Bilag A. Omtale af stoffer
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Gå til bund] [Forrige dokument] [Næste dokument]
Hexachlorbenzen (HCB) har svampedræbende egenskaber, men har formodentligt aldrig været anvendt som bekæmpelsesmiddel i Danmark. Det kan derimod forekomme som en kemisk urenhed i andre chlorholdige bekæmpelsesmidler og industrikemikalier og kan dannes ved forbrændingsprocesser. HCB blev indtil starten af 1970'erne anvendt i en række lande til bejdsning af såsæd for at bekæmpe svampeangreb.
Hexachlorcyclohexan (HCH) forekommer i forskellige isomere former, hvoraf a-HCH, ß-HCH og g-HCH er de vigtigste. I Danmark har det langt overvejende været g-HCH under handelsnavnet lindan, der har været anvendt som insektmiddel. Teknisk-HCH, som indeholder alle 3 isomerer, har imidlertid tidligere været udbredt anvendt i mange andre lande. Den insekticide virkning skyldes udelukkende lindan, som blev introduceret som insektmiddel til erstatning for DDT. Lindan har været anvendt i Danmark indtil midten af 1990'erne.ß-HCH er den mest persistente af HCH-isomererne og den form, der primært forekommer i modermælk. Foruden at være en bestanddel af teknisk-HCH forekommer ß-HCH som urenhed i lindan.
Heptachlorepoxid er et insektmiddel. Det er også et omdannelsesprodukt af et andet insektmiddel, heptachlor. Ingen af disse anvendes i Danmark. Stofferne blev tidligere udbredt anvendt i USA, men anvendelserne er nu stærkt begrænsede.
Dieldrin er et insektmiddel, hvis anvendelse allerede blev kraftigt begrænset i Danmark i 1960'erne. Op til 1980'erne blev mindre mængder anvendt som træbeskyttelsesmiddel og til insektbekæmpelse med lakker, som påstryges adgangsveje for krybende insekter.
DDT (p,p'-dichlordiphenyltrichlorethan; p,p'-DDT) er et insektmiddel, som tidligere blev brugt i store mængder til at beskytte afgrøder og husdyr. DDT-anvendelsen blev kraftigt indskrænket i de fleste industrilande omkring 1970. I Danmark har det efter forbudet i 1969 mod anvendelse i landbruget været brugt i små mængder i havebrug og i forbindelse med dyrkning af nåletræer, hvor man ved udplantning af de små træer har dyppet træernes rodnet i en DDT-opslemning for at beskytte mod skadedyrsangreb. DDT og DDE kan derfor herhjemme findes som afgrænsede jordforureninger i tilknytning til gartnerier og skovdrift. DDT har også været brugt til lusebekæmpelse (chlorfenotansprit) frem til begyndelsen af 1980'erne. DDT anvendes fortsat i store mængder i visse udviklingslande til bekæmpelse af malaria. Handelsproduktet DDT indeholder 75-80% p,p'-DDT, mens o,p'-DDT kan udgøre 10-25%.
Det er overvejende omdannelsesproduktet (metabolitten) p,p'-DDE, der opkoncentreres i fødekæderne og menneskers fedtvæv. DDE er mere persistent end DDT, og forholdet mellem DDT og DDE kan således give et indtryk af, om en forurening skyldes aktuel eller historisk anvendelse af DDT.
Danskernes belastning med disse stoffer vil i dag være knyttet til deres tilstedeværelse i importerede levnedsmidler og foderstoffer samt eventuelle tilbageværende stabile mængder i det danske miljø hidrørende fra tidligere anvendelser, og for HCB's vedkommende også fra nuværende forbrændingsprocesser. Hertil kommer, at disse stoffer kan transporteres over store afstande i luften. Således er det vist, at fordampning af stofferne i varmere lande, hvor de eventuelt fortsat anvendes, kan føre til, at de transporteres til de nordlige, koldere egne, hvor de fortættes og forurener miljøet.
PCB har siden 1929 været anvendt i en lang række produkter, især elektriske artikler, hydrauliske væsker og transformere, på grund af deres isolerende evne mod elektricitet og varme. PCB er blandinger af 209 beslægtede stoffer (congenere) (se bilag A.3), og blandingernes sammensætning bestemmer de tekniske egenskaber. De er fedtopløselige, og nogle PCB opkoncentreres i fødekæderne. Siden 1986 har ingen nye produkter indeholdende PCB været tilladt i Danmark, og fortsat anvendelse har kun været tilladt, dersom der var tale om lukkede systemer. Der er fastsat regler for bortskaffelse af PCB-holdigt materiale.
De 75 PCDD og 135 PCDF, populært kaldet "dioxiner"2, produceres ikke kommercielt, men dannes ved forbrænding, fx af husholdningsaffald, hospitalsaffald, kemikalieaffald og spildevandsslam, ved skovbrande, i bilmotorer og i metalindustrien, samt i en række industrielle processer, hvor der anvendes chlor, fx chlorblegning af papir og fremstilling af chlorholdige kemikalier. En nyopdaget kilde er krematorier. Nogle af dioxinerne er særdeles miljøpersistente og opkoncentreres i fødekæderne og menneskers fedtvæv. Nogle af dioxinerne hører til blandt de mest toksiske kemiske stoffer, der kendes.
2 "Dioxiner" anvendes i denne rapport samlet for dioxiner (PCDD) og furaner (PCDF).
Kviksølv er et giftigt metal og et af de miljøfarligste tungmetaller. Stoffet har og har haft en række kommercielle anvendelser, fx som elektrode i chloralkali industrien, i tandfyldninger, elektrisk udstyr og måleinstrumenter (termometre).
Forbrænding af husholdnings- og industriaffald er en vigtig kilde til udledning af kviksølv til miljøet. En stor del af det kviksølv, som forekommer i miljøet, menes at stamme fra naturlige processer, som fx vulkanudbrud.
Selen er et essentielt spormineral for mennesker. Selen spiller en vigtig rolle i organismen ved at indgå i proteiner og enzymer, som opfanger og uskadeliggør reaktive iltforbindelser. Selen forekommer i forskellige former (specier), fx selen, selenit, selenat og selenomethionin. Hovedkilderne til menneskers indtagelse af selen er kornprodukter, kød, mælkeprodukter, æg og fisk. Selenomethionin menes at være den vigtigste selenforbindelse i fødevarer, selvom den nuværende viden om selenspeciering er begrænset.
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Top] [Forrige dokument] [Næste dokument]
Sundhedsstyrelsen Version 1.1 den 16. november 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk/publ/publ1999/modermaelk/
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen, 1999