Miljømæssige forholds indvirkning på fedmeudviklingen

De væsentligste miljømæssige forhold, der er sat i relation til den generelle fedmeudvikling, er 1) ændringer i befolkningens fysiske aktivitet, 2) ændringer i det totale energiindtag og 3) ændringer i fedtindtaget. Herudover kan andre mere specielle forhold spille en rolle: rygeophør, graviditet mv.

Måling af det fysiske aktivitetsniveau er vanskelig, og spørgeskemaundersøgelser er ofte behæftet med betydelig usikkerhed. Der findes ingen direkte undersøgelser over udviklingen af befolkningens fysiske aktivitet gennem de sidste 40 - 50 år; men der er mange indirekte forhold, der tyder på en endda meget stor reduktion i befolkningens fysiske aktivitetsniveau gennem de seneste årtier. I samme periode som fedmeforekomsten er steget voldsomt, har der således været en betydelig reduktion i det fysiske aktivitetsniveau og dermed det samlede energiforbrug ved arbejde i industri og landbrug på baggrund af den øgede automatisering og motorisering. Den store udbredelse af biler, fjernsyn og på det seneste computere er også sammenfaldende med den øgede fedmeforekomst (Fogelholm, 1998). Det er dokumenteret, at tv-kigning blandt børn er positivt relateret til BMI nogle år efter (Dietz & Gortmaker, 1985).

Noget tyder tillige på, at udviklingen i fedme over tid hænger tættere sammen med den tiltagende stillesiddende livsstil end med diverse kostfaktorer. I England er udviklingen i antallet af biler eller timer brugt foran fjernsynet fx foregået parallelt med udviklingen i fedme, mens dette ikke er tilfældet for kostens energi- eller fedtindhold (Prentice & Jebb, 1995). Der er desuden flere undersøgelser, bl.a. den engelske, der tyder på, at befolkningens totale energiindtag er faldet gennem de seneste årtier, samtidig med at fedmeforekomsten er øget (Prentice & Jebb, 1995). Alle disse forhold tyder på, at en væsentlig reduktion i fysisk aktivitet/øget stillesiddende liv spiller en afgørende rolle for de sidste ca. 40 års øgede fedmeforekomst.

Omkring anden verdenskrig udgjorde fedtet i kosten kun ca. 35% af det samlede energiindhold. I slutningen af 1980'erne kom mere end 40% af energien fra fedt (Isaksson & Osler, 1989; Fagt & Groth, 1992). Vi spiser langt færre kartofler og kornprodukter i dag og mere kød og mælkeprodukter (Andersen et al., 1996; Osler & Heitmann, 1997). I løbet af de sidste 7-8 år er der dog sket en nedgang i befolkningens gennemsnitlige fedtindtag fra ca. 42% til 38% (Osler & Heitmann, 1997; Andersen et al., 1996), men kostens fedtindhold er stadig langt højere end de anbefalede 30% af energiindtaget. Parallelt med reduktionen i kostens fedt er der samtidig sket en stigning i fedmeforekomsten (Kjøller et al., 1995).

Nedgangen i kostens fedtindhold kan formentlig tilskrives den intensiverede sundhedsoplysning, som især har været sat ind siden begyndelsen af 1990'erne (Peetz-Schou, 1997). Det er dog samtidig ikke utænkeligt, at den øgede sundhedsoplysning med information og fokus på betydningen af at spise sund kost har medført, at de oplysninger, som folk giver om deres kostindtag, i højere grad end tidligere afspejler holdninger og intenderet adfærd end faktisk adfærd. Undersøgelser har i den forbindelse påvist, at overvægtige fx ikke alene underrapporterer deres totale energi-indhold, men også underrapporterer den del af energien der kommer fra fedt og/eller kulhydrat (Heitmann & Lissner, 1995). Det samme gør sig gældende for personer, som er fokuseret på deres kropsvægt, uagtet om de er fede eller ej (Heitmann, 1993). Spørgsmålet er derfor, om de senere års rapporter om kostforbedringer afspejler de faktiske forhold. Disse forhold tyder altså ikke på, at der er en væsentlig sammenhæng mellem kostens sammensætning af næringsstoffer og de sidste 40 års øgede fedmeforekomst.