Hjerte-kar-sygdomme

Overvægt er ledsaget af en øget forekomst af åreforkalkning i fx hjertet, hjernen og i benene, og det er den øgede åreforkalkning, der er den væsentligste forklaring på overdødelighed blandt overvægtige med ca. en faktor 2. Årsagen er, at der blandt overvægtige er øget forekomst af de klassiske risikofaktorer for åreforkalkning, såsom insulinresistenssyndromet, dyslipidæmi (højt triglycerid og lavt HDL-kolesterol), højt blodtryk, nedsat glukosetolerance og forstyrrelser i blodets koagulationssystem. Men uafhængigt af disse risikofaktorer er det i længere prospektive undersøgelser fundet, at overvægt i sig selv er en risikofaktor for øget sygelighed og dødelighed af iskæmisk hjerte-kar-sygdom (Hubert et al.,1983 og Willett et al., 1991). Denne sidst beskrevne sammenhæng kunne skyldes den direkte indflydelse af overvægten på funktionen og tykkelsen af venstre hjerteventrikel (Lavie et al., 1992). Dødeligheden af iskæmisk hjerte-kar-sygdom blandt fede kvinder (BMI > 29 kg/m²) er fundet fire gange forøget i forhold til slanke (BMI < 21 kg/m²) (Manson et al., 1995). Desuden har vægtstigning især efter 20-25 års-alderen vist sig at være stærkt forbundet med øget risiko for iskæmisk hjerte-kar-sygdom (Hubert et al., 1983 og Manson et al., 1995). På baggrund af den tætte sammenhæng med insulinresistenssyndromet er bugfedme en betydelig større risikofaktor for iskæmisk hjerte-kar-sygdom end fedtaflejring andre steder på kroppen (Han et al., 1995).

På baggrund af problemerne med at opnå blivende vægttab med konventionelle behandlingsstrategier foreligger der ikke overbevisende data, der viser, at vægttab er forbundet med en reduktion af den øgede dødelighed blandt overvægtige patienter (diskuteres senere). Talrige undersøgelser viser, at selv mindre vægttab er forbundet med en bedring i de klassiske risikofaktorer såsom et fald i totalkolesterol, fald i triglyceridniveauerne og ofte en mindre stigning i HDL-kolesterol samt reduktion i blodtrykket (Andersen et al., 1995 og Blackburn, 1995). Det er estimeret, at et vægttab på 10 kg fører til et 10% fald i totalkolesterol, et 30% fald i triglycerider og en forøgelse på ca. 8% i HDL-kolesterol (SIGN, 1996).

I et dansk kostinterventionsstudie blandt fortrinsvis kvinder med overvægt og fedme (gennemsnitligt BMI= 30,5 kg/m²) fandt man, at de vægttabsfremkaldte forbedringer i blodlipider, koagulations- og fibrinolysefaktorer var bevarede et halvt år efter vægttabet, således at den samlede risiko for iskæmisk hjerte-kar-sygdom var markant nedsat (Marckmann et al., 1998). Samtidig har resultater fra det svenske SOS-studie demonstreret, at blandt overvægtige, der tabte sig (kirurgisk induceret vægttab), udvikledes forhøjede triglyceridniveauer kun hos 0.6% mod 9,2% i kontrolgruppen, og kun 3,9% fik lave HDL-niveauer mod 10% af kontrolgruppen i løbet af den efterfølgende toårige periode (Sjöström et al., 1997).

I et etårs interventionsstudie med flere livsstilsændringer (bl.a. med rygeophør) blev der opnået et gennemsnitligt vægttab på 10 kg. Det fandtes samtidig, at 82% af denne gruppe patienter opnåede en bedring af åreforkalkningsproblemerne i hjertets kar (Ornish et al., 1990). I et andet studie af Singh et al. fandtes også en positiv virkning af moderat vægttab på forekomsten af iskæmisk hjerte-kar-sygdom. Patienter med tidligere blodprop i hjertet fik foreskrevet en fedtfattig kost med tilsætning af fibre og vitaminer. Efter et år fandtes et vægttab på 7,1 kg med en signifikant reduktion i den hjerterelaterede såvel som i den totale dødelighed.

Det er estimeret, at et vægttab på 20% hos en overvægtig person er associeret med en reduktion i risikoen for hjerte-kar-sygdom på 40% (Gordon et al., 1973), og hvis overvægt kunne undgås, ville forekomsten af åreforkalkning i hjertet reduceres med 25% og forekomsten af apopleksi og hjerteinsufficiens med 35% (Kannel et al., 1996).