Forebyggelse af omskæring af piger

Kapitel 2
Kvindelig omskæring

Kapitel 2
Kvindelig omskæring

2.1 Baggrund og udbredelse

Det har været foreslået, at man kaldte kvindelig omskæring Lemlæstende Kvindelig Omskæring for at bringe det i overensstemmelse med den internationale betegnelse: Female Genital Mutilation (FGM). I bogen har vi valgt at bruge den mere neutrale betegnelse: Kvindelig omskæring, idet det er vigtigt overfor de kvinder, der har fået foretaget omskæring, at der anvendes en acceptabel terminologi.

Kvindelig omskæring er først og fremmest en afrikansk skik. Den har eksisteret i mere end 2000 år - før både kristendommen og islam. Sandsynligvis er den opstået i Ægypten og har bredt sig langs handelsruter og med vandringer af stammer til omkring 28 lande i Afrika syd for Sahara. Omskæring finder ikke sted i Nordafrika bortset fra i Ægypten og heller ikke i den sydlige del af Afrika. Skikken har bredt sig fra Afrika til Yemen og andre lande på den sydlige del af Den arabiske Halvø. Den findes også enkelte andre steder i verden helt uafhængig af dette, fx i Malaysia og Indonesien (som dog tidligt har stået i forbindelse med arabisk kultur) (13).

Man regner med, at cirka 130 millioner piger og kvinder i Afrika er omskåret, og hvert år får yderligere 2 millioner piger foretaget indgrebet (25).

2.2 Forskellige former for omskæring

Ved kvindelig omskæring forstår man alle indgreb, hvor der fjernes større eller mindre dele af de kvindelige kønsorganer af kulturelle eller traditionsbetingede årsager.

Der er principielt 3 former for kvindelig omskæring:

1. SUNNA og KLITORIDECTOMI:

SUNNA bruges af mange som betegnelse for fjernelse af forhuden på klitoris, men i praksis bliver ofte en del af klitoris fjernet samtidig. Ved KLITORIDECTOMI forstås hel eller delvis fjernelse af klitoris.

2. EXCISION:

Fjernelse af en del af klitoris eller hele klitoris i forbindelse med hel eller delvis fjernelse af de små skamlæber.

3. INFIBULATION:

Fjernelse af klitoris, de små skamlæber og en del af de store skamlæber, hvor de rå sårflader enten sys sammen eller holdes sammen med akacietorne, således at der kun efterlades et ganske lille hul til urin og menstruationsblod.

Definitionerne kan kun betragtes som en teoretisk inddeling til hjælp for sundhedspersonalets vurdering af indgrebets omfang. Virkeligheden viser, at typerne ikke klart kan adskilles, men at der findes mange mellemliggende former.

Infibulation praktiseres først og fremmest i Somalia, Djibouti og Sudan, men i disse lande begynder de mindre omfattende former for omskæring efterhånden at vinde frem.

I Somalia er 98% af kvinderne omskåret. Af disse er cirka 80% infibuleret, mens resten har fået foretaget en af de andre former for omskæring. Excision er den hyppigst anvendte form i de fleste af de øvrige lande. Hvis man samlet ser på alle omskæringstyper, udgør Sunna, klitoridectomi og excision tilsammen cirka 85%, mens infibulation udgør cirka 15% (19).

Cirka 70% af pigerne bliver omskåret som børn. I Somalia foretages omskæring som regel, når pigerne er mellem 5 og 10 år. I andre områder sker det i puberteten eller lige før ægteskabet, enkelte steder når pigerne er få dage gamle.

Omskæringen foretages som regel af traditionelle fødselshjælpere, men også af ældre kvinder i familien, og disse kvinders ofte dårlige syn er en medvirkende årsag til læsioner af fx urinrøret.

2.3 Komplikationer efter omskæring af piger og kvinder

Nogle af de umiddelbare følger, specielt efter infibulation, kan være:

• smertechok,
• blødning,
• smertefuld vandladning,
• infektion,
• blodforgiftning eller stivkrampe,
• psykisk chok pga. indgrebets karakter.

Indgrebene foretages i mange tilfælde med barberblade, urene knive eller måske med glasskår, hvilket kan være med til at overføre hiv, specielt da omskæringsceremonien nogle steder foregår i forbindelse med en fest, hvor mange piger bliver omskåret samtidig.

Forældre, der har mulighed for at betale for det, får indgrebet udført på sygehus under bedøvelse og hygiejniske forhold. I flere lande i Afrika giver det sygeplejersker, jordemødre og læger en betydelig ekstraindtægt at foretage disse indgreb.

Blandt senfølger kan nævnes:

• smerter ved menstruation,
• underlivssmerter,
• kronisk underlivsbetændelse, som kan føre til, at kvinden ikke kan få børn,
• invaliderende vandladningsproblemer,
• komplikationer i forbindelse med svangerskab og fødsel,
• smerte ved samleje og seksuelle problemer.

I forbindelse med omskårne kvinders seksualitet udtaler Fatuma Ali, herboende somalisk overlæge i psykiatri, følgende:

"De omskårne kvinders seksualitet er, i og med at de mangler klitoris og måske også kønslæberne, anderledes end de uomskårne kvinders.

De omskårne kvinders seksualitet er vaginalt orienteret, dvs. orgasmeoplevelsen er afhængig af skedestimulation.

Flere omskårne kvinders beretninger viser, at omskårne kvinder udvikler større sensitivitet i brystvorterne, på ballerne og andre steder på kroppen.

En omskåret kvindes seksuelle nydelse er i højere grad end hos uomskårne kvinder afhængig af, at partneren er velfungerende, dvs. at han er potent og i stand til at stimulere kvindens vagina.

Impotens og for tidlig sædafgang er problemer, der kan skabe en del samlivsproblemer. Den omskårne kvinde vil som regel være et produkt af en socialiseringsproces, hvor det forventes, at pigen udvikler sig til en lydig og dydig kvinde, der ikke stiller krav om egen tilfredsstillelse. Dette betyder, at en omskåret kvinde som resultat af denne socialisering slet ikke vil være bevidst om egne behov, og dermed være i stand til at stille krav om at blive seksuelt tilfredsstillet.

Ved infibulation bliver den seksuelle debut smertefuld, og dette kan resultere i, at samlejet for kvinden bliver lig med smerte og dermed ubehag. Tilbagevendende infektioner med ardannelse kan ligeledes mindske kvindens seksuelle nydelse" (33).

Mange kvinder sætter ikke selv omskæringen i forbindelse med de forskellige symptomer fra underlivet, såsom smerter ved samleje, menstruations- og underlivssmerter, vandladningsbesvær m.m. Indgrebet er foretaget for mange år siden, og andre kvinder har lignende gener. Kvinder mener ofte, at sådan har kvinder det. Ved helbredsundersøgelser er det derfor nødvendigt at spørge specifikt efter bestemte symptomer, som kvinderne måske ikke selv nævner, og på grundlag heraf drøfte sammenhængen med det tidligere indgreb. Det gør det måske også lettere at redegøre for, hvorfor man ikke bør lade sine døtre omskære.

Gå til litteraturliste