Kapitel 2
Kvindelig omskæring
Gennem mange år har kvinder i Afrika ikke ønsket, at europæerne deltog i debatten om og kampen mod omskæring af piger, men det har ændret sig inden for de sidste godt 10 år. Der er opstået mange organisationer og græsrodsbevægelser i Afrika, som arbejder på at forebygge og udrydde omskæring af piger. Det er først og fremmest kvinder, der har taget opgaven på sig.
Det tager tid at få en kulturelt betinget skik bragt til ophør. Blandt de frivillige organisationer med rod i Afrika, der arbejder for at forebygge omskæring af piger, kan nævnes Inter-African-Committee [se bilag 1, “Organisationer”], som blev stiftet i 1984. Organisationen har efterhånden lokalkomitéer i alle de lande, hvor omskæring finder sted. Organisationen arbejder ikke kun for at forebygge og oplyse om kvindelig omskæring, men også for at udrydde andre traditioner, der er skadelige for kvinder og børn, som fx tidlige ægteskaber og undgåelse af bestemte fødemidler i svangerskabet. Det kan være svært at ændre ældre kvinders holdning til omskæring af piger. Derfor må der satses på de yngre generationer. Dette gøres gennem oplysning i skolerne og de steder, hvor kvinderne mødes, for derigennem at udvikle nye traditioner på disse områder.
Afrikanerne viser stadig større interesse for at samarbejde med internationale organisationer og forskellige hjælpeorganisationer og for at få støtte til projekter, som beskæftiger sig med kvindelig omskæring og andre - specielt reproduktive - aspekter af kvinders helbred.
WHO [se bilag 1, “Organisationer”] vedtog i 1994 en resolution, som fordømte kvindelig omskæring og tilskyndede medlemslandene til at gå aktivt ind for udryddelse af omskæring af kvinder. WHO, UNICEF (FN’s børnefond) og UNFPA (United Nations Fund for Population Activities) afgav i 1996 en fælles erklæring om at støtte kampen mod omskæring af piger og samtidig støtte kulturelle værdier i Afrika og andre områder, hvor kvindelig omskæring foretages.
Der kommer stadig flere organisationer til, som samarbejder med organisationer og lande i Afrika om projekter, således også Amnesty International og IPPF (International Planned Parenthood Federation).
FN’s Kvindekommission, bestående af regeringsdelegationer, holdt sin 42. samling i marts 1998 i New York. Konventioner og konklusioner vedtaget i Kvindekommissionen har bindende virkning for medlemslandene. Blandt emnerne ved denne samling var "Vold mod Kvinder" og "Pigebørn". Der blev i kommissionen opnået enighed om flere formuleringer, hvori skadelige traditioner stærkt fordømmes.
Sideløbende med samlingen i Kvindekommissionen mødtes repræsentanter for en række organisationer for at drøfte de forskellige emner. Også afrikanske græsrodsbevægelser og aktivister var til stede for at drøfte, hvordan man bedst afskaffede kvindelig omskæring. Det fremgik, at UNICEF, UNFPA, WHO, IPPF og en række hjælpeorganisationer havde projekter i 15 lande vedrørende kvindelig omskæring, kvinders helbred, familieplanlægning m.m. I det nordøstlige Somalia var der taget flere nye initiativer på dette område.
Flere afrikanske lande er nu ved at finde frem til alternativer til kvindelig omskæring og de traditioner, som er forbundet dermed. Disse alternativer respekterer både de lokale traditioner og universelle menneskerettigheder. På lokalt plan samarbejder man om at fremme ceremonier i forbindelse med overgangen fra pige til kvinde. Man bevarer sang, dans og fest og giver en symbolsk gave i stedet for omskæringen.
De afrikanske organisationer lægger megen vægt på, at man samarbejder med de lokale traditionelle fødselshjælpere - som ofte er dem, der foretager omskæringen - for at få dem overbevist om de skadelige helbredsmæssige konsekvenser. Oplysning og mulighederne for at give disse kvinder indtægter ved andet arbejde end omskæring er vigtigt for at engagere dem i arbejdet for at afskaffe kvindelig omskæring.
Kvindelig omskæring (FGM) og strategier for at udrydde denne tradition tages frem internationalt i mange sammenhænge. Som eksempel kan nævnes det indlæg projektleder Rahmat Mohammad fra organisationen FORWARD [se bilag 1, “Organisationer”] (Foundation for Women’s Health Research and Development) havde i efteråret 1997 ved et møde hos WHO i København. Emnet for mødet var: "Helbredsforhold blandt minoritetskvinder i Vesteuropa". FORWARD har gjort et stort arbejde med uddannelse af socialpersonale i England og har været en inspiration for det forebyggende arbejde vedrørende kvindelig omskæring i Danmark. Desuden har FORWARD gjort et stort arbejde for rådgivning og psykisk støtte til afrikanske piger i England, som er blevet omskåret, mens de har boet der.
Rahmat Mohammad pointerede ved ovennævnte møde hos WHO, at piger, der omskæres i en kultur, hvor det er uacceptabelt, får helt specielle problemer ikke kun fysisk, men især på det psykiske område og med hele deres identitet som kvinder.
Mens det i Afrika er en fælles oplevelse, som man er stolt af, har man nu en hemmelighed, som man ikke kan dele med andre og føler sig skamfuld over. Psykisk kan denne tilstand minde om den, som man finder hos børn, der har været udsat for seksuelle overgreb. Pigerne har en hemmelighed, som vedrører et meget følsomt område i hele deres identitet som pige og kvinde.
Rahmat Mohammad nævnte endvidere i sit indlæg baggrunden for FGM, og hvorfor en sådan skadelig skik fastholdes: "FGM er en tradition, som er dybt rodfæstet i kulturen. Begrundelserne for at foretage indgrebet er komplekse og griber ind i hinanden:
Der er behov for forståelse for disse kvinders vanskelige situation og behov for oprigtig vilje til hjælp fra offentlighedens side, da de grupper, der praktiserer kvindelig omskæring, i forvejen føler sig fremmedgjorte, og derfor er ekstra følsomme over for angreb på deres kultur.
Men ikke desto mindre finder Rahmat Mohammad, at hensynet til barnets velfærd må gå forud for forældrenes eller værgernes ønske, og derfor bør man arbejde for, at traditionen afskaffes.
De, der udformer politikken vedrørende kvindelig omskæring, er ofte i vildrede om, hvordan det skal gribes an. De ser problemet som kulturelt og viger tilbage for indgreb, fordi de er bange for at blive betragtet som nogle, der påtvinger andre kulturer vestlige værdier. De er bange for at blive beskyldt for at være racister eller for at mangle respekt for andre kulturer.
De græsrodsbevægelser, som kæmper mod omskæring af piger, betragter det som en overtrædelse af konventionen om barnets rettigheder. På den anden side må man ikke overse, at forældrene lader deres døtre omskære af kærlighed og for at sikre dem forsørgelse.
En alt for forstående og accepterende holdning til denne tradition vil imidlertid være at svigte de ca. to millioner piger, der hvert år bliver ofre for indgrebet. Det alarmerende er, at det er børn, der ikke kan repræsentere egne interesser - de har ingen stemme - og af den grund har de brug for regeringer og myndigheder til at tale på deres vegne og give dem beskyttelse imod omskæring. Det er vigtigt, at FN’s konventioner overholdes som led i den nationale indsats mod kvindelig omskæring (29).
Når asylansøgere kommer til Danmark, informeres de om, at omskæring af piger er forbudt ifølge dansk lov [se kap. 4, “Lovregler m.v.” og bilag 10, “Regler for udlændinges indrejse og ophold samt integration i Danmark”]. Flygtningehjælpen har udgivet et hæfte om kvindelig omskæring, som også findes på somali. Sundhedsstyrelsen har i 1998 produceret en film: "Lad os tale sammen", som er på somali med danske undertekster. I den oplyses om lovgrundlag og de sundhedsmæssige komplikationer ved omskæring af piger [se “Litteraturliste”].
Til oplysning om forebyggelse af kvindelig omskæring i Danmark kræves særlige ressourcer. Oplysningen bør så vidt muligt varetages af personer fra Somalia. Hvis dette ikke er muligt, må der være adgang til professionel tolkebistand. Oplysningen skal ikke kun være til kvinder, men også til mænd, drenge og til de store piger. Det er vigtigt at informere pigerne og drengene, mens de går i skole, og give dem viden svarende til deres alderstrin. Der er størst mulighed for at ændre holdningen hos den kommende generation, men de ældre kvinders betydning ved kulturdannelse bør altid tages i betragtning, og det kan derfor blive nødvendigt at inddrage dem. Det er vigtigt, at drengene også får oplysning om, hvad kvindelig omskæring er, og hvilke helbredsmæssige og psykiske konsekvenser, der er ved indgrebet.
Der er somaliske forældre, som på forhånd fravælger at lade deres piger omskære, og som måske er glade for at være kommet til en del af verden, hvor de kan undlade det uden at blive udsat for det pres fra omgivelserne, som de ville have været udsat for i deres hjemland.
Andre somaliere, som håber at kunne vende tilbage til deres eget land, ønsker omskæring foretaget for ikke at stille deres døtre ringere end andre piger, når de vender tilbage.
Når der i Danmark skal oplyses om alle aspekter ved omskæring af piger, må det ske under hensyntagen til somalisk tradition. Der bør oplyses om de helbredsmæssige konsekvenser af kvindelig omskæring. Det vil være en fordel, at de, der oplyser om kvindelig omskæring, ved, at det ikke er en islamisk pligt at omskære piger. Islam tager mere og mere afstand fra kvindelig omskæring, specielt de mere indgribende former. Sundhedsstyrelsen finder, at socialforvaltningerne og kommunernes sundhedstjenester bør uddannes til disse opgaver, og der bør være adgang til professionel tolkebistand.
Det er nødvendigt at oplyse forældrene om, hvilke vanskeligheder en omskåret pige vil få, hvis familien vælger at blive i et vestligt land. Dette vil kunne forhindre dem i at tage til udlandet for at få deres datter omskåret. Forældrene er opvokset med gamle ritualer, som det er svært at frigøre sig fra. Specielt bedstemødrene holder meget fast ved omskæringsritualet, og ifølge traditionen har de retten til at bestemme i disse sager.
Forældrene bør støttes i processen med at frigøre sig fra traditionen på en for somalierne forståelig og respektfuld måde. Sundhedsvæsenet kan oplyse og rådgive og dermed hjælpe til en holdningsændring. Den danske stat har forpligtet sig til at beskytte disse piger.
Sundhedspersonalet er ofte tilbageholdende med at spørge kvinderne, om de er blevet omskåret, men det er der ingen grund til. Kvinderne forventer, at man drøfter det med dem, fx i forbindelse med graviditet og fødsel.
Kvinder, der er omskårne, bør altid henvises til fødsel på specialafdeling. De bør tidligt i graviditeten vurderes på en fødeafdeling, der har kendskab til omskæring. Vurderingen og en samtale med såvel kvinden som hendes mand bør foregå i god tid inden fødslen, således at der er mulighed for at tilbyde åbning i 2. trimester. Endvidere vil man være i stand til at finde de ganske få kvinder, hvor åbningen er meget lille og derved undgå at komme til at stå i en akut vanskelig situation under fødslen.
Det arbejde, der gøres i Danmark for at forebygge kvindelig omskæring, må ses som en del af det globale arbejde for at forbedre forholdene for kvinder og børn.
Sundhedsstyrelsen Version 1.0 d. 1. juni 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen
