Kvindelig omskæring er et problem, der først for alvor er blevet nærværende i Danmark i slutningen af 1980erne, hvor somaliske flygtninge begyndte at komme hertil. I Danmark er der nu knap 12.000 somaliere. Da omskæring af kvinder er udbredt i Somalia, bringer somaliere en tradition med sig, som truer somaliske kvinders sundhed og strider mod dansk lovgivning. Formålet med bogen er derfor for det første at forebygge, at piger, der bor i Danmark, bliver omskåret her eller i udlandet. For det andet at sikre, at de kvinder, som er omskårne, får den bedst mulige behandling fx i forbindelse med svangerskab og fødsel.
Bogen vil forhåbentlig være et godt redskab for kommunerne med hensyn til at give relevante personalegrupper viden om, hvordan man forholder sig til omskæring af piger med respekt for andre kulturer, samtidigt med at man i samarbejde med familierne søger at undgå, at omskæring af piger finder sted her eller i udlandet. Herudover henvender bogen sig til sundhedspersonale, der i professionel sammenhæng støder på konsekvenserne af omskæring.
Bogen er beregnet som en opslagsbog. Den er opbygget med generelle kapitler, som bør læses af alle, og specielle kapitler beregnet for bestemte faggrupper. Denne opdeling fremgår af indholdsfortegnelsen.
Der vil i bogen være gentagelser, da kapitlerne til de enkelte faggrupper kan læses uafhængigt af helheden. Det vil dog være en fordel at læse kapitel 1 til 4 om selve emnet - samt eventuelt de mere almene afsnit bagerst i bogen - suppleret med det afsnit, der relaterer sig til ens egen faggruppe.
Sundhedsstyrelsen takker alle de organisationer og enkeltpersoner, der har medvirket til udarbejdelse af bogen. En speciel tak til Fatuma Ali for værdifulde bidrag og kommentarer. En særlig tak går til medlemmerne af arbejdsgruppen for deres store indsats vedrørende oplysningsindsats mod omskæring af piger.
København, februar 1999
Einar Krag
Medicinaldirektør
Lene Skak-Iversen
Kontorchef
Sundhedsstyrelsen Version 1.0 d. 1. juni 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.sst.dk
Copyright (c) Sundhedsstyrelsen