Forebyggelse af overvægt og fedme i befolkningen generelt

WHO-rapporten anbefaler, at en befolkningsstrategi til forebyggelse af fedme koncentrerer sig om forhold, der har betydning for befolkningens generelle vægtstatus i modsætning til strategier, der sigter mod ændring af individuelle forhold af betydning for den enkeltes fedmeudvikling. Anbefalingen er, at man i højere grad benytter sig af generelle miljøinterventioner, der involverer hele samfundet i fedmeforebyggelsen med det formål at nedsætte befolkningens eksponering for fedmefremmende miljøer (fysisk inaktivitet samt energi- og fedtrig kost). De vigtigste indsatsområder i miljøinterventionen er en forøgelse af den fysiske aktivitet og en forbedring af kostens kvalitet samt forbedring af tilgængeligheden af sund mad.

En befolknings gennemsnitlige BMI er en god indikator for andelen af fede i befolkningen (Rose, 1991). Når det gennemsnitlige BMI i en befolkning ligger under 23 kg/m², er der meget få personer med et BMI>30 kg/m². Hvis BMI-fordelingen i en befolkning forskydes til højre (fx hvis BMI-gennemsnittet stiger), bliver fordelingen skæv, og kurven flades ud (Figur 9), hvilket indikerer, at en større andel af befolkningen har et BMI>30 kg/m². Det anbefales derfor at tilstræbe et gennemsnitligt BMI i en befolkning på 21-23 kg/m². I den forbindelse gør WHO-rapporten opmærksom på, at en del af befolkningen er undervægtig, og at strategier, der sigter mod en forskydning af BMI-fordelingen mod venstre (dvs. et fald i det gennemsnitlige BMI), kunne medføre et stigende antal undervægtige eller personer med spiseforstyrrelser (Jeffery, 1991; Allison & Engel, 1996). Selv om en sådan sammenhæng ikke har kunnet dokumenteres, kan det ikke udelukkes, at der kan være utilsigtede effekter i en sådan retning af en indsats, der fokuserer på slankhed i befolkningen generelt. De lande, der i dag har den højeste forekomst af spiseforstyrrelser, er imidlertid samtidig de lande, der har det højeste gennemsnitlige BMI (WHO, 1998). Alligevel konkluderer WHO-rapporten, at masseinterventionsprogrammer, som sigter mod et generelt vægttab i en befolkning, skal være omhyggelige med at balancere strategien i forhold til risikoen for at inducere en øget forekomst af spiseforstyrrelser.

Forskydningen i BMI-fordelingen i fem populationer af mænd og kvinder i alderen 20-59 år, samlet fra 52 undersøgelser i 32 lande. (Fra WHO, 1998)

WHO-rapporten fremhæver, at selv om der er sparsom dokumentation for effekten af initiativer, der sigter mod fedmekontrol (Rajan,1996), så viser resultaterne fra andre interventionsområder (rygning, brug af sikkerhedsseler, alkohol, vaccination), at de programmer, der har den bedste effekt, involverer regering (Reynolds, 1989), fødevareindustri (Forte, 1989), medier og lokalsamfund (Puska et al., 1985) og har en lang varighed (Vartiainen et al., 1994; Borland & Owen, 1994).

Målet for en masseintervention i Danmark kunne være at reducere/undgå en stigning i det aldersspecifikke gennemsnitlige BMI.

Indsatsområder bør omfatte:

• Generelle miljøinterventioner til fremme af fysisk aktivitet
• Øget tilgængelighed af sund mad
• Økonomisk regulering med henblik på at påvirke forbruget af sunde fødevarer
• Træning af færdigheder i at lave sund mad
• Lovinitiativer/regulering med det formål at beskytte forbrugerne (fx bedre mærkning af fødevarer, regler vedrørende reklamer med børn som målgruppe)
• Uddannelse og oplysning