Sammenfatning
Fra en undersøgelse udført af Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi (DIKE) først i 1990’erne ved vi, at henholdsvis 36% af voksne mænd og 21% af voksne kvinder var overvægtige (25 kg/m²<BMI<30 kg/m²). Ca. 8% var egentligt fede (BMI > 30 kg/m²), svarende til ca. 340.000 voksne danskere. I perioden 1987-1994 steg forekomsten af fedme blandt voksne fra 6% til 8%, hvilket svarer til, at næsten 100.000 flere danskere er blevet fede inden for denne årrække. Disse data er baseret på selvrapporterede oplysninger om højde og vægt, hvilket indebærer, at fedmeforekomsten kan være undervurderet.
Ifølge DIKE’s undersøgelse er forekomsten af fedme især øget blandt yngre voksne (16-24 år). Dette er i overensstemmelse med undersøgelser af unge mænd på session, som har vist, at forekomsten af fedme er steget fra et par promille i 1960’erne til et niveau på 4-5% i begyndelsen af 1990’erne.
Endnu ikke publicerede data fra befolkningsundersøgelserne i Glostrup, hvor personernes højde og vægt er blevet målt og ikke blot selvrapporteret, viser, at i 1992 var 13% af mændene og 11% af kvinderne i aldersgruppen 30-60 år fede. Forekomsten af fedme var størst i de ældste aldersgrupper – 16% hos 60-årige mænd. Øgningen i forekomsten af fedme synes særlig udtalt blandt de 30-årige, hvor der for kvindernes vedkommende skete mere end en fordobling i perioden 1982-1992. Forekomsten af fedme var især udtalt blandt personer med kortvarige uddannelser, om end der i perioden skete en stigning i antallet af fede i alle uddannelsesgrupper.
I andre vesteuropæiske lande ligger fedmeforekomsten på 7-20% hos den voksne befolkning, noget højere i USA (25%) og i østeuropæiske lande helt op til 30%. Set i international sammenhæng er danskere fortsat blandt de slankeste befolkninger, men tilvæksten i andelen af fede i Danmark - især i de yngre aldersgrupper - peger på et hastigt voksende problem også herhjemme.
Der foreligger ikke publicerede danske undersøgelser, der giver svar vedrørende den absolutte forekomst af overvægt og fedme blandt børn (3-15 år), men data fra skolehelbredsundersøgelserne tyder på, at andelen af overvægtige børn er steget i perioden frem til 1997. Ved udskolingsundersøgelsen i 1996/1997 af børn i alderen 14-16 år havde knap 7% af drengene og næsten 10% af pigerne et BMI over 25 kg/m². BMI > 25 kg/m² regnes blandt voksne som overvægt, men for børn er denne grænse højt sat. Ved samme undersøgelse havde 2,1% af drengene og 3,5% af pigerne BMI>28 kg/m². 2,8% af drengene og 3,8% af pigerne fik af lægerne stillet den kliniske diagnose adipositas. Denne diagnose svarede til BMI>28 kg/m².
Der er gode holdepunkter for, at der foreligger en arvelig disposition til fedmeudvikling, uden at man dog ved, hvilke gener eller mekanismer der er involveret. Den aktuelle høje forekomst af fedme må dog tilskrives ændringer i omgivelserne/miljøet, da dette fænomen har udviklet sig inden for en ret kort årrække (30-50 år). Specielt to miljøfaktorer har påkaldt sig særlig interesse, nemlig den fysiske aktivitet og kostens fedtindhold. Den tiltagende mekanisering, automatisering og motorisering af både vores arbejds- og hjemmeliv gennem de sidste ca. 50 år har i betydelig grad reduceret befolkningens generelle aktivitetsniveau.
Undersøgelser blandt børn har dokumenteret, at der er en sammenhæng mellem inaktivitet og efterfølgende vægtøgning. Studier fra flere vestlige lande viser, at det totale energiindtag samt fedtindtaget er faldet gennem de seneste årtier, men forekomsten af overvægt og fedme er steget, hvilket peger på betydningen af fysisk inaktivitet for den aktuelle fedmeudvikling. Ved relativt lav fysisk aktivitet i befolkningen vil kosten spille en større og større rolle for fedmeudviklingen. Under sådanne forhold spiller kostens energitæthed og dermed fedtindholdet en stor rolle for det begreb, der kaldes “passiv overkonsumtion” af energi, der vil kunne lede til overvægt.
Kostens fedtindhold spiller muligvis en særlig rolle for fedmeudviklingen i en relativt inaktiv befolkning.
Der er en sammenhæng mellem fedme og socio-økonomiske forhold. Overalt er forekomsten af fedme og stigningen heri størst blandt de socialt dårligst stillede. De sociale forholds betydning afspejler sig tydeligst for fedmeforekomsten blandt kvinder. Årsagerne til sammenhængen mellem fedme og socialklasser er endnu ikke fuldt klarlagt.
Overvægt og fedme er ledsaget af en betydelig oversygeliged og overdødelighed. Ved overvægt kan der opstå forstyrrelser i kroppens stofskifte, bl.a. i form af det såkaldte metaboliske syndrom. Dette syndrom spiller den væsentligste rolle for mange af de helbredskomplikationer, der opstår som følge af overvægt (fx type 2-diabetes, iskæmisk hjerte-kar-sygdom og forhøjet blodtryk). Der er en voldsomt stigende forekomst af diabetes, som kan sættes i direkte relation til den stigende forekomst af overvægt og fedme, og ca. 75% af type 2-diabetespatienterne er overvægtige på diagnosetidspunktet. Der er også sammenhæng mellem overvægt og øget forekomst af visse kræftsygdomme, lungelidelser, slidgigt og kønshormonforstyrrelser.
Dødeligheden stiger nærmest eksponentielt med graden af overvægt og skyldes især hjerte-kar-sygdom (blodprop i hjertet og i hjernen). Overvægtige har som gruppe dobbelt så høj dødelighed som normalvægtige. Ved meget svær fedme (BMI > 40 kg/m²) er dødeligheden formentlig tidoblet i forhold til normalvægtige. Ud over de fysiske problemer er overvægt også ledsaget af en række psyko-sociale problemer (social isolation, lavt selvværd, depression og angst), der specielt rammer overvægtige børn hårdt. Fedmens følgetilstande resulterer i betydeligt nedsat livskvalitet, øget sygelighed, større sygefravær og øget førtidspensionering.
Næsten alle undersøgelser viser, at et vægttab hos overvægtige personer bedrer blodtryk, blodsukker og serumkolesterol. Og i et begrænset antal undersøgelser er det demonstreret, at vægttab kan reducere udviklingen af type 2-diabetes og iskæmisk hjerte-kar-sygdom hos overvægtige personer. Med den konventionelle behandling af overvægt (information vedrørende kost og fysisk aktivitet) opnås imidlertid kun ret sjældent et blivende vægttab. De fleste interventionsundersøgelser viser, at overvægtige personer taber sig over de første 3-6 måneder; men ved længerevarende opfølgning reduceres det opnåede vægttab mere og mere, og efter to år vil ca. 50% være tilbage omkring udgangsvægten, og efter 4-5 års opfølgning vil op imod 90% være tilbage på udgangsvægten. Det kan anføres, at fedme er en kronisk tilstand, der formentlig kræver langvarig eller gentagen behandling; men der mangler endnu forskning på dette område. På baggrund af de anførte vanskeligheder med at behandle en allerede udviklet overvægt retter interessen sig mod forebyggelse af overvægt og fedme.
Erfaringerne med forebyggelse af overvægt og fedme er begrænsede; men af den nyligt udgivne WHO rapport (1998) fremgår det, at man ikke mener, at en individorienteret forebyggelsesstrategi vil kunne lykkes alene, men at samfundets generelle involvering via lovgivningen, officielle institutioner, fødevarebranchen mv. også må inddrages i en mere bred og overordnet forebyggelsesstrategi. De faktorer, det ville være ønskeligt at påvirke, er befolkningens generelle fysiske aktivitet/inaktivitet og kosten, specielt kostens energi- og fedtindhold.
I en relativt inaktiv befolkning som den danske er det sandsynligt, at øgning af den fysiske aktivitet til, hvad der svarer til ½ times frisk gang dagligt, vil have en forebyggende virkning på fedmeudviklingen. Desuden tyder det på, at en reduktion af inaktiviteten (reduceret tid foran tv, video, PC etc.) vil have en effekt i sig selv. Holdningen til øgning af den fysiske aktivitet skal læres/indøves så tidligt som muligt, hvorfor forebyggelsesindsatsen skal sættes i værk så tidligt i livet som muligt.
Det andet element i en forebyggelsesindsats må være en påvirkning af befolkningen til bedre kostvaner. I fedmesammenhæng vil det især sige en reduktion af energi- og fedtindholdet i kosten. Formentlig skal fedtets bidrag til energiindtaget være lavere end 30%, før det kan forventes at medvirke til en fedmeforebyggende virkning. Som anført for fysisk aktivitet skal gode kostvaner også helst indlæres tidligt i livet. Det synes derfor vigtigt, at forebyggelsesindsatsen især rettes mod børn og børneforældre.
Forebyggelsesstrategisk er det et specielt problem at få den nødvendige information ud til de rette sociale grupper og særlige risikogrupper, der i fedmesammenhæng især vil omfatte de socialt dårligst stillede og personer med familiær disposition for fedme. Der vil derfor være behov for en bred samfundsmæssig involvering.