5. Amme- og kostrådgivning
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Gå til bund] [Forrige dokument] [Næste dokument]
Undersøgelserne har vist, at der fortsat er en uønsket belastning med chlorholdige pesticider, PCB, dioxiner og kviksølv i danske kvinders mælk. Som nævnt giver resultaterne fortsat anledning til at anbefale at støtte og fremme amning, da amning, som dokumenteret ved flere undersøgelser, er forbundet med betydelige fordele for spædbarnets udvikling, som langt overstiger eventuelle skadelige virkninger.
Det vurderes ligeledes, at belastningen hos langt hovedparten af danske kvinder ikke udgør en målelig sundhedsmæssig risiko for fostret og dets udvikling. Den sikkerhedsmargin, der generelt er til stede, primært hvad angår belastningen med PCB, dioxiner og kviksølv, er imidlertid langt mindre, end der normalt vil kræves for menneskers belastning med kemiske stoffer. Det betyder, at der vil kunne være piger og kvinder, der som følge af en meget ensidig, langvarig og høj indtagelse af kød, mejeriprodukter og/eller fede fisk, og/eller erhvervsmæssig udsættelse kan have oparbejdet en kropsbelastning, som nærmer sig et kritisk niveau.
De chlorholdige pesticider, PCB og dioxiner forekommer i fedt fra husdyr, fjerkræ og fisk, mens hovedbelastningen med methylkviksølv især menes at stamme fra visse fiskearter såsom tun, sværdfisk og hajarter. Der anses ikke for berettiget at fremkomme med specifikke kostråd rettet mod piger og kvinder i den fødedygtige alder. Men der er anledning til med øget styrke at gøre opmærksom på, at hvis Fødevaredirektoratets kostråd om generelt at nedsætte indtagelsen af fedt - og øge indtagelsen af frugt og grønt - følges, vil dette også bevirke en nedsat kropsbelastning med chlorholdige pesticider, PCB og dioxiner.
Specifikt hvad angår indtagelsen af fisk, anses Fødevaredirektoratets anbefaling af 1-2 fiskemåltider om ugen, varierende mellem fede og magre fisk, fuldt ud at beskytte kvinder mod at oparbejde kritiske belastninger med PCB, dioxiner og kviksølv. Hertil kommer, at Fødevaredirektoratet i sine anbefalinger om indtagelse af fisk gør opmærksom på, at et højere indtag end det anbefalede dels ikke ser ud til at have yderligere sundhedsgavnlige effekter, dels alt andet lige vil øge belastningen med ovennævnte stoffer, især hvis indtagelsen er koncentreret om fede fisk. Der kan være behov for at gentage disse kostråd over for målgruppen og pege på, at en kraftigt øget indtagelse af kød, mejeriprodukter og/eller fede fisk, ud over at udgøre en øget sundhedsmæssig risiko pga. for høj fedtindtagelse, også alt andet lige fører til øget belastning med disse stoffer.
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Top] [Forrige dokument] [Næste dokument]
Sundhedsstyrelsen Version 1.1 den 16. november 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk/publ/publ1999/modermaelk/
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen, 1999