Sammenfatning vedrørende fedmens årsager
Vores forståelse af, hvorfor og hvordan fedme udvikles, er ikke fuldstændig; men fedme er en multifaktoriel kronisk sygdom, der udvikles som følge af et samspil mellem mange forskellige faktorer, herunder kostvaner, fysisk aktivitetsmønster, sociale, kulturelle, psykologiske, metaboliske og genetiske faktorer (Figur 7).
Der synes ikke at være tvivl om, at der foreligger en arvelig disposition for fedmeudvikling; men det er lige så klart, at det er ændringer i de miljømæssige faktorer, der har resulteret i den betydelige stigning i forekomsten af fedme gennem de sidste 40 - 50 år. Ud fra forskellige typer af undersøgelser tyder det på, at specielt den tiltagende reduktion i fysisk aktivitet såvel på arbejdspladsen som i hjemmet må have spillet en afgørende rolle for fedmeudviklingen. Samspillet mellem den fysiske aktivitet og kosten, herunder fedtindtaget, synes også at være af betydning. Hvis den fysiske aktivitet er høj, er der en ringe risiko for fedme, uafhængigt af kosten og kostsammensætningen. Betydningen af kosten og kostsammensætningen må derfor forventes at blive større, jo mere inaktiv befolkningen bliver; og ved det aktuelt lave fysiske aktivitetsniveau er en fedtrig kost formentlig en medvirkende faktor for fedmeudviklingen. På baggrund heraf må det antages, at en kostomlægning til en mere fedtfattig kost rig på komplekse kulhydrater (grønt, kornprodukter, frugt) og øget fysisk aktivitet også kan forebygge fedme.
Der er imidlertid stadig behov for forskning i effektive, præventive strategier, inklusive forskning i bedre metoder til beskrivelse af kostindtag og fysisk aktivitet. Der mangler også forskning i forbindelse med forebyggelse af fedme ved rygeophør, ligesom der mangler en dybere forståelse for, hvad det er, der regulerer vores energibalance - herunder kontrol af energiindtag og forbrug samt den efterfølgende vækst i fedtvævet. Ligeledes mangler vi stadig, på trods af intensiv forskning på området, at identificere de gener, der disponerer til fedmens udvikling, med henblik på at kunne udpege risikogrupper, der er særligt udsatte for udvikling af fedme.