Forebyggelse af omskæring af piger

Kapitel 7
Pædagoger og lærere

Kapitel 7
Pædagoger og lærere

7.1 Vejledning til pædagoger

Er man småbørnspædagog, hører det med til ens arbejdsopgaver at være med til at forebygge omskæring af piger. Man skal være opmærksom på de situationer, hvor piger kan være særlig udsatte, som fx hvis et forældrepar oplyser, at de skal rejse på ferie til hjemlandet eller til et af de lande, hvor omskæring ikke er forbudt [se bilag 3, “Skema over lande hvor omskæring af piger praktiseres”].

Daginstitutioner m.v. modtager flere kategorier af afrikanske børn:

1. Børn, der er født i Danmark. Her er det fødeafdelingernes opgave at underrette sundhedsplejersken om, at forældrene er oplyst om, at omskæring er forbudt i Danmark, og at det er forbundet med en helbredsrisiko for barnet.
2. Børn, som er kommet til Danmark med forældre, der har søgt asyl. Disse forældre skulle allerede på asylcentret være underrettet om, at omskæring er forbudt. Men nogle af dem har måske ikke rigtig forstået det, da der var så meget andet, de samtidig fik oplysning om.
3. Børn, der er kommet til Danmark ved familiesammenføring. Måske har den, der oprindelig fik asyl, ikke drøftet omskæring med sin ægtefælle og oplyst, at det er forbudt.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man som pædagog først og fremmest

• orienterer sig om baggrunden for omskæring [se kap. 2, “Kvindelig omskæring”],
• evt. søger råd og bistand til at drøfte emnet hos sundhedsplejersken, eller kommunallægen. En person fra sundhedstjenesten kan altid kontaktes med henblik på at tale med forældrene om de sundhedsmæssige komplikationer omskæring kan medføre,
• oplyser om, at omskæring er forbudt i Danmark,
• diskuterer omskæring med forældrene og orienterer om helbredsrisikoen,
• er opmærksom på, at piger, der er omskårne (infibulation), fx kan være længere tid om at lade vandet og kan have vanskeligheder ved at dyrke sport som før (jf. kap. 2.5),
• kontakter det sociale system ved mistanke om, at barnet står i fare for at blive bragt ud af landet for at blive omskåret.

I tilfælde af begrundet mistanke har man ifølge § 35 i lov om social service (de skærpede regler om underretningspligt m.v.) oplysningspligt til socialforvaltningen [se kap. 4, “Lovregler m.v.”]. Socialforvaltningen er i samråd med den kommunale sundhedstjeneste forpligtet til at tage en samtale med forældrene og dernæst finde frem til relevante forholdsregler.

Som pædagog bør man aldrig henvende sig til politiet. Det er de sociale myndigheder, der skal afgøre, om der er basis for en anmeldelse.

7.2 Vejledning til lærere i skoler m.v.

Som lærer kan man naturligt spille en rolle i forebyggelsesindsatsen mod omskæring af piger. Omskæring kan dog være et ømtåleligt emne at tale om i en klasse. Omskæring vækker ubehag hos mange, og det er naturligt, at man som lærer føler det vanskeligt at tale om emnet. Skal man overhovedet tage emnet op, er det nødvendigt, at man har den nødvendige viden om baggrunden for omskæring samt de helbredsmæssige følger [se kap. 2, “Kvindelig omskæring”]. Læreren bør være klar over, at alle former for kvindelig omskæring er forbudt i Danmark.

En fordømmende holdning kan let sprede sig, og pigerne kan derved blive udsat for ubehagelige spørgsmål fra andre elever i frikvartererne. Som lærer må man hellere lade være med at tale om det, hvis man ikke føler sig tryg ved det. Hvis eleverne bringer emnet op i klassen, må man ikke negligere problemet, men i sådan en situation vil det være en god idé at inddrage skolesundhedsplejersken.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man som lærer især

• orienterer sig om baggrunden for omskæring og somalisk kultur,
• er varsom med at diskutere det i klassen, hvis man har fornemmelsen af, at det kan virke sårende, eller der er elever i klassen, der vil udnytte det til at genere de somaliske piger. Det vil nok være en god idé at tale med de somaliske piger i klassen om, hvordan emnet bedst tages op, uden de føler sig forulempet. Det kan være vanskeligt at undgå at tage problemet op i klassen, hvis spørgsmålet rejses af andre elever,
• kender symptomer på omskæring - langvarig og besværlig vandladning, gener fra arret ved sport etc.,
• er opmærksom på piger, der er blevet omskåret på en ferie i udlandet - ændret adfærd, tristhed, besværlig vandladning, ændret holdning til sport,
• bruger skolesundhedsplejersken til at tale med pigerne og til selv at drøfte forskellige symptomer med,
• er opmærksom på, at somaliske og andre afrikanske piger, der nylig er kommet til Danmark, ofte har ringe viden om deres egen krop,
• organiserer, at pigerne får den nødvendige viden - og at drengene også får den,
• er klar over underretningspligten til det sociale system efter § 35 i lov om social service,
• oplyser om, at kvindelig omskæring er forbudt i Danmark,
• bruger professionel kvindelig tolk til eventuelt at tale med forældrene.

Det er vigtigt, at der i kommuner med mange somaliere findes personer inden for det kommunale sundhedsvæsen - sundhedsplejerske eller kommunallæge - der kan vejlede. I kommuner med kun få somaliere, hvor man lokalt ikke har den fornødne ekspertise, må man forsøge at trække på andre kommuner.

I skolen vil man som lærer møde piger, der er blevet omskåret, inden de kom til Danmark. Man bør her være opmærksom på følgende forhold:

• Nogle piger vil være længe om at lade vandet. Her kan læreren med fordel bede skolesundhedsplejersken eller kommunallægen om at tale med pigen. Der er måske visse former for gymnastik og sport, pigerne undslår sig for, fordi arret strammer og hæmmer dem, fx atletik, spring og cykling.
• Mange har smerter ved menstruation, fordi blodet har svært ved komme ud, eller fordi de i tilslutning til omskæringen har fået beskadigelser, som giver dem smerter. De kan være nødt til at forsømme skolen en eller flere dage. Også her kan man have glæde af at henvise til skolesundhedsplejersken for at få afklaret, hvad der er i vejen og måske få pigerne henvist til egen læge til vurdering af, om symptomerne kan afhjælpes.
• Piger, der lige er blevet omskåret, ændrer ofte adfærd. De kan fx blive mere tavse, mere stille og afvisende i kontakten på grund af oplevelsen af svigt fra forældrenes side. Nogle bliver pludselig meget længe om at lade vandet, deres gang og måde at færdes på har ændret sig, og de afstår fra sport, som de tidligere har deltaget i. Det er psykisk belastende pludselig at have en hemmelighed, som man ikke kan tale om. De er helt bevidste om, at de nu adskiller sig fra deres kammerater, og at de er kommet uden for fællesskabet. Pigerne bør henvises til sundhedsplejerske eller kommunallæge. På længere sigt kan pigerne have brug for psykologhjælp, men det anbefales at være en psykolog, som kender til somalisk tradition og som ved, hvordan man bedst støtter pigerne. Man må tage kontakt til forældrene, idet der kunne være flere piger i familien, der endnu ikke er omskåret. Man bør sørge for den nødvendige tolkebistand, hvor det er nødvendigt. Det bør være en kvindelig tolk.
• Hvis man erfarer, at en pige skal omskæres, har man underretningspligt til de sociale myndigheder - socialforvaltningen i kommunen - ifølge § 35 i lov om social service.
• Hvis man får mistanke om, at en pige skal tages ud af landet for at blive omskåret, har man også underretningspligt til socialforvaltningen, som har pligt til at tage en samtale både med pigen og forældrene og finde frem til de nødvendige foranstaltninger.
• Man bør aldrig henvende sig direkte til politiet, men til socialforvaltningen. Om der skal ske en anmeldelse til politiet på et senere tidspunkt, må socialforvaltningen afgøre.
• Det er vigtigt, at de somaliske piger får viden om deres egen krop og dens funktioner. Mange er måske kommet ind i det danske skolesystem på et sent tidspunkt, og pigerne mangler ofte den viden om egen krop, som børn her i landet har fået. Hvis en pige ved mere om sin krop, er der måske en chance for, at de større piger tør diskutere omskæring med forældrene, bl.a. hvis disse vil tage hende med til udlandet for at få hende omskåret.
• Det er også nødvendigt at oplyse drenge om, hvad omskæring er og de sundhedsmæssige konsekvenser. Der er ikke tradition for, at mændene får nogen viden om disse spørgsmål.
• Omskæring af piger er ikke det første, man skal tale med afrikanske forældre om. Man skal først have etableret et rimeligt tillidsforhold og fornemme, om man står over for forældre, som ikke ønsker deres datter omskåret, eller forældre, som senere planlægger at tage til udlandet for at få indgrebet foretaget. Det er vigtigt, at man oplyser forældrene om, at alle former for omskæring af piger er forbudt i Danmark ifølge straffeloven, og at det er sundhedsskadeligt at foretage omskæring [se kap. 2.3, “Komplikationer efter omskæring af piger og kvinder” og kap. 4. for “Lovregler m.v.”]. Sundhedsplejerske eller kommunallæge kan eventuelt inddrages.
• Man må gøre sig klart, at der er forældre fra Somalia eller andre lande i Afrika, hvor omskæring finder sted, som allerede inden de kom her til eller efter ankomsten, har fravalgt omskæring af deres døtre. Det er stødende for somaliere kun at blive identificeret med omskæring, når de har en hel række andre traditioner, som det kan være positivt for eleverne at høre om.

Det er den næste generation, der skal satses på for at få denne tradition ændret.

7.3 Hvor henvender man sig ved mistanke om omskæring af piger?

Hvad gør man, hvis man får mistanke om, at et barn vil blive taget ud af landet for at blive omskåret?

Det vil ofte være mest hensigtsmæssigt, at institutioner og skoler i første omgang henvender sig til socialforvaltningen og den kommunale sundhedstjeneste for at få en sundhedsfaglig vurdering. Socialforvaltningen og den kommunale sundhedstjeneste bør tage en samtale med forældrene.

Ifølge § 35 og § 36 i lov om social service har man pligt til at henvende sig til de sociale myndigheder, som derefter skal tage kontakt til forældrene. Man skal aldrig selv henvende sig til politiet. Det er de sociale myndigheder, der afgør, om politiet skal involveres.

Socialforvaltningerne i områder med mange somaliere bør have personale med viden og forståelse for somaliske forhold samt den nødvendige tolkebistand til rådighed til at oplyse forældrene om dansk lov. I mindre kommuner må man kunne søge råd og vejledning i andre kommuner.

Det er udelukkende de sociale myndigheder, der vil kunne indstille, at der beskikkes en særlig værge for at undgå barnets udrejse. Selve afgørelsen træffes af statsamtet.

Man må forudse, at omskæring kan ske her i landet. Måske sørger en gruppe somaliere for at skaffe en traditionel fødselshjælper til Danmark, som så kan foretage omskæringen og hurtigt forlade landet igen. Det er nødvendigt at være opmærksom på en sådan situation, og man bør være parat med eventuelle nødvendige foranstaltninger.

Én forebyggende indsats kunne være at sikre, at forældrene bliver oplyst om de sundhedsmæssige komplikationer ved omskæring af piger og om dansk lovgivning på området. Dette kan især være nyttigt, hvis familien skal hjem på ferie, således at de bedre kan modstå et eventuelt pres fra anden side.

Gå til litteraturliste