Er der helbredsskadelige konsekvenser af vægttab?

Den overvejende del af litteraturen har vist, at vægttab i befolkningen herunder også blandt overvægtige - er forbundet med for tidlig død. Disse fund må ses i lyset af følgende forhold:

• I de anførte befolkningsundersøgelser har det vist sig meget vanskeligt at afgøre, om et vægttab har været en følge af en intenderet, dvs. ønsket, handling eller har været uintenderet. Denne adskillelse spiller formentlig en stor rolle for tolkningen af vægttabets helbredsmæssige konsekvenser.
• Som anført er det generelt fundet (Wadden, 1993), at et intenderet vægttab sjældent resulterer i et reelt vægttab, der opretholdes over mange år.

Problemerne vedrørende de helbredsmæssige konsekvenser af vægttab er diskuteret i en rapport fra Ernæringsrådet (Ernæringsrådet, 1997), hvor det fastslås, at langt de fleste befolkningsundersøgelser har vist en øget dødelighed efter vægttab. Oplysninger om, hvorvidt vægttabet er tilsigtet, igangsat af medicinske eller kosmetiske hensyn, forårsaget af en underliggende sygdomsproces eller er en konsekvens af ændringer i de miljøpåvirkninger, der forårsager fedmen (dvs. om de nødvendige årsagsfaktorer til fedmen er aftaget eller måske forsvundet helt) er ikke beskrevet fyldestgørende i litteraturen. Det er fx oplagt, at et vægttab udløst af en underliggende sygdomsproces kan medføre, at selve vægttabet fortolkes som værende farligt.

Ligeledes kan vægttab og den lavere vægt, der ofte ses forbundet med rygning, give anledning til, at lav vægt og/eller vægttab fortolkes som ansvarlig for tidlig død, mens den øgede dødelighed formentlig skal tilskrives rygningen. I flere studier har man forsøgt at tage højde for både ikke erkendt underliggende sygdom og for rygning, ved enten at lade være med at inddrage personer, som dør i de første 2-8 år efter undersøgelsen, eller begrænse studiet til ikke-rygere. Dette har i nogen udstrækning fjernet overdødeligheden blandt undervægtige og personer med vægttab, men noget tyder på, at ikke hele forklaringen skal findes her, idet litteraturen på området ikke giver konsistente resultater og tillige er begrænset af en række metodologiske problemer. Det kan derfor ikke udelukkes, at lavt BMI og vægttab er associeret med en forøget dødelighed (Ernæringsrådet, 1997).

Den øgede dødelighed forbundet med vægttab kunne fx tænkes at bero på, at de fede med vægttab observeret i populationsundersøgelserne er belastet af en overdødelighed, fordi vægttabet er en konsekvens af udvikling af ikke-insulinkrævende sukkersyge, som samtidig forøger risikoen for kardiovaskulær sygdom og død. Andre årsager kunne være, at den forværring i risikoprofilen, der er forbundet med fedmen, ikke normaliseres helt efter et vægttab (Ernæringsrådet, 1997).

Det kan konkluderes, at vægttab kan bedre risikofaktorerne blandt overvægtige personer og på den baggrund formentlig også reducere den fedmerelaterede dødelighed. Det væsentligste problem i denne sammenhæng er, at de anvendte strategier til opnåelse af vægttab generelt ikke har resulteret i blivende vægttab. Fra epidemiologiske undersøgelser findes dog en øget dødelighed blandt den del af befolkningen, der taber i vægt, hvilket stemmer overens med, at intenderede vægttab meget sjældent er blivende. Vægttabene, der identificeres i de epidemiologiske undersøgelser, er således de uintenderede. Da enhver form for alvorligere sygdom samt rygning i befolkningen generelt er forbundet med vægttab, har dette også betydning for den sammenhæng, der observeres i de epidemiologiske undersøgelser. På baggrund af de gavnlige ændringer, vægttab fremkalder i prognosen for bl.a. type 2-diabetes og hjertesygdom, tilrådes behandling af fedme imidlertid fortsat (Ernæringsrådet, 1997).

2) Population attributable risk= p(RR-1) xP (RR=relativ risiko, P=Prævalens)P(RR-1)+1