4. Toksikologisk vurdering
4.3 Kviksølv
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Gå til bund] [Forrige dokument] [Næste dokument]
Centralnervesystemet er det kritiske målorgan efter langtidseksponering for kviksølv. Effekten på voksne adskiller sig både kvalitativt og kvantitativt fra de effekter, der ses hos børn eksponeret før fødslen og muligvis tidligt efter fødslen, og epidemiologiske og kliniske undersøgelser viser, at fosteret er langt mere følsomt end det voksne individ.
Effekter på indlæring og adfærd ses i forsøgsdyr med langt lavere eksponeringsniveauer af methylkviksølv end af andre kviksølvforbindelser. Ekstrapolation af data fra en forgiftningsulykke i Irak indikerer, at forekomsten af forsinket motorisk udvikling hos barnet var højere end baggrundsfrekvensen ved koncentrationer på 10-20 µg/g i moderens hår (40). Et gennemsnit for forskellige modelberegninger foretaget af den amerikanske miljøstyrelse (US EPA) vedrørende forgiftningsulykken er fundet til 11 µg/g i moderens hår (41).
WHO har fastsat en provisorisk tolerabel ugentlig indtagelse (PTWI) for total- kviksølv på 300 µg per person (5 µg/kg legemsvægt) for voksne (42) og en PTWI for methylkviksølv på 200 µg per person (3,3 µg/kg legemsvægt) (43). I denne PTWI er der inkluderet en usikkerhedsfaktor på 6-10 for voksne. På grund af mulige effekter på børn (i fosterstadiet og lige efter fødsel) gjorde WHO i 1990 opmærksom på, at der ikke er nogen sikkerhed indbygget for gravide (dvs. for fostret) og for kvinder, som ammer deres børn (dvs. for det diende barn). WHO nævner, at koncentrationer på 10-20 µg/g i moderens hår under graviditeten medfører risiko for, at neurologiske symptomer og forsinket udvikling kan forekomme hos 5% af børnene, og anfører, at det ikke kan udelukkes, at effekter på adfærd og indlæringsevne, som kun kan måles i psykologiske og adfærdsmæssige test, kan forekomme hos børn født af mødre med lavere koncentrationer af methylkviksølv i håret.
Den amerikanske miljøstyrelse har for nylig foreslået en RfD for methylkviksølv på 0,1 µg/kg legemsvægt/dag, svarende til 1,1 µg/g hår, med det formål også at beskytte den gravide og hendes foster (41).
En igangværende undersøgelse på Seychellerne har indtil nu ikke fundet klar sammenhæng mellem fostrets eksponering for methylkviksølv via moderens fiskekonsum (målt som indhold af methylkviksølv i håret) og barnet udvikling (44-46). I undersøgelsen er børnene indtil nu blevet undersøgt efter 6, 19, 29 og 66 måneder. Kviksølvindholdet i mødrenes hår under graviditeten var i gennemsnit 5,9 µg/g (0,5 - 26,7 µg/g). Derimod har en undersøgelse af færøske børn i 7-års alderen for sammenhæng mellem methylkviksølvs indhold i navlestrengsblod og mødrenes hår ved fødslen og børnenes adfærds- og indlæringsmæssige udvikling vist en negativ sammenhæng mellem kviksølvkoncentrationen og adskillige neuropsykologiske parametre, mest udtalt omkring sprog, opmærksomhed og hukommelse (37). Sammenhængen var stadig til stede, selv om de 15% af børnene, hvis mødre havde hårkoncentrationer større end 10 µg/g, blev udeladt. Den statistiske analyse pegede på, at en fordobling af kviksølveksponeringen måske kan medføre en 2 måneders forsinkelse i udviklingen af adskillige af funktionerne. Selv om kviksølv overføres med modermælken til spædbarnet, fandtes længere ammeperiode at være forbundet med en hurtigere motorisk udvikling. Også for methylkviksølv er det således især eksponeringen in utero, der er risikabel.
I de danske modermælksprøver blev der i gennemsnit fundet 0,32 ng kviksølv/g mælk bestemt som total-kviksølv. Hvis det antages, at et spædbarn indtager 150 g (ml) modermælk per kg legemsvægt/dag, ville dette svare til en daglig indtagelse på 48 ng kviksølv/kg legemsvægt eller 336 ng kviksølv/kg legemsvægt om ugen.
Ved at sammenligne med PTWI for kviksølv på 5 µg/kg legemsvægt/uge, som dog ikke gælder for spædbørn, forekommer det, at der er tale om en rimelig stor sikkerhedsmargin i forbindelse med amning, også selvom nervesystemet må anses for at være mere følsomt hos spædbørn end hos ældre børn og voksne. WHO har udsat en endelig revision af methylkviksølv til 2001.
Danske konsumfisk indeholder kviksølv i mængder, der kun i sjældne tilfælde overstiger de eksisterende maksimalgrænseværdier på 0,3-1,0 mg kviksølv per kg fisk, afhængigt af fiskeart. De største kviksølvindhold findes i rovfisk som visse hajarter, sværdfisk og tunfisk. Det er velkendt, at kviksølvindholdet i de på Færøerne traditionelt spiste grindehvaler er særligt højt, ca. 2 mg/kg i gennemsnit. I danskernes samlede kost udgør fisk den største enkeltkilde til indtagelse af kviksølv med ca. 25% af den samlede indtagelse. Denne er aktuelt beregnet til gennemsnitligt 35 µg per uge og for 95% af befolkningens vedkommende mindre end 63 µg per uge. Indtagelse af 35 µg methylkviksølv per uge estimeres at ville svare til et indhold i håret på 1,1 µg/g.
Indholdet af kviksølv i blodprøver fra de 40 danske mødre blev generelt målt til 0,5-2 µg/L, med en enkelt høj prøve på 9,18 µg/L. Dette formodes at svare til koncentrationer generelt mellem 0,125 og 0,5 µg kviksølv/g i håret, med en enkelt høj prøve på 2,3 µg/g. Dette er generelt lavere end de koncentrationer, der blev fundet i undersøgelserne på Seychellerne og Færøerne. Det gennemsnitlige indhold i mødrenes hår på Færøerne, hvor der blev rapporteret om sammenhæng mellem kviksølvkoncentrationen og en svagt forsinket udvikling i visse neuropsykologisk færdigheder, blev bestemt til 4,3 µg/g, og 15% af mødrene havde mere end 10 µg/g hår. Hovedparten af de danske analyser svarer også til et niveau, der ligger lavere end EPA's RfD.
Undersøgelserne af kviksølvindholdet i danske mødres modermælk giver ikke anledning til at ændre de hidtidige anbefalinger om at støtte og fremme amning.
Analyserne af kviksølvindholdet i blodet viser, at niveauet hos danske kvinder generelt ligger lavere end på Færøerne, og at der med den nuværende viden ikke er grund til at antage, at kviksølvforureningen udgør en markant og målbar risiko for udviklingen af fostrets nervesystem. Dette udelukker dog ikke, at der hos enkelte personer, fx med erhvervsmæssig udsættelse eller ensidigt konsummønster, kan være tale om en forøget risiko.
Selen er et essentielt spormineral for mennesker. Det spiller en vigtig rolle i organismen ved at indgå i proteinstoffer, som opfanger og uskadeliggør reaktive iltforbindelser. Selen angives at nedsætte toksiciteten af en række metaller såsom kviksølv, cadmium, bly, sølv, kobber og arsen (47).
Selenmangel menes at kunne spille en rolle ved udvikling af forskellige degenerative sygdomme. Således menes selenmangel at bidrage til degenerative forandringer i hjertemuskulaturen, som er set i mennesker i et område i Kina, hvor indtagelsen af selen er ekstremt lav. Sygdommen rammer især småbørn og gravide kvinder, der har selenkoncentrationer i blodet, som er lavere end 10 µg/L. Ud fra undersøgelser fra Kina anses menneskers minimale behov for selen at være 15-20 µg/dag. I Danmark anbefales en daglig indtagelse af 50 µg selen for voksne (48).
Meget høje, daglige doser af selen er akut giftige for mennesker. Med hensyn til kroniske effekter er der set tab af hår og negle, misfarvning af huden, udvikling af dårlige tænder og symptomer fra centralnervesystemet efter lang tids daglig indtagelse af doser større end 1,26 mg selen. NOAEL for symptomer på selenforgiftning angives til 0,85 mg selen per dag. Den modsvarende koncentration i blodet er angivet til 1,0 mg/L. Der er ikke fundet sammenhæng mellem eksponering for selen og øget kræftrisiko. Tværtimod synes eksponering for selen inden for visse, lavere dosisområder at have en hæmmende effekt på udviklingen af forskellige kræftformer (48).
De koncentrationer af selen, som i denne undersøgelse er fundet i blod og modermælk, giver ikke anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder, hverken for moder eller barn, og som nævnt ovenfor vil selen antagelig kunne nedsætte toksiciteten af kviksølv.
På trods af indholdet af disse uønskede forureninger i modermælk er der ikke anledning til at ændre de hidtidige anbefalinger om at fremme og støtte amning. Som dokumenteret ved flere undersøgelser er amning forbundet med betydelige fordele for spædbarnets udvikling, som langt overstiger eventuelle skadelige virkninger.
Med hensyn til en eventuel påvirkning af fostrets udvikling som følge af moderens kropsbelastning med disse stoffer må det konstateres, at den sikkerhedsmargin, der normalt tilstræbes for menneskers udsættelse for kemiske stoffer, ikke er til stede for belastningen med PCB, dioxiner og kviksølv. Ud fra gennemsnitsbetragtninger vurderes det, at kropsbelastningen hos langt hovedparten af danske kvinder ikke vil have målbare sundhedsmæssige konsekvenser for fostrets udvikling. Det kan imidlertid ikke afvises, at der kan være kvinder, der som følge af et langvarigt, ensidigt kostmønster med høj indtagelse af kød, mejeriprodukter og/eller fede fisk og/eller erhvervsmæssig udsættelse, kan have oparbejdet en så høj kropsbelastning, at det nærmer sig et niveau, hvor subtile effekter kan optræde.
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Top] [Forrige dokument] [Næste dokument]
Sundhedsstyrelsen Version 1.1 den 16. november 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk/publ/publ1999/modermaelk/
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen, 1999