Type 2-diabetes
Den tætteste sammenhæng mellem overvægt og nogen helbredskomplikation er sammenhængen mellem overvægt og udviklingen af type 2-diabetes (“gammelmands-sukkersyge”). Risikoen for type 2-diabetes stiger kontinuerligt med BMI (Tabel 7) - en sammenhæng der er vist i talrige studier og i forskellige folkeslag (WHO, 1998). Mere end 75% af alle type 2-diabetikere er overvægtige på diagnosetidspunktet. Det er vist, at forekomsten af diabetes øges 50-60 gange hos svært fede (BMI > 35 kg/m²) sammenlignet med slanke personer (BMI < 22 kg/m²) (Colditz et al., 1990 og Colditz, 1992). Ud over den generelle fedme bestemt ved BMI spiller abdominal fedme og fysisk inaktivitet også selvstændige roller for diabetesudviklingen (WHO, 1998; Helmrich et al., 1991).
Af de ca. 75% af nydiagnosticerede type 2-diabetespatienter, der er overvægtige, kan et vægttab på 15 - 20% i det første år efter diagnosen nedsætte den øgede mortalitet blandt disse patienter (Lean et al., 1990). Det er desuden entydigt fundet, at en vægtreduktion på 10-20% hos overvægtige med type 2-diabetes er forbundet med en markant bedring i glukoseomsætningen og insulinfølsomheden. Det er beregnet, at 65-75% af alle tilfælde af type-2 diabetes teoretisk kunne forebygges, hvis ingen i befolkningen havde et BMI over 25 kg/m² (Colditz, 1990; Chan et al., 1994).
Der er gennemført flere interventionsstudier med henblik på at forebygge udviklingen af type 2-diabetes blandt overvægtige personer. Interventionsstrategierne har været forskellige, men ofte har det drejet sig om en kombination af strategier, der medinddrager kosten (lavkaloriediæter og ændringer i næringsstofsammensætningen), øget fysisk aktivitet, adfærdsmodifikation og langvarig opfølgning.
I Malmöstudiet (Eriksson & Lindgarde, 1991) indgik 181 mænd med nedsat glukosetolerance (IGT) og 41 mænd med type 2-diabetes (alder: 47 - 49 år), og opfølgningen var fem år. Der blev observeret et vægttab på maksimalt 6 kg i interventionsgruppen efter et år, og der var fortsat et vægttab på 2-3,3 kg efter fem år. Ca. 50% af patienterne med type 2-diabetes opnåede en bedring eller ligefrem en normalisering af glukosetolerancen. Hos 75% af patienterne med IGT blev der observeret en bedring i glukosetolerancen, og 52% opnåede fuld normalisering. Udviklingen af type 2-diabetes blev reduceret med ca. 60% i interventionsgruppen. Det er dog ikke alle studier, der har kunnet vise en positiv virkning af forsøg på livsstilsændringer på udviklingen af type 2-diabetes.
Den store svenske SOS-interventionsundersøgelse har vist, at blandt de overvægtige, der tabte sig - gennemsnitligt 28 kg efter kirurgisk behandling af fedme - udvikledes kun type 2-diabetes hos 0,5% i de efterfølgende år, mens næsten 8% i kontrolgruppen fik type 2-diabetes i det samme tidsrum (Sjöström, 1998).
Det er således klart, at hvis overvægt kunne forebygges, ville det i betydelig grad påvirke forekomsten af type 2-diabetes med en reduktion i forekomsten på formentlig ca. 70%. Ved manifest diabetes er vægttab den bedste behandling til bedring af glukoseomsætningen og reduktion af dødeligheden. Som det diskuteres senere, er det overordnede problem vanskeligheden ved at bibeholde et vægttab ved konventionelle behandlingsstrategier både blandt personer med overvægt alene og blandt overvægtige med type 2-diabetes.