Forekomst og udvikling af overvægt og fedme

Fedme er en tilstand, hvor mængden af fedt i kroppen er forøget i en sådan grad, at det har konsekvenser for helbredet. I mangel af gode metoder til måling af kroppens fedtmasse anvendes i praksis kropsmasseindeks (det engelske udtryk er body mass index, forkortet BMI) som et fedmemål, der beregnes som kropsvægten divideret med højden² (kg/m²). Et BMI på mellem 25 og 30 kg/m² angiver overvægt, mens et BMI på > 30 kg/m² angiver fedme eller svær overvægt. Der er i dag konsensus om, at normalvægtområdet omfatter et BMI mellem 18,5 og 25 kg/m² mod tidligere mellem 20 og 25 kg/m² (Tabel 1) (WHO, 1998). Som det fremgår af Tabel 1, benævnes overvægtsgraden med BMI > 30 kg/m² som svær overvægt, eller på dansk som egentlig fedme. Inddelinger i forskellige BMI-grupper relaterer sig til helbredsrisikoen ved de forskellige grader af overvægt (Waaler 1988; Manson et al., 1995).

Måling af BMI giver ingen direkte information om kroppens fordeling af fedt og muskelmasse; der er imidlertid generel enighed om, at BMI kan bruges til at sammenligne vægtniveau, både blandt forskellige populationer, forskellige aldersgrupper, etniske grupper og de to køn (WHO, 1998). Samtidig betyder fastlæggelsen af grænser for overvægt og fedme, at der er mulighed for at identificere individer eller grupper, hvis risiko for sygelighed eller dødelighed er forøget, og dermed hvem mulig intervention og behandling bør rettes mod.

Fedtets fordeling

Mens det i befolkningsundersøgelser er vist, at BMI er et acceptabelt mål for kroppens totale fedtindhold, har det dog gennem en del år været klart, at det ikke blot er kroppens totale fedtindhold, men også lokaliseringen af fedtvævet på kroppen, der har betydning for helbredskomplikationerne ved overvægt. I prospektive undersøgelser er det fundet, at ud over kroppens totale fedtindhold er det specielt den abdominalt lokaliserede fedme (den såkaldte æbleform), der spiller en rolle for helbredskomplikationer som forhøjet kolesterol og blodsukker, type 2-diabetes og tidlig død, mens fedt på hofterne, som det især ses hos kvinder, ikke udgør en særlig risiko for følgesygdomme (Richelsen, 1991). Et dansk studie har vist forhøjede blodlipider og insulinniveauer ved selv mindre ophobninger af fedt i abdomen hos normalvægtige mænd (Richelsen & Pedersen, 1995). Den selvstændige helbredsskadelige betydning af den abdominale fedtaflejring er mest udtalt ved overvægt (25 kg/m²< BMI < 30 kg/m²).

Abdominalfedme bestemmes i praksis ved måling af taljeomkredsen, evt. sat i relation til omkredsen omkring hofterne (talje-hofte ratio, THR). Taljemålet foretages i et niveau, der svarer til midt mellem den nederste ribbenskant og hoftekammen, mens hoftemålet er det størst mulige mål omkring hoften. Man beregner den såkaldte THR som taljeomkredsen divideret med hofteomkredsen. Mænd har abdominal fedme ved THR >1. For kvinder gælder tilsvarende ved THR >0.80 (Bjørntorp, 1985). Flere studier har vist, at taljemålet alene også er en udmærket risikomarkør (muligvis bedre end THR), og at et taljemål > 102 cm for mænd og > 88 cm for kvinder er ledsaget af øget forekomst af type 2-diabetes samt forhøjet blodtryk og serumkolesterol (Lean et al., 1998). Simpel måling af taljeomkreds kan derfor tjene til identifikation af personer med øget risiko for følgesygdomme til abdominal fedme.

Bestemmelse af overvægt blandt børn og unge

Mens der er international enighed om anvendelse af BMI-målet til klassificering af overvægt og fedme hos voksne, findes der i dag ikke en international klinisk definition, der kan benyttes til bestemmelse af børns og unges overvægtsgrad. Det skyldes i høj grad, at børns højde og kropssammensætning ændres kontinuerligt med stigende alder. Derudover er der internationalt forskelle på alder for pubertetsstart og interindividuelle forskelle på hastigheden af kroppens fedtakkumulation. Mange lande, deriblandt Sverige, har netop udviklet aldersspecifikke BMI-tabeller til bestemmelse af børns overvægt, hvor individuelle BMI-værdier er udtrykt gennem standarddeviationer fra normen eller i percentiler (Lindgren et al.,1995). I Danmark er der endnu ikke udviklet samme type tabeller til bestemmelse af børns overvægt, hvorfor skolesundhedstjenesten og de praktiserende læger, ud over hvad der kan ses med det blotte øje, anvender de såkaldte normalvægtstabeller. Tabellerne er kønsspecifikke og vurderer vægt for højde sammenlignet med referenceværdier, hvor aldersintervallet spænder fra syv til 18 år. Disse tabeller bygger på målinger på børn foretaget tilbage i 1971 (Andersen et al., 1974), hvilket betyder, at referenceværdierne ikke er repræsentative i forhold til børns højde og vægt anno 1999. En del lande har produceret referencekurver for BMI hos børn, selv om mange af disse er mangelfulde, fordi de enten baserer sig på ældre data eller omfatter begrænsede aldersgrupper. I Sverige har man ved udviklingen af de føromtalte BMI-tabeller korrigeret normalvægten med 3% for at tage højde for den generelle vægtstigning, der er sket i befolkningen siden man lavede målingerne (Lindgren et al., 1995). Der hersker stadig tvivl om, hvorvidt samme metode skal bruges til udvikling af nye tabeller i Danmark.

Endnu benyttes BMI til bestemmelse af børns overvægt kun i ganske få lande, men der hersker dog enighed blandt forskere over det meste af verden om, at BMI – til trods for den manglende skelnen mellem fedtmasse og mager legemsmasse – er det bedste mål for fedme – også blandt børn (WHO, 1998; Cole et al., 1995). Man kan fx følge udviklingen over tid ved at sammenligne tidligere rapporterede procenter for BMI med aktuelle mål for samme aldersgruppe. På samme måde kan man sammenligne percentilværdier fra forskellige lande. De er temmelig ens, når det drejer sig om 50 percentilen, men afviger vedrørende de øverste percentiler pga. forskellig fedmeforekomst fra land til land.

BMI stiger hurtigt det første år for derefter at falde frem til otteårsalderen, hvorefter det stiger til voksenniveau i 20-24 års alderen (Figur 1). Noget tyder på, at hos børn med risiko for fedmeudvikling stiger BMI tidligere end otteårsalderen, fx allerede i fireårsalderen.

Konklusion vedrørende bestemmelse af overvægt og fedme

BMI er et generelt accepteret mål til beskrivelse af den relative vægt hos voksne. Inddelingen af BMI i forskellige intervaller er ligeledes generelt accepteret med henblik på beskrivelse af forskellige vægtklasser med forskellige grader af helbredskomplikationer. BMI er dog ikke et fuldt ud dækkende mål for den helbredsmæssige betydning af kroppens fedtindhold. BMI beskriver specielt ikke den helbredsmæssigt vigtige abdominale fedtaflejring. Aktuelt synes måling af taljeomfanget at være det enkleste mål til beskrivelse af størrelsen af det abdominale fedtdepot. I forhold til helbredsrisikoen er taljeomfanget ikke så grundigt undersøgt og evalueret som BMI; men der foreligger grænser, som indtil videre kan anvendes til inddeling af taljeomfanget hos de to køn med henblik på beskrivelse af helbredsrisikoen. Disse afgrænsninger vil dog formentlig ændre sig i fremtiden, når der foreligger flere prospektive undersøgelser over betydningen af taljeomfanget. BMI kombineret med taljeomfanget kan således anvendes i den voksne befolkning til at karakterisere grupper med øget helbredsrisiko og dermed også for mulige interventioner.

Afgrænsning og måling af overvægt blandt børn og unge er et større problem, da der endnu ikke foreligger generelt accepterede rekommandationer på dette område. I praksis indplaceres det enkelte barn i højde-vægt-kurver, hvorved det enkelte barns overvægtsgrad kan bestemmes i forhold til en normalbefolkning af børn. Til trods for en række svagheder er der enighed om, at BMI hos børn kan anvendes til videnskabelige formål, fx til sammenligninger mellem lande eller fedmeudviklingen i en børnepopulation over tid.