Kapitel 11
Somalias historie
Til forskel fra de fleste andre afrikanske lande er befolkningen i Somalia næsten etnisk homogen. Befolkningen har fælles sprog, religion, traditioner samt et traditionelt, fælles, politisk-organisatorisk system. På trods af dette er den sociale struktur og det politiske system i Somalia meget segmenteret og differentieret.
Somalierne var oprindelig et nomadefolk, der har holdt kameler og evt. lidt kvæg, får og geder. Af Somalias befolkning er på nuværende tidspunkt ca. 50% nomader, ca. 30% fastboende bønder, mens kun 20% lever i byerne som handlende, håndværkere eller virksomhedsejere, fx hotelejere.
Somaliere er opdelt i store adskilte slægtsgrupper - klanfamilierne. Den somaliske nation består af seks klanfamilier: Hawiye, Dir, Isaaq, Darod, Digil og Rahanweyn. De fire første klanfamilier er nomadeslægter fra Nord- og Centralsomalia og udgør 85% af Somalias befolkning. De to sidste klanfamilier Digil- og Rahanweyn-klanerne er bondeslægter fra syd, og kaldes kollektivt "Saab". De taler deres egen variant af somalisk. De ernærer sig som nomader samt ved en blanding af agerbrug og håndværk. Opdelingen i de adskilte klaner er blevet mere accentueret under borgerkrigen på grund af Siad Barres udnyttelse af klansystemet og på grund af den geografiske fordeling af klanerne.
Klanfamilierne er en stor sammenslutning af slægtsgrupper, der lever spredt og sjældent fungerer som en helhed. Dog har de et fast geografisk udgangspunkt. Alle klanfamilierne siges at nedstamme fra Profeten Mohammeds slægt.
Ud over de seks klanfamilier kan der yderligere underopdeles i klaner, slægtsgrupper (primære slægtslinier), diagrupper (erstatningsbetalingsgrupper) og til sidst familien. Klanerne - og enhver somalier - kan føre slægtskabet tilbage gennem 20-30 navngivne generationer.
Slægtsgrupperne er hjørnestenen i den somaliske samfundsstruktur. Slægtsgruppen har fx fælles krav på og rettigheder til græsning og vand. Den agerer som politisk enhed i forskellige sammenhænge, men uden nødvendigvis at have nogen form for dagligt samarbejde. Alle voksne mænd i slægtsgruppen mødtes traditionelt i et fællesråd, shir, nogle gange om året. Det er et råd, hvor alle har ret til at udtale sig, og hvor stridigheder bliver afgjort og aftaler indgået.
En Dia-gruppe (erstatningssbetalingsgrupper) består af familiemedlemmer, som har svoret at hævne en uretfærdighed mod en af deres egne med vold, hvis der ikke opnås aftale om kamel-overdragelse (blodpenge). En dia-gruppe både betaler og modtager blodpenge. Så sent som i 1980’erne kunne man se krav om blodkompensation selv ved ulykkestilfælde som trafikuheld (16).
Klanorganisationen er et fleksibelt system, der på alle niveauer er karakteriseret ved skiftende alliancer. Magt og politik udøves gennem midlertidige koalitioner. Alliancerne er afhængige af konfliktens karakter og de involverede principper, så venner og fjender er derfor sjældent permanente (3, 16, 20, 21 og 27).
I lighed med andre dele af den muslimske verden har den somaliske mand ifølge loven ret til at have op til fire koner samtidig, forudsat at han kan forsørge dem lige godt. Den islamiske lov befaler manden at behandle alle koner ens. Familiesammenholdet er stærkt, og i Somalia flytter unge sjældent hjemmefra, før de selv stifter familie. Hvert familiemedlem har traditionelt sin rolle og sine ansvarsområder. Livet igennem føler man ansvar for forældre, søskende og andre slægtninge. Omvendt er man altid selv sikret hjælp i den udvidede familie. Kernefamiliesystemet, som det kendes i de nordeuropæiske lande, er ikke almindeligt i Somalia. Onkler, tanter, bedsteforældre og kusiner er nogen gange vigtigere end forældrene, bl.a. fordi det ikke er ualmindeligt at vokse op hos slægtninge. Børn, der vokser op sammen, anser sig for at være søskende.
Såvel i familien som i samfundet er magtforholdet mellem mænd og kvinder ulige. Piger og kvinder har en lav status med begrænsede rettigheder og medindflydelse set i forhold til mænd. Dette giver sig blandt andet udslag i, at piger og kvinder har dårligere adgang til undervisning og uddannelse. Deres mulighed for at få arbejde udenfor hjemmet og derved opnå økonomisk selvstændighed er meget ringe. Samtidig er kulturelle og lovmæssige restriktioner som for eksempel retten til at arve, til at eje jord eller andre værdier med til at marginalisere kvinder. Omskæring af piger/kvinder er med til at opretholde pigers og kvinders underordnede position og er samtidig forbundet med en lang række helbredsmæssige problemer både på kortere og længere sigt. Indgrebet går imod pigers og kvinders rettigheder og må betragtes som et brud på de universelt anerkendte menneskerettigheder. Afskaffelsen af denne kulturelt bestemte skik hænger nøje sammen med en forbedring af pigers og kvinders vilkår og muligheder, samt med at både kvinder og mænd inddrages i det forebyggende arbejde.
Den primære socialisering af begge køn finder sted inden for familien. Forældrene begynder at stille krav til pigerne om at hjælpe til i hjemmet ved 4-5 års alderen. Først nogle år senere stilles der tilsvarende krav til drengene. Drenge og piger leger sammen, til pigerne har gennemgået den traditionelle omskæring. Herefter er det den ældste søn, der er ansvarlig for de yngre søskende. Somaliske børn opdrages således ikke til selv at bestemme og socialiseres ikke til at kunne træffe individuelle valg angående deres fremtid.
I Somalia har piger og drenge i puberteten sjældent megen kontakt med hinanden, men det kan i nogen grad afhænge af, hvor man kommer fra. Traditionelt er pigerne mellem 15 og 20 år og mændene mellem 18 og 25 år, når de bliver gift. På landet gifter man sig tidligere end i byerne. Mange ægteskaber er arrangerede af forældrene, men ofte tages de unge med på råd. Ægteskab blandt somaliere har bl.a. til formål at føre slægten videre ved at føde børn, især drenge, der kan styrke mandens omdømme og status. Ægteskab involverer de pågældende familier og slægts-grupper. Selvom ægteskab mellem nære familiemedlemmer ikke er bandlyst og rent faktisk forekommer, er det mere almindeligt at gifte sig udenfor den primære slægtslinie (slægtsgruppen) og dia-gruppe. Det hænder, at de unge tilskyndes til at gifte sig ind i andre somaliske klaner eller klanfamilier med det formål at udvide familiens mulige allierede. Historisk giftede nomaderne således deres døtre bort uden for klanfamilien. Når en somalisk kvinde gifter sig, får hun ikke sin mands navn, men beholder faderens navn og bedstefaderens navn på fædrenes side.
Det er kun et mindretal af kvinderne i Somalia, der arbejder uden for hjemmet med egentligt lønarbejde. En del kvinder står dog på markedet, og somaliske kvinder er kendt som gode handelsfolk både på landet og i byerne. Kvindernes verden er de fleste steder skarpt adskilt fra mændenes, ligesom kvinderne har deres eget informations- og ressourcenetværk. Kvinderne står primært for opdragelsen af børnene, mens de er små. Når pigerne bliver ældre, er det for det meste kvinderne, der opdrager dem, mens mændene har ansvaret for drengene. Det er ligeledes kvinderne, der sørger for, at deres døtre bliver omskåret. Det er også kvinderne, der sørger for, at døtrene bliver oplært i den voksne kvindes rolle og færdigheder. Dvs. kvinderne bestemmer i hjemmet, fx over madlavning og hvilket indbo, der skal være. Hvis der opstår problemer, eller der skal tages større beslutninger, inddrages manden i beslutningsprocessen.
Mændene har til opgave at sørge for alt uden for huset, såsom økonomi og forsørgelse af familien, planlægning af familiens fremtid samt for planlægning af børnenes uddannelse.
Opstår der konflikter mellem familien og andre, er det altid mændene, som løser konflikterne. Det er også mændenes opgave at gifte børnene væk samt at forhandle med andre familier (30).
Det er vigtigt at være opmærksom på, at den ovenfor beskrevne kulturelle baggrund i et vist omfang beskriver et traditionelt og idealiseret system. Det somaliske samfund har - ligesom alle andre samfund - forandret sig meget de sidste 50 år. Dette ikke mindst på grund af den store migration somaliere har praktiseret, også før borgerkrigen (især dog til arabiske lande). Mange menneskers livsform har derfor forandret sig meget, hvilket blandt andet kan medvirke til at forklare somalieres forskellige opfattelser af omskæring, hvor nogle mænd og kvinder faktisk er imod det. Der er sket en differentiering af det somaliske samfund både i Somalia og blandt eksil-grupper (flygtninge og migranter) i udlandet, især i USA og Europa.
Når asylansøgere kommer til Danmark og siger, at de børn, de har med, er deres egne, og det senere viser sig, at det er nevøer og niecer, kan dette give vanskeligheder i det danske sociale system, der kun opererer med biologiske børn eller adoptivbørn. For somaliere er det imidlertid helt naturligt at betegne børn, som er vokset op i familien, som deres egne.
På fødeafdelingen kan denne somaliske tradition indebære en risiko for kvinden, hvis ikke det virkelige familieforhold afklares. Det er derfor vigtigt klinisk at vurdere kvindens parietet, således at hun kan få den rette behandling og den omsorg, hun har brug for (og krav på), hvis hun i virkeligheden er førstegangsfødende.
Hvad angår den somaliske børneopdragelse og deltagelse i husholdningen, deltager mændene mere aktivt i Danmark end i Somalia. Deltagelsen afhænger bl.a. af familiens uddannelsesniveau.
I dagligdagen i Danmark klarer mange af de somaliske kvinder sig bedre end deres mænd. De kan i højere grad fortsætte det liv, de er vant til, hvor de tager sig af børnene og husførelsen. Mændene har større problemer med at finde sig til rette, fordi de har mistet deres traditionelle status som forsørgere. Mange mænds redning er at dyrke islam mere intenst end før. Det kan tilmed lette livet i Danmark, hvor alt til at begynde med kan virke kaotisk og skræmmende (30).
Sundhedsstyrelsen Version 1.0 d. 1. juni 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen
