Der er ikke grund til at bekymre sig om fedme hos småbørn (< 2 år), hvis forældrene er slanke.

Er mindst den ene af forældrene fede, bør man, fra barnet er ca. tre år, være særlig opmærksom på, at barnet får opbygget sunde, varige kostvaner og en glæde ved fysisk aktivitet. Uanset forældrenes vægtstatus udgør fedme fra treårsalderen og opefter en stigende risiko for, at barnet også kommer til at lide af fedme som voksen (Whitaker et al., 1997). Da det er svært at identificere, hvem der udvikler fedme som voksen og i det hele taget sikre, at interventionen får varig effekt, drejer det sig også hos disse børn om at sikre gode kost- og motionsvaner på lang sigt og ikke initiere kortvarige diæter og motionsprogrammer uden langsigtet effekt.

Fysisk aktivitet er måske den allervigtigste parameter i forebyggelsen og behandlingen af børnefedme. Det er vist, at effekten af et program, der modvirker inaktivitet, er større end effekten af egentlige motionsprogrammer (Glenny et al., 1997).

Man skal vurdere barnets daglige beskæftigelse, begrænse tv-kigning, computerspil og anden beskæftigelse, som ikke indebærer fysisk aktivitet, samt opfordre til udendørsaktiviteter som boldspil mv. Barnet skal føle, at de fysiske aktiviteter er sjove og spændende. Forældrene skal også ændre adfærd, da barnet tager forældrene som forbillede, og det er vigtigt, at forældrene får forståelse for, at en god opdragelse også involverer motivering for fysisk aktivitet. Samtidig tyder undersøgelser på, at fysisk aktivitet i barnealderen er en af forudsætningerne for en mere aktiv livsstil som voksen (WHO, 1998). Hvor børnefedme forekommer i de socialt dårligt stillede hjem, hvilket ikke vil være ualmindeligt, da forekomsten af børnefedme er højest her, vil der ofte være behov for at inddrage skole og daginstitution. Familien bør inddrages hos børn op til 11-års-alderen; men herefter synes børn-forældre-programmer ikke at være mere effektive end individuelle programmer, måske tværtimod (Epstein et al., 1990).

Sund kost indgår som hos voksne som et andet centralt element i behandling og forebyggelse af fedme hos børn. Kosten bør følge næringsstofanbefalingerne, være afbalanceret og bestå af almindelige fødevarer, og det drejer sig som hos voksne om varige ændringer i kostvanerne. Især hos mindre børn retter forebyggelse sig ofte mod at modvirke yderligere vægtforøgelse, da den samtidige højdevækst vil sikre, at disse børn bliver normalvægtige. Det antages, at de kostvaner, som grundlægges i barndommen, også vil præge barnet som voksen. Der er imidlertid en række forhold, man skal tage hensyn til, når man behandler børn for fedme. Det første er at sikre en tilstrækkelig tilførsel af næringsstoffer, så der ikke gribes forstyrrende ind i den normale vækst og udvikling. Derudover bør kostintervention være begrænset, da der er risiko for, at kostinterventionsstrategierne giver anledning til udvikling af spiseforstyrrelser (Wilson, 1994), eller at interventionen leder til yderligere stigmatisering af en i forvejen udsat gruppe (Dietz, 1992). Fokus i behandlingsøjemed bør derfor primært rettes mod det fysiske aktivitetsniveau og inddrage sociale og familiemæssige forhold (Epstein et al., 1994). Når det gælder sundhedsfremme og forebyggelse, der forbedrer mulighederne for, at børn udvikler sunde kost- og motionsvaner, er der derimod ikke de samme forbehold med hensyn til en fokusering på mad og måltider. Her benyttes miljøintervention i kombination med træning og oplysning (Rajan, 1996).

Forebyggende foranstaltninger for udvikling af fedme blandt børn har vist nogle af de bedste resultater på området (WHO, 1998).