Fedme og fysisk aktivitet

Der er sammenhæng mellem fysisk træningstilstand og evnen til at omsætte fedt, og der er derfor holdepunkter for, at mangel på fysisk aktivitet disponerer til fedme (WHO, 1998). De positive effekter af regelmæssig fysisk aktivitet skyldes derfor en øget fedt-oxideringskapacitet (WHO, 1998). Personer, der er fysisk trænede, omsætter således mere fedt under fysisk træning end personer, der ikke er fysisk trænede.

Tværsnitsstudier viser, at fede og overvægtige generelt er mindre fysisk aktive end slanke (DiPietro, 1995; Ching et al., 1996); men det ligger i sagens natur, at man fra tværsnitsstudier ikke ved, om de overvægtige er mindre fysisk aktive pga. deres overvægt, eller om det er det lavere aktivitetsniveau, der har forårsaget overvægten. Under alle omstændigheder må man antage, at det lavere aktivitetsniveau, som man finder hos de overvægtige, må være kompenseret af et lavere energiindtag, idet graden af overvægt ville have været meget større, såfremt den blot skulle tilskrives det lavere aktivitetsniveau.

Prospektive studier har vist, at inaktive mænd og kvinder har større risiko for at tage på end aktive mænd og kvinder, men resultaterne fra disse studier er dog ikke helt entydige, bl.a. fordi fysisk aktivitet påvirker både kroppens sammensætning af muskler og fedt og fedtets fordeling på kroppen (Williamson, 1996; Fogelholm et al., 1996, Rissanen et al., 1991). Abdominal fedme er således generelt forbundet med en inaktiv livsstil (WHO, 1997).

Et nyligt review over studier af betydningen af fysisk aktivitet for behandling af overvægt (Garrow & Summerbell, 1995) viste, at betydningen af energirestriktion generelt var større end betydningen af energiforbrug, dvs. fysisk aktivitet, når man vil tabe sig. Det hænger formentlig sammen med, at fysisk aktivitet ikke nødvendigvis giver anledning til et vægttab, fordi den fysiske træning medvirker til opbygning af muskler og støttevæv under samtidig forbrænding af fedt. Denne muskelopbygning har betydning, når vægttabet efterfølgende skal holdes, fordi den øgede muskelmasse giver anledning til øget forbrænding (Garrow & Summerbell, 1995). Konklusionen fra litteraturgennemgangen var, at et hvilket som helst vægttab er forbundet med tab af mager legemsmasse (fedtfri masse), men at tabet er mindre, hvis slankekuren også omfatter fysisk aktivitet.

Ved forebyggelse af fedme spiller fysisk aktivitet formentlig en meget vigtig rolle, både i forbindelse med udvikling af fedme og i forbindelse med vedligeholdelse af et vægttab. Samtidig viser flere studier dog, at de fleste mennesker finder det lettere at begrænse energiindtaget end at øge energiforbruget. Det har i den forbindelse været vist, at sandsynligheden for, at man kan inspirere voksne mænd og kvinder til at være fysisk aktive, er stærkt afhængig af, om de var aktive som børn – et forhold som klart peger på vigtigheden af, at børn præges i retning af en fysisk aktiv hverdag. Her skal det pointeres, at WHO-rapporten (WHO, 1998) fremhæver de nordiske lande som særlig modtagelige for interventionsstrategier, der sigter mod at øge det fysiske aktivitetsniveau, fordi befolkningerne her har en positiv holdning til fysisk aktivitet og fysisk form.

Der er visse holdepunkter for, at virkningen af fysisk aktivitet og kostens fedtindhold virker indbyrdes forstærkende på størrelsen af kroppens fedtdepoter (Lissner et al., 1997; Astrup et al., 1997). En række undersøgelser har fx peget på, at fysisk aktive personer kan tåle at spise en kost med et højere fedtindhold end mindre fysisk aktive personer, uden at de tager på, ligesom fedttabet på en slankekur øges, hvis den kombineres med fysisk aktivitet. En svensk undersøgelse viste fx, at kostens fedtindhold var af mindre betydning for vægtforøgelse, hvis der samtidig blev dyrket fysisk aktivitet, mens kombinationen af både fysisk inaktivitet og fed kost ledte til vægtøgning (Lissner et al., 1997). Undersøgelsen viste, at de svenske kvinder havde en seks gange større risiko for at tage på i vægt, hvis de både var fysisk inaktive og spiste en fed kost, end hvis de var fysisk aktive og spiste en fed kost, var fysisk inaktive og spiste en mager kost eller var fysisk aktive og spiste en mager kost. Sådanne interaktioner mellem fysisk aktivitet og kostens fedt kan have betydning for forståelsen af fedmens ætiologi og for forebyggelse på området.

Fysisk aktivitet synes endvidere at have gunstig indflydelse på en række risikofaktorer som ikke-insulinkrævende diabetes og iskæmiske hjerte-kar-sygdomme. Uafhængigt af vægttab bedrer fysisk aktivitet insulinfølsomheden, hjertefunktionen og den fysiske form (Mikines, 1992).

Samlet peger resultaterne fra både den kliniske og observationelle forskning på, at det fysiske aktivitetsniveau er en afgørende årsag til den stigende fedmeforekomst, og specielt blandt børn synes den tid, der tilbringes foran tv, video og PC at være proportional med børnenes BMI. Den kliniske interventionsforskning viser, at en øgning af den fysiske aktivitet alene kan lede til vægttab, og der er holdepunkter for, at øgning af det fysiske aktivitetsniveau medfører ændringer i kroppens sammensætning med udvikling af det fedtfrie væv (kroppens muskler) på bekostning af kroppens fedt. Der er tillige gode resultater fra interventionsundersøgelser baseret på en kombination af både fysisk aktivitet og kostintervention. Samtidig er der undersøgelser, der peger på, at kombinationen af fysisk aktivitet og en fedtfattig kost er særlig gavnlig i forbindelse med forebyggelse af fedme. Den helt overordnede betydning af fysisk inaktivitet for fedmeudviklingen ses af de undersøgelser, hvor der er påvist en reduktion i både totalenergiindtaget og en reduktion i fedtindtaget gennem de sidste årtier, samtidig med at fedmeforekomsten er øget. På baggrund af ovenstående kan det fastslås, at øget fysisk aktivitet/reduktion af inaktiviteten må være hovedhjørnestenen i en forebyggende indsats mod fedme.