Forebyggelse af omskæring af piger

Kapitel 5
Sagsbehandlere

Kapitel 5
Sagsbehandlere

Alle former for omskæring af piger er forbudt i Danmark, og det er strafbart både for de personer, der foretager omskæring, og for dem, der medvirker dertil, jf. kap. 4, "Lovregler m.v.". Ifølge Lov om social service bør sagsbehandleren oplyse om dette, eftersom omskæring er en tradition, der fortsat er tilladt i Somalia. Ukendskab til dansk lovgivning fritager ikke en person fra at blive straffet, hvis han eller hun har overtrådt loven.

Selv om omskæring er tilladt i Somalia, er det også der et stærkt omdiskuteret emne. Siden 1970’erne er omskæring med mellemrum blevet diskuteret. I 1987 iværksatte regeringen i Somalia en informationsindsats mod omskæring af piger. På grund af borgerkrigens udbrud nåede den imidlertid ikke rigtig at få nogen effekt. Der er således ikke noget forkert i at tage emnet op i Danmark, selv om der selvfølgelig vil være mange forskellige holdninger til og reaktioner på et generelt forbud især et forbud mod den mildere form, Sunna [se kap. 2, “Kvindelig omskæring”]. Det er en proces, og den kan tage tid.

Asylsøgere, der har opholdt sig på Dansk Røde Kors’ asylcentre, er som udgangspunkt blevet informeret om de danske regler vedrørende omskæring af piger; men det er ikke altid sikkert, at alle har forstået informationen. Mange andre og vigtigere spørgsmål trænger sig på for en asylansøger, og omskæring er så langt fra det emne, der optager personen mest. Man skal være opmærksom på, at familiesammenførte muligvis ikke har fået de nødvendige oplysninger.

Sagsbehandlerens rolle kan være

• at yde almen rådgivning og vejledning til enkeltpersoner og/eller familier. Herunder at oplyse om, at omskæring af piger er forbudt i Danmark,
• at oplyse forældrene om de sundhedsmæssige risici, der er forbundet med omskæring,
• at yde almen rådgivning om sygdom og sundhed samt henvise til relevante behandlingsmuligheder for kvinder, der er omskåret,
• at overveje igangsættelse af kvindegrupper, hvor somaliske kvinder kan diskutere omskæring og/eller henvise til allerede eksisterende grupper/foreninger,
• at sikre sig, at samtalen foregår med respekt for parrets kultur, og at alle informationer er forstået, bl.a. ved at bruge professionel tolk efter behov,
• at handle, hvis der er mistanke om, at et barn er blevet omskåret eller risikerer at blive det.

For at kunne udføre disse opgaver anbefaler Sundhedsstyrelsen, at sagsbehandleren

• har et godt kendskab til baggrunden for omskæring - herunder den sociale og kulturelle sammenhæng - samt hvilke befolkningsgrupper, der har tradition for at udføre indgrebet [se kap. 2, “Kvindelig omskæring”].
  
• ved hvad omskæring er, og hvilke komplikationer det kan medføre,
• har bredt indblik i gruppens kulturelle baggrund - og i familieforhold og opdragelsesmønstre [se kap. 11, “Somalias historie”],
• kan fornemme familiens/ kvindens holdning til omskæring - om den er positiv eller negativ - og være forberedt på eventuelle reaktioner,
• kender årsagerne til forbudet i Danmark [se kap. 4, “Lovregler m.v.”, og bilag 6, “FN’s Konvention om Barnets Rettigheder (1989)”],
• kan orientere om forskelligt oplysningsmateriale - video, foldere, pjecer (se "Litteraturliste"),
• har adgang til supervision/faglig støtte,
• er afklaret om egen holdning,
• har mulighed for at kunne overdrage opgaven til andre, hvis vedkommende ikke synes, at han/hun magter den. Det kan fx være vanskeligt for en mandlig sagsbehandler. Evt. kan henvises til fx sundhedsplejerske eller praktiserende læge,
• afsætter god tid, hvis der skal samtales om emnet.

Som nævnt ovenfor må sagsbehandleren være indstillet på, at han eller hun på et eller andet tidspunkt vil komme i en situation, hvor omskæring bringes på bane. Det kan være som led i en mere formel rådgivning, men måske også i mere ustrukturerede sammenhænge. Det kan være en god huskeregel altid at tale om omskæring i forbindelse med fødsel af en pige og ved rejser ud af landet. Da det følelsesmæssigt kan være et vanskeligt emne at tale om, kan man overveje at etablere støttegrupper/erfaringsgrupper, ligesom det anbefales, at sagsbehandlere, der skal indgå i denne rådgivning, får mulighed for støtte via supervision. Der vil være personer, som slet ikke synes, at de har de fornødne forudsætninger for at tale om omskæring, og de skal have mulighed for at sige fra og henvise til andre. Disse forhold må den enkelte kommune udarbejde retningslinier for.

Når kvindelig omskæring er forbudt i Danmark, skyldes det, at det anses for at være en lemlæstende operation og et brud på FN’s Konvention om Barnets Rettigheder, som Danmark ratificerede i 1991 [se kap. 4.1, “ Dansk lovgivning”, og bilag 6, “FN’s Konvention om Barnets Rettigheder (1989)”].

I samtalen med kvinden/forældrene om forbudet, er det vigtigt at udvise respekt for parrets kultur.

Fremhæv positive forhold som det stærke familiesammenhold, det stærke sociale netværk og den tætte kontakt til børnene. Der bør afsættes god tid til samtalen.

Man skal også være opmærksom på, at mange familier har fravalgt omskæring, og at de familier, der evt. fortsat ønsker omskæring, som oftest foretrækker den mildere form, Sunna. Det er forståeligt, at de med den socialt-kulturelle betydning, som omskæring har for kvindens og mandens placering i samfundet, vil reagere negativt i forhold til et forbud og føle det som et angreb på deres kultur, værdier og normer. En følelse, der ofte vil blive forstærket af de negative oplevelser, der kan være forbundet med at tilhøre en minoritetsgruppe.

Kvinderne har ofte ikke haft mulighed for at tale om deres egen omskæring, deres følelser og eventuelle fysiske ubehag i forbindelse hermed. For nogle kan det være vanskeligt at sætte ord på emnet. Andre kvinder har måske fået skyldfølelse over, at de lod deres døtre omskære.

Nogle mænd vil måske føle sig afmægtige i forhold til deres teenage-døtre, som de synes påvirkes for stærkt af vestlige normer. De oplever, at de helt vil miste kontrollen over pigerne, hvis de ikke er blevet omskåret.

Familier, der lader deres døtre omskære, gør det ofte ud fra en overbevisning om, at det er et religiøst påbud, og tror det er beskrevet i Koranen. Men ifølge islamiske religiøse lærde omtales det intetsteds i Koranen (således som det også fremgår af filmen: "Lad os tale sammen", 1998).

Ifølge reglerne om underretningspligt m.v. for personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, - § 35 i lov om social service (bistandslovens § 19) - har man pligt til at underrette kommunen, hvis man under udøvelse af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller ung person under 18 år har behov for særlig støtte. Det vil sige, at man bør rette henvendelse til de sociale myndigheder, hvis man får mistanke om, at en pige står for at skulle omskæres her eller i udlandet. De sociale myndigheder skal så tage kontakt til forældrene og derefter tage stilling til, om politiet skal involveres.

I det tilfælde, hvor man har en begrundet mistanke om, at et barn er i risiko for at blive taget ud af landet for at blive omskåret, vil det alene være de sociale myndigheder, der vil kunne indstille, at der beskikkes en særlig værge. Men selve afgørelsen træffes af statsamtet.

Hvis barnet er blevet omskåret, er det ligeledes de sociale myndigheder, der skal tage stilling til det videre forløb vedrørende samtale med forældrene og en eventuel anmeldelse.

Brug af tolk

Det er vigtigt, at kommunerne har den nødvendige tolkekapacitet. Man bør helst bruge professionelle kvindelige tolke, og aldrig bruge børn [se kap. 10, “Tolkning”].

Gå til litteraturliste