[ Forrige dokument | Næste dokument | Forsiden ]

Kan der gives specifikke rekommandationer vedrørende forebyggelse?

Fysisk aktivitet
Fysisk aktivitet er generelt sundt, og til forebyggelse af iskæmisk hjerte-kar-sygdom tilrådes fra amerikanske rekommandationer fysisk aktivitet svarende til en times frisk gang 3-4 gange ugentligt. I WHO-rapporten (1998) foreslås det, at en gennemsnitlig øgning af den fysiske aktivitet svarende til en daglig gåtur i frisk tempo af 1 times varighed vil kunne spille en betydelig rolle med henblik på at forebygge fedme (Saris, 1996). Risikoen for fedmeudvikling er størst hos den halvdel af befolkningen, der er moderat til meget inaktiv; derfor vil disse råd specielt have virkning her.

Blandt børn er der fundet en betydelig reduktion i forekomsten af fedme ved en kost- og aktivitetsintervention, når en stærk indskrænkning i tiden til tv-kigning indgik i interventionsprogrammet (Epstein, 1995). Det vil sige, at ved forebyggelse skal der ikke blot fokuseres på tiltag til øgning af den fysiske aktivitet, men tillige på tiltag, der skal reducere den generelle inaktivitet. Skolen har en stor betydning ved at fremme en positiv holdning over for fysisk aktivitet og i praksis ved fx at opprioritere gymnastikundervisningen.

Kosten og kostsammensætningen
For at fedme kan undgås skal kostens energitæthed være relativt lav, især i en befolkning med lav fysisk aktivitet, og dette opnår man lettest ved at reducere kostens fedtindhold. Formentlig skal kostens relative fedtindhold reduceres til 30% af energien eller derunder for at kunne bidrage til forebyggelse af fedme i en inaktiv befolkningsgruppe. Så kostrådene til forebyggelse af fedme ligger meget tæt op ad de aktuelle generelle kostråd til befolkningen: Spar på fedtet, især det animalske, og spis rigeligt med grøntsager og frugt, samt kornprodukter. Vedrørende alkohol er der ikke aktuelt tilstrækkelig viden til at komme med specifikke anbefalinger.

Taksigelse
Forfatterne til rapporten takker institutleder, professor, dr.med. Thorkild I.A. Sørensen for konstruktive kommentarer til rapporten.


[ Forrige dokument | Næste dokument | Top ]
 
Sundhedsstyrelsen. Version 1.0. Oktober 1999
Denne publikation findes på adressen http://www.sst.dk
© Sundhedsstyrelsen 1999