Fedtets fordeling

Mens det i befolkningsundersøgelser er vist, at BMI er et acceptabelt mål for kroppens totale fedtindhold, har det dog gennem en del år været klart, at det ikke blot er kroppens totale fedtindhold, men også lokaliseringen af fedtvævet på kroppen, der har betydning for helbredskomplikationerne ved overvægt. I prospektive undersøgelser er det fundet, at ud over kroppens totale fedtindhold er det specielt den abdominalt lokaliserede fedme (den såkaldte æbleform), der spiller en rolle for helbredskomplikationer som forhøjet kolesterol og blodsukker, type 2-diabetes og tidlig død, mens fedt på hofterne, som det især ses hos kvinder, ikke udgør en særlig risiko for følgesygdomme (Richelsen, 1991). Et dansk studie har vist forhøjede blodlipider og insulinniveauer ved selv mindre ophobninger af fedt i abdomen hos normalvægtige mænd (Richelsen & Pedersen, 1995). Den selvstændige helbredsskadelige betydning af den abdominale fedtaflejring er mest udtalt ved overvægt (25 kg/m²< BMI < 30 kg/m²).

Abdominalfedme bestemmes i praksis ved måling af taljeomkredsen, evt. sat i relation til omkredsen omkring hofterne (talje-hofte ratio, THR). Taljemålet foretages i et niveau, der svarer til midt mellem den nederste ribbenskant og hoftekammen, mens hoftemålet er det størst mulige mål omkring hoften. Man beregner den såkaldte THR som taljeomkredsen divideret med hofteomkredsen. Mænd har abdominal fedme ved THR >1. For kvinder gælder tilsvarende ved THR >0.80 (Bjørntorp, 1985). Flere studier har vist, at taljemålet alene også er en udmærket risikomarkør (muligvis bedre end THR), og at et taljemål > 102 cm for mænd og > 88 cm for kvinder er ledsaget af øget forekomst af type 2-diabetes samt forhøjet blodtryk og serumkolesterol (Lean et al., 1998). Simpel måling af taljeomkreds kan derfor tjene til identifikation af personer med øget risiko for følgesygdomme til abdominal fedme.