marginalt leverkræftfremkaldende effekt er observeret i 2 musestammer (18).
ATSDR (13) har foreslået et Minimal Risk Level på 0,0006 mg/kg legemsvægt/dag med basis i et LOAEL (lavest oberverbare negative effekt niveau) på 0,18 mg ß-HCH/kg legemsvægt/dag for let leverpåvirkning i rotter i 13 ugers fodringsforsøg.
Heptachlorepoxid er en stabil metabolit af heptachlor.
Heptachlorepoxid blev vurderet af JMPR i 1991, og der blev fastsat en ADI på 0,0001 mg/kg legemsvægt for summen af heptachlor og heptachlorepoxid (19). US EPA har fastsat en RfD for de ikke-carcinogene effekter af heptachlorepoxid på 0,000013 mg/kg legemsvægt/dag baseret på et laveste effekt niveau på 0,0125 mg/kg legemsvægt/dag i et 60-ugers kronisk fodringsforsøg i hunde. Effekten, der blev set, var en øget relativ levervægt i både hanner og hunner. Usikkerhedsfaktoren var 1000 (20).
I et 2-generationstudie i hunde fandtes NOAEL til 0,025 mg/kg legemsvægt/dag. Med 0,075 mg/kg legemsvægt/dag sås effekter på ungernes lever. Efter 0,175 mg/kg legemsvægt/dag sås nedsat overlevelse af unger. I et 3-generationsstudie i rotter var NOAEL 0,25 mg/kg legemsvægt/dag. Med 0,5 mg/kg legemsvægt/dag var der forøget dødelighed blandt ungerne (20).
Heptachlorepoxid har induceret levertumorer i to musestammer. I rotter er der ikke set signifikant øget leverkræft efter heptachlor (19).
De fleste undersøgelser har vist, at heptachlorepoxid ikke er genotoksisk (19).
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Top] [Forrige dokument] [Næste dokument]
Sundhedsstyrelsen Version 1.1 den 16. november 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk/publ/publ1999/modermaelk/
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen, 1999