Hvorfor er overvægt forbundet med øget sygelighed?

Den kritiske sammenhæng mellem overvægt og de metaboliske helbredskomplikationer (diabetes, højt blodtryk, forstyrrelser i blodets fedtstoffer, tidlig åreforkalkning etc.) synes især at være medieret gennem den virkning, som en stor fedtmasse har på kroppens insulinfølsomhed. En stor fedtmasse, specielt fedtet i bughulen, er forbundet med det såkaldte insulinresistenssyndrom, der er defineret som en tilstand, hvor insulinvirkningen på kroppen er nedsat. Almindeligvis vil de insulinproducerende ß-celler i bugspytkirtlen søge at kompensere for denne tilstand ved at øge sekretionen af insulin til blodet. Derfor er tilstande med insulinresistens karakteriseret ved for høje insulinniveauer i blodet såvel ved faste som efter fødeindtagelse. En overvægt på 35-40% er associeret med en insulinfølsomhed nedsat med 30-40% (Ludvik et al., 1995).

Insulinresistens er associeret med et stort antal abnormiteter i sukker- og fedtomsætningen, og ud over at øge risikoen for type 2-diabetes er tilstanden også forbundet med blodtryksforhøjelse og tidlig udvikling af åreforkalkning samt forstyrrelser i blodets koagulationssystem (Tabel 7). Den væsentligste årsag til dette syndrom er størrelsen af fedtmassen og ikke mindst intraabdominal fedtaflejring. Det intraabdominale fedtdepot kan være af betydning, selv om personen ikke er egentlig overvægtig (Willett et al, 1995; Kissebah & Krakower, 1994; Björntorp, 1991; Despres et al., 1990; Seidell et al., 1990).

Ved abdominal fedme med insulinresistens findes der nogle meget karakteristiske forandringer i serumlipiderne med højt triglycerid og ofte særdeles lavt HDL-kolesterol. Denne kombination er i prospektive undersøgelser vist at være tæt forbundet med tidlig forekomst af åreforkalkning og øget dødelighed af hjerte-kar-sygdom (Castelli, 1992). Total- og LDL-kolesterol synes mindre påvirket af insulinresistenssyndromet; men der er en tæt sammenhæng med syndromet og øget forekomst af small dense LDL-partikler, der synes at fremkalde betydelig mere åreforkalkning end LDL-partikler af sædvanlig størrelse (Tchernof & Despres, 1998). Forstyrrelser i blodets koagulationssystem er også observeret sammen med insulinresistens. Især en øget koncentration af plasminogenaktivatorinhibitor 1 (PAI-1) er fundet. PAI-1 er en fysiologisk hæmmer af fibrinolysen (Lundgren et al., 1996). Dette forhold menes at spille en rolle for den øgede trombosedannelse ved insulinresistenssyndromet.

Om der hos en person med insulinresistenssyndromet først udvikler sig type 2-diabetes, blodtryksforhøjelse eller hjerte-kar-sygdom, synes mest at afhænge af personens arvelige disposition. Men alt tyder på, at når en af disse egentlige sygdomme udvikler sig, har syndromet været til stede årtier forud. Dette bekræftes også af, at når en af disse sygdomme diagnosticeres, er der ofte allerede udviklet tegn på andre komplikationer, sædvanligvis i form af tidlig åreforkalkning (hjertekrampe, bensmerter ved gang (claudicatio), øget udskillelse af protein gennem nyrerne mv.). Det vil derfor være hensigtsmæssigt at sætte ind med behandling eller forebyggelse tidligt i forløbet med henblik på at sikre, at den overvægtige ikke tager yderligere på, og behandle de tidlige komplikationer (Franz, 1997; Hensrud et al., 1995; Blackburn, 1995).

Et ganske andet forbindelsesled mellem en stor fedtmasse og insulinresistens er det faktum, at der produceres et stort antal hormonlignende substanser i fedtvævet, og produktionen af disse stoffer er ofte proportional med fedtmassens størrelse. Nogle af disse hormonlignende substanser har vist sig at kunne resultere i insulinresistens og dermed være et forbindelsesled mellem størrelsen af fedtdepoterne og helbredskomplikationerne (Richelsen et al., 1998).

Relationen mellem overvægt og visse kræftformer, menstruationsforstyrrelser og nedsat fertilitet tilskrives fedtvævets evne til at producere kønshormoner, specielt hormoner med kvindelig (østrogen) kønshormonvirkning (Hulka et al., 1994). Relationen mellem overvægt og lunge- og ledsymptomer skyldes mest den direkte mekaniske belastning af for store fedtdepoter.