Muligheder for forebyggelse og behandling
Fedmeforebyggelse er ikke kun et spørgsmål om at forhindre normalvægtige i at blive fede. Det omfatter også forebyggelse af overvægt hos normalvægtige, af fedme hos dem, der er overvægtige, og af vægtøgning hos tidligere overvægtige eller fede, som har tabt sig.
ForebyggelsesstrategierFedme er, som det fremgår af denne redegørelse, et folkesundhedsproblem, der medfører øget forekomst af en række risikoindikatorer (insulinresistens, glukoseintolerance, dyslipidæmi, forhøjet blodtryk) for alvorlige følgesygdomme (diabetes, aterosklerose, koronartrombose, apopleksi, cancer, galdesten, søvnapnø), der medvirker til at nedsætte middellevetiden og øger samfundets udgifter til social- og sundhedsvæsenet. De biologiske determinanter (arv, alder, race, køn, metabolisme) er faktorer, som den enkelte ingen indflydelse har på, ligesom en række determinanter i det fysiske og sociale miljø (samfundets infrastruktur og rammer for sund levevis) ligger uden for den enkeltes kontrol (Figur 8).
WHO lægger i sin rapport (WHO, 1998) vægt på en integreret indsats, der omfatter miljø, uddannelse/oplysning, økonomi, teknik, lovgivning og sundhedsvæsen (med henblik på tidlig opsporing og behandling). Mens sammenhængen mellem livsstilsdeterminanterne og fedme er nogenlunde vel belyst, savnes der stadigvæk dokumentation for den relative betydning af en række forhold i det fysiske og sociale miljø for fedmeudviklingen i Danmark. Samtidig er forskningen inden for strategier til sundhedsfremme og forebyggelse stadig et relativt uopdyrket område, og der findes kun et begrænset antal undersøgelser af effekten af forskellige strategier over for danskeres sundhedsadfærd (Hølund, 1991). En afdækning af mulighederne for forebyggelse af overvægt og fedme vil derfor i høj grad bygge på fortolkninger af WHO-rapportens anbefalinger og disses relevans i den danske befolkning.
