[ Forrige dokument | Næste dokument | Forsiden ]

Forord

Sundhedsministeriet anmodede i december 1997 Sundhedsstyrelsen om en redegørelse for fedmeproblemets omfang i Danmark. Baggrunden for ønsket om en fedmeredegørelse var at dokumentere, om udviklingen af overvægt og fedme i Danmark fulgte den internationale udvikling, og om der dermed var behov for at styrke indsatsen for forebyggelse af vægtproblemer hos børn og voksne med det formål at begrænse udviklingen og omfanget af de følgesygdomme, der har sammenhæng med overvægt og fedme.

I regeringens redegørelse til Folketinget om forebyggelse er udgangspunktet, at det er bedre at forebygge frem for passivt at lade sygdom og skader opstå – både for den enkelte og samfundet. Ernæringspolitikken er fremhævet som et vigtigt led i sundhedsfremme og forebyggelse, hvor der skal lægges større vægt på sammenhængen mellem kostvaner og den enkeltes levevilkår og øvrige livsstil. Kendskabet til betydningen af sund kost og lysten til at spise sundt skal fremmes i alle befolkningsgrupper, også hos udsatte grupper med særlig risiko for følger af forkert ernæring. Det er vigtigt at understøtte de seneste ti års fald i andelen af fedt i kosten som et fortsat mål for de fremtidige forebyggende indsatser. Det gælder ikke mindst i forbindelse med forebyggelse af fedme.

Nærværende rapport er en redegørelse for fedmeproblemets omfang og for den helbredsrisiko, der er knyttet til fedme og overvægt. En rapport publiceret i 1998, ”Obesity preventing and managing the global epidemic”, udarbejdet af en arbejdsgruppe under WHO, har dannet baggrund for nærværende rapports tilblivelse. I rapporten indgår endnu ikke publicerede opgørelser over fedmeforekomst og fedmeudvikling fra Center for Sygdomsforebyggelse, Amtssygehuset i Glostrup, Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi (DIKE) samt fra Veterinær- og Fødevaredirektoratet. Selvom disse data endnu ikke er publicerede, skønnes materialet imidlertid at være så vigtigt for bedømmelse af fedmeproblemets størrelse, at det er inddraget i vurderingsgrundlaget.

Sundhedsstyrelsen har bedt seniorforsker, Ph.D. Berit Lilienthal Heitmann, Center for Epidemiologisk Grundforskning ved Institut for Sygdomsforebyggelse, Kommunehospitalet, København om at udarbejde grundlaget for redegørelsen. Sundhedsstyrelsen bad overlæge, dr.med. Bjørn Richelsen, medicinsk afd. C, Århus Amtssygehus, Århus Universitetshospital om at bidrage med de kliniske betragtninger vedrørende fedmens årsager og konsekvenser. Sundhedsstyrelsen har modtaget værdifulde kommentarer og bidrag fra professor, dr.med. Arne Astrup, Forskningsinstitut for Human Ernæring og afdelingsforstander, læge Lars Ovesen, Veterinær- og Fødevaredirektoratet.


[ Forrige dokument | Næste dokument | Top ]
 
Sundhedsstyrelsen. Version 1.0. Oktober 1999
Denne publikation findes på adressen http://www.sst.dk
© Sundhedsstyrelsen 1999